Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Forfatteren indleder med at indrømme, at for en naturvidenskabelig Betragtning ligger det lige for Haanden at betragte det psykiske som et Produkt af det biologiske, og det biologiske som et Produkt af de Kræfter og Stoffer, der findes i den materielle Verden, idet det jo er en Kendsgerning, at længe før Mennesket var til, eksisterede Dyreverdenen, og længe før Livet kom til Syne her paa Kloden, eksisterede det materielle Verdensalt. Ud af det har Mennesket tilsyneladende udviklet sig og kunde altsaa synes at være et Resultat af dette alene. Men Forf. gaar imod denne Opfattelse og hæfter sig først ved selve Bevidstheden, idet han spørger, om denne kan forstaas paa materialistisk Grundlag.

Bevidstheden udgør Grundlaget for al Erkendelse, men da vi kun kender den i Forbindelse med en Organisme, er det i første Omgang nærliggende, at denne Bevidsthed kun er Udtryk for de Processer, der udgør denne Organisme. Denne Opfattelse er dog nu forladt af de fleste. Bevidstheden kan ikke forstaas ud fra andet end sig selv, nemlig det psykiske, hvilket bl. a. viser sig derigennem, at Psykologerne har "opfundet" Begrebet "det ubevidste Sjæleliv", fordi fysiologiske og biologiske Forklaringer ikke slog til.

Der bliver altsaa to forskellige Størrelser, Bevidstheden, der er urumlig, og den materielle Verden, der er rumlig. I hvilket Forhold staar disse to til hinanden?

Forfatteren omtaler dernæst kort det moderne Verdensbilledes Udvikling, men pointerer, at selv om det nok ser ud, som om Opfattelsen af Materien mere og mere nærmer sig Begrebet Kraft, noget, der af mange opfattes paa den Maade, at Grænsen mellem det aandelige og det fysiske efterhaanden slettes ud, saa er dette ikke Tilfældet, idet der altid vil være den Forskel paa Materie og Bevidsthed, at den første Kraft viser sig for os som rumlig, medens det, der karakteriserer den sidste, jo netop er, at den er urumlig.

(Der kan her rejses nogle Indvendinger, som jeg senere skal komme tilbage til.)

Forfatteren gaar videre med sin Omtale af det Verdensbillede, vi lever i, og viser, hvorledes det opfattes af saa at sige alle paa een Maade, medens den rent videnskabelige Viden om det er helt anderledes. (Eks.: Vi oplever Solen "staa op" og "gaa ned", og oplever Jorden som det "faste Midtpunkt", skønt vi ved, at det ikke forholder sig saaledes.) Som Grundlag for begge Verdensbilleder ligger Erfaringen, men hvordan er Erfaring overhovedet mulig?

Videnskaben fortæller os, at et Synsindtryk skyldes, at visse Straaler paavirker Øjets Nethinde og der fremkalder en Strøm, der forplanter sig til Hjernen, hvor den udløser en kemisk Virkning i Hjernecellerne. Altsammen elektriske Strømme og kemiske Processer, og dog "ser" vi et nyudsprunget Bøgetræ, et Hus, Maanen, eller hvad vi i Øjeblikket betragter. Hvordan skal dette forklares? og hvordan kommer der overhovedet en Paavirkning fra Hjernen til Bevidstheden?

Dette Spørgsmaal understreger Forfatteren som meget vigtigt, men hans Svar lyder, at paa en eller anden Maade, som vi ikke fatter, danner Bevidstheden som Svar paa fysiske Processer i Hjernen det Billede af Verden, vi ser, naar vi aabner Øjnene. Dette Billede er, som han siger, af psykisk Oprindelse, og da det psykiske følger sine egne Love, opstaar det næste Spørgsmaal, hvordan det er muligt for Mennesket at formulere Love, som det faktisk viser sig, at Naturen udenom følger? Og han kommer til den Konklusion, at den menneskelige Fornuft og den os omgivende Natur retter sig efter de samme Love, hvilket formuleret paa en anden Maade vil sige, at "hvis der skal være en saadan Overensstemmelse mellem vor Tænkning og Naturens Love, saa maa Naturen være et Udtryk for, hvile i en psykisk Virkelighed, en Sjæl (Aand), der er beslægtet med vor Sjæl".

