Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I sin Søgen efter helt at forstaa, hvilket jo igen vil sige med egne Øjne at se, vil det tænkende Menneske en Dag finde sig stillet overfor et indre Krav om at faa et, om jeg saa maa sige, konkret Billede af Guddommen selv. Personlig har jeg gjort den Erfaring, at dette Krav forholdsvis længe kan ligge latent. Det er, som om det Væld af nye Tanker, Martinus Verdensbillede afføder i ens Bevidsthed, dækker ens hele Behov; men denne Tilstand forbliver ikke permanent. En Dag ligesom samler denne nye Tankeverden sig til et formuleret Krav om et Billede af den Gud, der nu, i langt højere Grad end før, dominerer ens Tænke- og Handlemaade, og man kommer da ud for den ikke helt behagelige Oplevelse, at det synes Tanken umuligt at iklæde dette for en selv mest betydende Væsen nogen som helst Form.

Konflikten er dobbeltsidig. Paa den ene Side ved man, at Guddommen er alle Formers Form og derfor hævet over Enkeltformen, paa den anden Side synes det en umuligt at faa noget virkelig inderligt Gudsforhold uden at have en Form at rette sin Taknemlighed imod. Gud – det vil sige Barndommens Gud, den rare, gamle Mand med det store smukke, hvide Skæg, – er blevet borte, og man har intet at sætte i Stedet. Der er især eet Sted, hvor dette Savn hurtigt bliver en bevidst, nemlig i Forholdet til det, vi i eet Ord kalder Bøn. Er man opdraget i den kristne Lære og er blevet vant til at tænke sig, at der et eller andet Sted i Universet sidder et straalende Væsen, med hvilket man igennem Bønnen er i Kontakt, saa kan den kosmiske Viden godt for en Stund forvirre ens Begreber og skabe en midlertidig Følelse af Forladthed paa dette specielle Omraade. At det maa være saadan er indlysende. Som det tager Tid at nedbryde et Billede, tager det Tid at bygge et nyt op. Og det synes mig netop, som om Overgangen til dette nye Billede mildnes igennem den umaadelige Inspiration ens første Møde med de kosmiske Analyser er. Thi uden der at have et konkret Billede af den Gud, hvis Eksistens man igennem disse Analyser bliver mere og mere bevidst i, føler man i en langt højere Grad end før, hvor man blot levede paa taagede religiøse Følelsesfornemmelser, hans reelle Væren i ens eget Liv. Hvert Øjeblik standser man op og erkender ved sig selv, at alt, hvad man har oplevet, nu pludselig koncentrerer sig i et Billede af Planmæssighed, hvor man i hver en Detalje ser den Hensigt, man før var totalt uvidende om. Men netop denne tiltagende Erkendelse af, at alt – alt – hvad man har oplevet, har været ledet af ham, gør, at Længslen efter et konkret Møde med ham giver sig til at vokse saa stærkt inde i en. Dette at føle, at man, takket være hans Hjælp, er blevet ledet, Trin for Trin, frem imod en dybere Indsigt i selve Livsmysteriet gør, at Savnet af et Billede af ham bliver en bevidst.

Og det er ganske naturligt, at det forholder sig saaledes. Thi paa alle øvrige Omraader i vort Liv er det netop saaledes, at en Længsel efter et og andet altid koncentrerer sig i Evnen til at skabe et til Tider endda meget skarpt Billede af det, man længes efter. Langt de fleste Mennesker "ved" for Eks., hvordan det Hus skal se ud, de gerne vil eje, hvordan de Møbler, Huset skal møbleres med, skal være o. s. v. De Længsler, der virkelig har Magt over Sindet, er som Regel meget stærkt materialiseret i Tankematerie. Og det føles derfor ganske naturligt, at man ogsaa ønsker et klart Billede af den Gud, man i den Grad tillader at have Magten over ens Liv, at man ikke kan tænke sig at foretage sig noget som helst uden først at have spurgt ham til Raads.

