Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Ven.

Den længselsfuldt ventede Fred er en overstaaet Oplevelse, men Fredens Følge af Forstaaelse, af Hensyntagen, af Godhed mod hinanden, som vel de fleste Mennesker havde forestillet sig det, er ganske udeblevet. Det fængslede, dyriske i vor Natur har med dynamisk Kraft sprængt sine Lænker og søger nu i sin Galskab at tilintetgøre og at overdøve det menneskelige i vore Sind. Hadets og Hævnens mørke og truende Disharmonier lyder os overalt i Møde, og alle Vegne og alle Steder fornemmes dette knugende Mørke, det lister sig ind overalt, det formørker Sind og Tanker og sætter sit triste Præg paa alle Ansigter – Øjnene er uden Glans, Smilet kvæles i Fødslen og bliver højst til en stivnet Grimasse. Tankerne flyver planløst hid og did som ængstelige og frygtsomme Smaafugle, der ikke ved deres levende Raad og ikke magter at finde Vej ud gennem dette sorte Dække. Mine Raab om Lys i disse lange Dage og Nætters Mørke lød uvirkelige og opslugtes af det tætte sorte, som omgav mig. – Og alligevel maa min brændende Bøn være blevet opfanget, thi pludselig fødtes i mit Sind et Lysglimt af stor Styrke, mine flagrende og urolige Tanker blev stille og fæstnede sig ved Striben af Lys. Med Stilhedens Indtræden voksede Lyset, og mine afmægtige, forvildede Tanker fik igen Kraft og Styrke – den bestandig knugende Tyngde, som havde behersket mig, lettede langsomt. I Kraft af Stilheden i mit Sind kom min Tankeskabelse atter i Kontakt med det lyse og skønne i Tilværelsen. Fra mit Sinds Dybder tonede det frem: Vi er Gudesønner – vi er evige Væsener – "evige" hører du Livets Fanfare klinge gennem dette Ord? Livets og Lysets Budskab flammer os herigennem i Møde – i denne Forkyndelse finder vi intet Sted Døden, den er kun noget tænkt, en Forestilling opstaaet gennem vor lange, lange Vandring gennem Livets Mørkezone. Overalt lyser, funkler og straaler Livet os i Møde. Gennem det evige Livs Forkyndelse, gennem de kosmiske Analyser bliver vi atter bevidst i vor høje Identitet som udødelige Væsener paa Vandring mod Livets og Lysets mest straalende Æventyr. Kontakten med det evige Liv skaber et nyt Perspektiv over al Oplevelse af Liv – selv de usleste Skabninger, Væsener med primitive og lidet menneskelige Bevidsthedstendenser vil man i Kraft af dette Livets virkelige Perspektiv opfatte som Gudesønner, der i Kraft af egen Villie har skabt sig de nuværende Forhold, man vil opfatte den øjeblikkelige Situation som kun et hastigt skiftende Billede i den evige Tilværelse, som en guddommelig Gave ved Hjælp af hvilken Væsenet bliver beriget med en manglende Viden, og gennem denne Berigelse skabes der Betingelser for en senere straalende og fuldkommen Fremtræden i Livet. – Skæbnemysteriets mørke Dække maa vige – i Kraft af de kosmiske Analyser aner vi Universets straalende Retfærdighed og Kærlighed. De tidligere saa tætte, mørke Skygger, vi opfattede som Uretfærdighed eller det Onde, svinder bort som de Illusioner, de er, og vi ser, at vi hver især i Dag befinder os lige midt i ikke alene en evig Tilværelse, men ogsaa lige midt i vort Resultat af denne vor evige Væren. Forundrede begynder vi at ane, at der i Virkeligheden kun findes en eneste Form for Glæde, nemlig dette at glæde og at være til Hjælp for andre, at faa furede, trætte og mismodige Ansigter til at straale op i Smil, at faa bedrøvede og sorgfulde Øjne til at tindre af Glæde. Vi er langsomt ved al komme til Forstaaelse af, at dette at "give" er at "eje" Livet, og gennem denne Forstaaelse kommer vi paa Bølgelængde med selve Livets eget Princip, der jo i sig selv er en eneste stor Gaveydelse.

En skøn Drøm om Godhed og Kærlighed lever dybt i vore Sind – og denne Drøms Virkeliggørelse er nu vor ofte tunge Vandrings fjerne Maal. Der gives nu ingen Vej tilbage, idet vi alle gennem Forstaaelsen af de kosmiske Analyser har oplevet noget af "Landet der forude", et Glimt af noget ubeskriveligt, som kalder og drager med den største Kraft, der findes i Verden, nemlig Kærligheden. – Kære Ven. For Aaret, som kommer, vil jeg ønske dig alt det bedste – gid din Vandring maa føre dig saa nær dette "Lysets Rige", at du kan fornemme og opfange Lysets Atmosfære i en saadan Grad, at du kan tilbagekaste dets Glans til dine Omgivelser.

Som en smuk Afslutning paa denne min Nytaarshilsen til dig vil jeg tillade mig at citere Martinus (Ved Aarsskiftet, "Kosmos" Januar 1934): "Lad os derfor hilse det nye Aar velkommen i Tanken om, at den jordiske Menneskehed med Udgangen af det gamle Aar er kommet en Maalenhed endnu nærmere Lykkens Regioner, og at dens Individer trods nuværende og tilstundende Lidelsestilstande dog er "himmelske" Rejsende, udødelige "Passagerer" paa en Stjerne i en Stjerneverden med Kurs mod Livets, Lysets og Lykkens Tinder – og at der saaledes allerede nu op over den mørke Jord, det mørke Dyrerige fra den fjerne Horisont forude har begyndt at funkle og straale en Atmosfære af Lys, der udelukkende vibrerer i Kærlighedens store Bud: "Elsker hverandre".

De hjerteligste Hilsener din heng.