Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Stille, stille falder du, Sne! Blødt og fint lægger du dig overalt og luner den frosne Jord – skærmer Træers og Blomsters kommende Spire mod Frostens dræbende Klo. Ubeskrivelig ren og hvid og uberørt er du at skue, – som den skønneste Jomfru, men altudslettende er du i dine Krav; thi intet maa ses uden netop dig, intet maa beundres andet end dig – overalt dominerer du i din kolde Skønhed. Hver en liden Tue, hvert et Hus, hver en Sten – ja, selv en stumpet, nøgen Trægren, som søgte at gemme sig for dig i Læ af Gaardens lave Gavl, har du fundet, men kun for ogsaa at dække den.

Aah, hvide stille Sne! Skal jeg elske dig eller hade dig for din uskyldige Strenghed? Din Skønhed betager mig, men staar jeg for længe i stum Beundring for dig, smyger du dig umærkeligt om mig – indhyller mig i den hvide Brudedragt og lader en forræderisk Lunhed omgive mig, – for dog alligevel at lade mig dø af Kulde og Ensomhed ... Sne, aah Sne! Dit Favntag er vidunderligt blidt – – men ubønhørligt; Du er skøn!

Tidligt kommer Skumringen listende! Den er som et mægtigt Nøgle af Uld, der ruller sig ud og dækker alt. Træets og Gaardens Skygge falder haard og sort paa den hvide Sne, og Arnens silde Røg stiger langsomt mod den mørke, klare Vinterhimmel. Hvad der før var skærende hvidt og klart fortoner sig nu i skønne, blaalige Toner, og alle Konturer former sig blødt og fint og fortaber sig snart i Mørke. Beroligende knirker din tyste Sang under mine Fødder, og overalt blinker og straaler du mig imøde i uskyldigt Koketteri. Det er som om jeg svævede midt i Universet; thi over mig og under mig og omkring mig saa vidt Øjet rækker straaler og funkler Myriader af Stjerner og lysende Kloder – og selv er jeg ene midt i al denne straalende Uendelighed. Herude synes Verden mig saa fredelig og skøn! Hør Hundens høje, kaldende Glammen, – se Arnens spinkle Røgsøjle og fornem Rummets Uendelighed; thi saa er Freden Hjertets Gæst. Jeg føler den aandelige Verdens ubønhørlige Renhed og Strenghed har sænket sig overalt herude i Stilheden, men ogsaa dens velsignede Ro og Mildhed!

Sne! Min Hymne til dig er fattig; men hvad Ordene ikke magter, vil den lille levende Klump, der sidder i Brystet paa mig, varmt og inderligt hanke mod dig, – og engang, naar jeg lægges til Hvile under dit hvide Brudeslør, ved jeg, at du ogsaa til den Tid vil smyge dig ind omkring mig og finde hver en lille bar Plet for ogsaa at dække den, – – men eet Sted behøver du aldrig at søge; thi den lille varme Ting, der nu banker saa taknemmeligt mod dig for din Skønhed og Renhed, vil til evig Tid gemme Mindet om dig inderst inde!