Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der er kun tre Ting, – Himmel og Hav, der mødes i rødmende Glæde; Træernes tyste, dunkle Skygger, – – og mit eget bankende Hjerte!

Ensomheden og Freden hviler stille og mildt overalt under de høje, slanke Træer; her er godt at være; thi Lykken er der, hvor Freden har til Huse.

Dagens straalende Varme er stadig i Træer og Græs – fugtigvarmt og duftende stiger alle Skovens Dufte op mod mig som en sød Beruselse; ak, hvem der kunde favne hele denne fredfyldte lille Verden og være eet med den! Være som den lille Sangdrossel, der Dagen igennem synger og jubler sin uudtømmelige Livsglæde fra den grønne Trækrone op mod Guddommen og Altet og sin lille Mage, – – være som den lille Blomst, der kun lokkes frem som et Kærlighedens Sendebud, naar Varme og Lys straaler ned over den, – eller som den mørkegrønne, mosbegroede Skovbund – redt af en usynlig Haand som et blødt og køligt Leje for Elskende og Ulykkelige!

Skoven har Hjerte for alle; og tusinde Løfter og kærlige Ord hænger og dirrer i Luften og gør Vinden mild og god.

Histhenne løber en gammel Skovvej; hullet og forfalden titter den frem under det grønne Løv og dog drager den forunderligt paa de, der vandrer forbi; det er som om den hviskende lover et godt og sikkert Skjulested!

Men ak, den fører slet ingen Steder hen, – Aartier er gaaet, siden Skovhuggerkærrens Hjul har pløjet dens dybe Furer; – – nu ligger den blot som et gammelt halvglemt Minde!

Jeg vandrer tilbage ad den gamle ujævne Skovvej. Grene og Løv ligger slængt hen over den, forvirret og ubestemmeligt, kun faa Steder blotter den gamle Vej sig og lader gyldne Solpletter varme og mildne dens rynkede Hud.

I det fjerne hører jeg Landsbyens Kirkeklokke ringe alvorligt og tungt; jeg tror den ringer Solen ned; thi den vestlige Himmel er purpurrød, og Solen har gemt sig bag det fine lette Skydække og Skovens høje, mørke Træer, – og mod Øst dølger de høje Bakkekamme sig i en blaalighvid Taagedis, mørke og alvorlige som forstemte af tunge Tanker!

Engang, naar nye Aartier er henrundne, vil jeg komme tilbage hertil og mindes denne lille Skovs Fred og Kærlighed.

Maatte jeg blot indtil da bevare al dens kærlighedsfyldte Skønhed i mit Hjerte!