Men medens man indenfor alle de øvrige Længselsomraader har klare Erfaringsbilleder at støtte sig til, saa staar vor "Fantasi" – vor billeddannende Evne – saa temmelig hjælpeløs, naar Længslen begærer et Billede af Guddommen selv. Vort Barndomsbillede er sønderbrudt og har ikke efterladt sig Rester, der kan anvendes til Nydannelse. Vi staar faktisk paa bar Bund, fordi vi her, vor Vane tro, vil prøve at tvinge den Guddom, vi erkender maa være til, ind i en Yderverdens Form. At dette ikke kan lade sig gøre, kan være lidt af en chokerende Oplevelse. Jeg har mødt adskillige Mennesker, der har udtrykt overfor mig, at Gud ligesom var blevet borte for dem, og at de ikke havde noget Maal at rette deres Bøn imod. Og jeg har forstaaet den Vanskelighed, de var i, fordi jeg selv har oplevet den. Selve Problemet afslører i Virkeligheden, hvor smaa vi endnu er, thi vi er faktisk ude af Stand til, uden Hjælp, selv at finde Vej frem her. Thi at vi rent teoretisk kan erkende Guds Eksistens, er ikke det samme som en realistisk Oplevelse af ham. Endnu er Guddommen ikke traadt ind i vor Tilværelse med den Selvoplevelsens Styrke, der gør os til Sjæle, der helt hviler i os selv. Endnu maa vi se ham igennem andres Syn og igennem vor Tillid til disse andre, derfor er det, vi kræver et rent fysisk Billede at støtte os til. Men det er ogsaa paa dette sublime Omraade, at vi har de skønneste Oplevelser til gode, Oplevelser, mange af os sikkert har følt, er paa Vej. Vi har nemlig et Billede af Gud, og det langt nærmere end vistnok de fleste tænker, nemlig i vort eget Væsen. De tusinde Gange har vi hørt, at vi er Gudesønner, uden at dette Ord maaske udløser andet end en skøn Følelse i os. Men vi er det og med alt det i vort Væsen, som længes efter at gøre godt, længes efter at kærtegne den Ensomme og hjælpe den Syge og Fortvivlede, med alt det i vort Væsen, der ønsker at hele der, hvor andre stadig slaar, med alt det, er vi i os selv et Billede paa den Gud, der en Dag vil tale til os som en Mand taler med sin Næste.

I en Illusionernes Verden, hvor Formen har været og fremdeles er det dominerende, falder langt de fleste for den Illusion, at det Billede, Spejlet gengiver, er os selv, og det paa Trods af den Kendsgerning, at dette Billede har ændret sig, for hver Gang Spejlet har gengivet det. Bundet af Formen søger de fleste Gaadernes Løsning i Formen, uden at tænke paa, at enhver Form maa have et usynligt Ophav. "Salige er de rene af Hjertet, thi de skal se Gud" siger Kristus. Han kunde lige saa godt have sagt: "Salige er de rene af Hjertet, thi de skal se mig", – thi det i ham, der var Gud, var alt det, vi idag kalder Lys og guddommelig Skønhed. Og som det gjaldt for ham, gælder det for os alle. Kun dem, vi anser for rene af Hjertet, faar os at se, som vi virkelig er, for de andre er vi en lukket Bog. I den Viden fandt jeg selv Fred, og med den bag mig blev Bønnen en endnu vigtigere Faktor i min Tilværelse, end den nogensinde før havde været, men ogsaa en endnu mere skjult. Det var først, da alt det, jeg i denne lille Artikel har søgt at give Udtryk for, var helt gennemlevet, at Kristusskikkelsens virkelige Storhed blev bevidst for mig, og det var fra den Stund, at de efterfølgende Ord fra hans Mund for mig blev noget af det skønneste, han har sagt, Ordene: "Naar du beder, da gaa ind i dit Kammer og luk din Dør".