Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Tavst søger mine Øjne Gadelygtens blege taagede Skin, – dæmpet falder Lygtens gule Lys ud i den klamme, sorte Efteraarsnat og leder den sene Nattevandrers søgende Skridt. Forbi er Dagen med al dens Solskin og Livsglæde, med al dens Sorg og Modgang, – og tyst kom Natten og smilede til den glade – smilede ham i Søvn! Og tyst kom Natten og indhyllede den forladte – stille og nænsomt!

Du ledte mig til dig ved dit blide Lys, og træt søgte jeg Støtte hos dig, – min Skulder fornemmer din haarde Kulde, men mine Øjne og mit Sind formildes og glædes ved dit bløde, milde Lys. Ved du mon, at du er et af min lange Rejses store Maal? Dagen igennem, hvor Menneskene travle og ivrige haster af Sted ledet af Solens klare Lys, staar du selv – graa og beskeden upaaagtet hen, men ved Aftentide, naar Skumringen stille kommer listende, og store tunge Skyer dækker den straalende natblaa Stjernehimmel, tændes dit blide Lys, – ikke straalende og paatrængende, men dæmpet, dæmpet og mildt, som et usigeligt blødt og kærlighedsfyldt Kærtegn. Ord kender du ikke, men Eksemplets lysende Magt straaler langt ud fra dig for den, der vil lære.

Gid jeg selv som du magtede saa fuldstændigt at gøre mig til een af de mange i Dages gyldne og boblende Livsglæde, men mest af alt – at lyse saa skønt og mildt for den ensomme og trætte!

Gyldne Cirkler hopper og danser for mine Øjne, naar jeg vedblivende ser paa dig; jeg maa videre! Men jeg véd, at der atter vil komme et Stykke Vej med Mørke og Angst, naar jeg forlader dig, Lygte, indtil atter en af dine Brødre tyst toner frem gennem Mørket og Usikkerheden, der vil jeg saa atter standse en Stund, ja – ved hver eneste Lygte vil jeg standse og lade dens matte gyldne Skin sive ind i Øjne og Sind, indtil jeg selv en Dag ledes i Mørket ved mit eget Lys, – da vil jeg standse paa en mørk og farlig Vej, for nænsomt selv at lyse for den vildfarne!