Kosmos 1942/9 side 136
Inger Gaarde:
Morgensangen.
p. t. Frederiksberg Hospital i September.
Halvvejs i Drømme hører jeg langt borte Orglets tonende Anslag, min Tilstand er saa drømmeagtig smuk, og Sindet saa aabent og rent, – Tankerne vandrer døsigt rundt, uvilkaarligt sammenligner jeg dem med Skovduernes blide, kærlighedsfyldte Kurren, – saa stille og fredfyldt er den lille Verden, der lever i mig i dette Øjeblik. Men Orglets Toner vokser i Kraft og Styrke, magtfuldt vækker de mig i min Halvdøs, mens en stærk, dyb Glæde breder sig i mit Indre ved Lyden af en skøn gammelkendt Salmes gribende Ord:
Til Himlene rækker din Miskundhed Gud!
Din Trofasthed naar dine Skyer!
Din Retfærdshaand over Bjergene ud
er strakt over Dale og Byer!
Jeg lytter hungrigt efter Ordene, som er det først nu deres Sandhed og Skønhed rigtig naar ind til mig, og en smertelig dyb Længsel fødes i mig, aah saa stærk og ubetvingelig efter dig, – min Gud!
De unge Sygeplejerskers klare Stemmer løftes op af Stilhedens umaadelige Kraft og glimter som sølvspunden Spindelvæv mod Orglets dybe Klangfylde. Hvad er det, der brydes i mit Sind, der er en skælvende Uro. Længselsfuldt drejer jeg Hovedet paa Puden og stirrer ud paa de mørkegrønne Træer, ser den graahvide Taage, der paa eengang tung i sin Virkning og dog saa uendelig let bølgende svæver omkring Træer og Buske og indhyller dem i et eventyragtigt Skær. Stadigt toner Orglet alvorsfuldt ind til mig, ledsaget af unge, friske Stemmer. Det er som om Salmen og den smukke Musik har vækket noget i mig denne stille Søndagsmorgen, noget som den ikke evner atter at bringe til Ro og Hvile.
Nu tier de unge Stemmer, og Orglet bruser ensomt gennem den lange Gang med de mange Sygesenge. I Stuen ved Siden af hører jeg en gammel Mands Stemme sagte nynne til Orglets Toner, det lyder saa ensomt og forladt, men det er som om Musikken og den gamle, svage Stemme forenes og sammen finder den Vej, vi alle saa længselsfuldt søger. Udenfor begynder Taagen langsomt at lette, og Solen sender gyldne Straalebundter ned gennem de dugvaade, taageomsvøbte Træer, langt borte byder en Drossels blide Fløjtetoner Dagen velkommen og spreder ved sin jublende Livsglæde Taagens melankolske Uvirkelighed i mit Sind.
Orglets tonende Alvorsfuldhed og den smukke Salme vækkede mig af min blide Uvirkelighed og fødte en hel og virkelig Længsel i mit Sind mod selve Skønheden og Kærligheden, – mod Gud. Og Gud svarede mig gennem en lille Fugls kvidrende Livsglæde og Kaskader af gyldne Straalebundter som paa een Gang spredte Taagen derude i den store Natur, – og inde i mit eget Selv!
Tilbage til forfatterregister
Forrige