Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Menneskene er som Bølgerne paa det evigt urolige Hav, – de lader sig drive mod et fælles Maal, der lokker i den fjerne Horisont, – en gylden og straalende Klippe, der suger alle til sig, for atter at støde dem fra sig, haardt og ubarmhjertigt!

Du og jeg – alle kender vi denne gyldne og golde Klippe. Der vokser ingen Blomster, der synger ingen Fugle, og Himlens skønne Blaa finder ingen Genklang for sin dybe Farve, – alt er kun som den glitrende, kolde Diamant, der skinner skønnest i Lyset fra kunstige Straaler.

Tusinder af Gange er vi drevet imod denne Goldhedens Klippe, der kaldes: "Min Lykke". Og Tusinder af Gange er vi atter blevet slynget tilbage fra dens glatte, slimede Overflade, – – – trætte og knuste.

Thi ligesom Havets evige Ebbe og Flod er Strømningerne i vore Sind. De smaa Ting faar som oftest den altfor store Betydning, ligesom Livets virkelige Værdier glider stille hen over vore Hoveder, som Sommerskyerne under Himmelens Blaa. – Og paa den Maade bliver vi aldrig eet med det Eviges rytmiske Bølgeslag, men farer rundt som smaa, forvirrede Strømhvirvler. Vi stiller denne golde Klippe i en Atmosfære af Lys og Skønhed, saalænge vi i egoistisk Selvoptagethed drages mod den; men en Dag, naar Saarene og Skuffelserne har gnavet dybt og længe nok, vil vi i Lyset fra vor egen guddommelige Gnist atter søge ud imod det aabne Hav og gøre os til eet med den store Ensomhed og den store Fred.

Den Dag vil Ensomheden ikke længere staa i Verden som noget ondt og rædselsfuldt, som noget angstvækkende. Den Dag vil den fælles Ensomhed staa skrevet i alles Ansigter, – – og vi vil elske den, thi da vil den ikke længere være Ensomhed, men Salighed.