Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi ved alle, at biblen indeholder en række beretninger om overnaturlige hændelser, og at det ikke ad videnskabelig vej kan bevises, at disse begivenheder er opdigt.

Nogle vil hævde, at miraklerne har fundet sted, og da det overnaturlige falder udenfor videnskabens omraade, kan den hverken gøre fra eller til. Man begaar falskneri, hvis man fjerner underet fra biblen som uhistorisk; den kristne religion staar og falder med Jesu stilling som guds søn, med opstandelsen etc., og en objektiv videnskabelig fremstilling af Jesu liv reducerer evangeliet til en beretning om en martyr, der døde for sin tro, og den var oven i købet falsk.

Andre vil mene, at da disse overnaturlige hændelser ikke er indtruffet paa andre tidspunkter i historien, og da de ifølge sagens natur staar hinsides vor logiske forstand, er der en overvejende sandsynlighed for, at de i god tro er opstaaet i datidens fantasi. De værdier, der mistes gennem en objektiv fremstilling af Jesu liv, overskygges af den inspiration, som Jesus, denne mægtige skabende personlighed, giver os gennem sit eksempel og sin lære.

Her skal ikke argumenteres for eller imod disse standpunkter, blot paapeges, at nærværende artikel slutter sig til det sidste og næppe byder frugtbar læsning for tilhængere af det første standpunkt.

Biblen falder i to hovedafsnit: det gamle testamente (den gamle pagts skrifter), en samling dokumenter fra den israelitiskjødiske historie og det nye testamente (den nye pagts skrifter), en samling dokumenter fra den ældste kristne menighed.

Det overvejende synspunkt indenfor kirken er vel nok, at biblen er historien om guds aabenbaring; den historie, der begynder med jordens skabelse og gennem det israelitiske folks tilskikkelser og udvikling og gennem Jesu liv og lære fører frem til den ældste menighed og kristendommen.

Guds aabenbaring vil sige den levende guds selvafsløring og selvmeddelelse, og denne manifesteres gennem de historiske tildragelser og menneskelige vidnesbyrd, som bibelen rummer.

Det gamle testamente omfatter hovedparten af den jødiske litteratur fra aar ca. 1150 f. Kr. til aar ca. 150 f. K. Det er en meget blandet samling, omfattende bl. a. historieskrivning, legender og love, profetier og klagesange. Herunder faar man en i hovedsagen korrekt beretning om jødefolkets historie, rig paa mærkelige tildragelser, og som intet andet folks knyttet til religionen. Man faar en skildring af profeternes liv og forkyndelse, disse gudbenaadede mænd, som er langt forud for deres samtid. Man sporer en fortsat udvikling i den jødiske religion, indtil monoteismen ganske behersker folket og forbereder vejen for Jesus; idet folket hæves op fra at være et raat uciviliseret krigerfolk til at blive et gennemreligiøst, nationalt selvbevidst folk med et stærkt sammenhold og en udviklet ægteskabelig moral.

De forskellige bøger indenfor det gamle testamente har naturligvis en række forfattere, men stoffet er ikke kronologisk ordnet og varierer fra drastiske handlingsmættede beretninger til tørre og kedelige opremsninger af nøgne data.

Ved dybtgaaende forskning i det gamle testamentes skrifter har man kunnet skelne mellem flere kildeskrifter og iøvrigt gjort en lang række iagttagelser, f. eks.

I første mosebog forefindes to helt forskellige skabelsesberetninger, og iøvrigt findes lignende skabelses- og syndflodsberetninger i den orientalske kultur.

5. mosebog er for størstedelen skrevet langt senere end de 4 mosebøger og de følgende bøger repræsenterer et langt senere stadium af den jødiske lov.

Den jødiske religion er ikke spekulativ som den græske, man mærker jødens sans for aandelige realiteter, der er ingen plads for mysticisme og i den ældste udformning intet liv efter døden. Den centrale forkyndelse ligger i de 10 bud; iøvrigt ligger offervæsenet jøderne stærkt paa sinde. Den jødiske religion har en snæver horisont, den begrænser sig til Israel og er ret intolerant overfor andre religioner. Den er autoritetstro, idet visdom er kundskab om loven. Jøderne forventer Messias, den salvede, men nogle messiasforventninger regner med en konge af Davids type, og andre med menneskesønnen, som kommer paa himmelens skyer.

Jesus byggede paa og forudsatte det gamle testamente, men praktiserede det langt friere end farisæerne, og paa mange punkter sprængte han fuldstændig de gamle rammer, navnlig i bjærgprædikenen med dens stadige modsætning mellem "I har hørt, at det er sagt til de gamle, ... men jeg siger eder...". Man sammenligner den gamle praksis: "øje for øje og tand for tand" med den ny: "elsker eders fjender etc." – som en forfatter har udtrykt det: "det gl. testamente maatte give visse pædagogiske koncessioner til menneskenes lave udviklingstrin."

Som bekendt indeholder det ny testamente flere beretninger om Jesu liv, nemlig de fire evangelier. Da disse er forskellige, baade med hensyn til omfang og indhold, giver de mulighed for en sammenlignende vurdering efter moderne kildekritiske metoder.

Her skal nogle af forskningens resultater fremdrages, idet man dog stadig maa erindre sig, at disse resultater vel er overvejende sandsynlige, men ikke 100 % sikre.

Jesus døde mellem 29 og 35 e. K. Beretningerne om hans ord og gerninger levede som mundtlige overleveringer, indtil medlemmer af de ældste menigheder begyndte at optegne beretningerne paa deres modersmaal, aramæisk.

De fire evangelier foreligger i deres ældste kendte form paa græsk, saa evangelisterne har maattet foretage en oversættelse, samtidig med at de samlede, ordnede, eventuelt bearbejdede og supplerede deres kilder. Markusevangeliet er det ældste og stammer formentlig fra aar ca. 70, Matthæus og Lukas er noget yngre, mens Johannesevangeliet som det yngste er fra aarhundredets slutning. Evangelierne er altsaa skrevne længe efter Jesu død og ikke af øjenvidner.