I en kort Gennemgang af Filosofiens Historie søger Forf. at vise Aarsagerne til, at denne Filosofi kun har saa forholdsvis faa Tilhængere. Han mener at finde dem i, dels at saa mange Tænkere har ligget under for andres Autoritet og ikke vovet at tænke selvstændigt imod disse store (Spinoza og Kant), og saa tillige deri, at Naturvidenskaberne har haft en saa voldsom Fremgang, at det i lange Tider saa ud, som om der ikke var det Problem, de ikke kunde klare, og vel at mærke ud fra et rent materialistisk Grundlag.

Forf. sammendrager Resultatet af hele denne Udvikling i dette: Man forsøgte at forene det naturvidenskabelige og Tænkningens Krav om Selvstændighed for det psykiske, et Kosmos, der kun var behersket af kemisk-fysiske Love, og en Verden, hvori Tænkning, Skønhed, Renhed og Tro var det altafgørende, og Forsøget mislykkedes totalt!

Vi ved alle, at vi er i Stand til at øve Indflydelse paa Omverdenen gennem vor Vilje, og at det legemlige øver Indflydelse paa vor Sjælstilstand. Paa Erkendelsen af, at det legemlige og det sjælelige sammenarbejder, maa vi opbygge vor Filosofi.

I 5 Punkter viser Forf. dernæst, hvad der er at bygge videre paa.

Om Vejen fremefter siger Forf., at man i "Teismen" finder den eneste Filosofi, der tilfredsstiller alle disse Krav. Ifølge den er Verden et Udtryk for een evigt skabende Gud, og Mennesket en levende Sjæl skabt af Gud, som alle Ting er skabt af ham.

Filosofiens Opgave er, i nøjeste Kontakt med Videnskaben, at naa frem til en Helhedsopfattelse af Tilværelsen.

Igennem Naturvidenskaben er det blevet bekræftet, hvad Idealismen har lært, at Rummet ikke blot er et "noget", hvor Tingene er, men at "det er Udtryk for Kraft, og bestod Verden af lutter selvstændige Kræfter, vilde der ikke eksistere noget fælles Rum, idet hver Kraft havde sit Rum, og ingen vilde nogensinde kunde vide noget om de andres Eksistens. Skal Verden være en Enhed, maa den nødvendigvis være Udtryk for een Kraft, eet Væsen, og dette Væsen maa være et aandeligt Væsen med Intelligens, da den Natur, vi oplever, jo viser sig at fungere efter de Love, vi selv udtænker i vor Bevidsthed i Kraft af vor Intelligens.

Ifølge Teismen skaber Gud Verden ved at individualisere sig i en Uendelighed af Individualiteter i alle Grader, lige fra de uendelig smaa Kraftcentre og hele Skalaen op til den menneskelige Individualitet, og alle disse Individualiteter er ikke identiske med Gud, de skabes af Gud og bliver af ham sat i en vis relativ Selvstændighed, som varierer med Individualitetens Udvikling. I Modsætning til f. Eks. Atomet, der har en meget ringe eller slet ingen Selvstændighed, har Mennesket en betydelig større, saa stor, at man her kan tale om en fri Vilje. Og det er netop ved denne Antagelse, – siger Forf. –, at der bliver Mulighed for at forklare det Problem, der gennem Tiderne har optaget Mennesket umaadeligt meget, nemlig Problemet det Onde; men desværre ligger det udenfor Artiklens Ramme og bliver derfor ikke behandlet nærmere.

I sin Afslutning af Artiklen fremhæver Forf. atter, at Filosofien til Stadighed maa arbejde i den nøjeste Kontakt med Videnskaben og aldrig tillade sig at glide over i den frie Fantasi, da dens Værdi dermed bliver lig Nul. At naa frem til at kunne levere et endeligt Bevis er efter Forf.s Mening ikke muligt. Man naar til den Erkendelse, at Teismens Metafysik er i fuldkommen Overensstemmelse med vor Viden, men bevise, at det er den eneste sande, det kan vi ikke. Her gælder det – som Forf. siger – et enten–eller, og dette Dilemma kan kun afgøres af Troen.

Til Slut vil jeg lige citere Artiklens Afslutning, der paa en meget smuk Maade rummer Forskerens egen Mening om Tilværelsen:

"Vi har Lov til at tro paa Aandens Sejr i Verden, paa Skønheden og Godheden i Verden; Videnskaben, dette straalende Resultat af den frie Aands Arbejde, vil aldrig kunne modbevise Aanden, og fyldes vi selv med Tro paa Aandens Magt, faar vi Kraft til at arbejde med paa Kulturens stadige Fremgang, saa faar vi Modet til at miste os selv i Arbejdet for de andre".