Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Endelig findes der en sjælden Type Væsener, nemlig de store Kunstnere og Tænkere, som enten ved direkte personlige Oplevelser eller ved deres store Følsomhed overfor Menneskehedens Lidelser og Ulykker ikke har kunnet undgaa at faa deres Livssyn formørket og samtidig er i Stand til at fortætte og omsætte dette deres Livssyn lutret for al personlig Afgrænsethed og Selviskhed paa en saadan Maade i deres Skabelser eller Værker, at disse dybest set fremtræder som et mod den lidende Menneskehed rettet Medfølelsens Kærtegn, eller som en paa den samlede tvivlende og fortvivlede Menneskeheds Vegne mod det ukendte Noget eller den guddommelige Vilje rettet Lidelsens eller Angstens Bøn eller Skrig om Hjælp og Udfrielse af Mørket, et Skrig, der blot i en rigt nuanceret og kultiveret Form udgør en gigantisk Forlængelse af Dyrets ensomme primitive Dødsskrig.
 

Ethvert Menneske, ja, ethvert levende Væsen maa jo altid udgøre en selvstændig Enhed i Forhold til Omgivelserne, og maa for at bevare denne sin Eksistens kontrollere og bearbejde de fra Omgivelserne kommende Virkninger eller Energier paa passende Maade, da en uorganiseret tilfældig Paavirkning i Almindelighed vil virke nedbrydende. At det er Tilfældet, ses allerklarest ved vore egne Frembringelser, som i Reglen kræver en eller faa ganske bestemte Metoder, d. v. s. Energiorganisationer, for at opbygges og vedligeholdes, medens saa at sige enhver anden Paavirkning, blot denne er tilstrækkelig stærk, virker nedbrydende og ødelæggende. For at kunne kontrollere og organisere de udefra kommende Energier paa den rigtigste Maade, hvilket sker enten ved at gøre dem uskadelige eller ved ligefrem at benytte dem til Opbygning og Bevarelse af Jegets egen Energiorganisation eller dets Organisme, maa Jeget indstille sine egne Energier, d. v. s. de Energier, der direkte er knyttet til Jeget, og som det derfor har Kontrol over, paa en saadan Maade, at de fremmede Energier ved Modtagelsen ledes i de for Organismens Bevarelse mest hensigtsmæssige Baner. Men denne Indstilling eller Organisering af Jegets egne Energier er jo netop, hvad man maa kalde Jegets Indstilling til Omgivelserne eller Livet, altsaa Jegets Livsindstilling taget i videste Forstand. En saadan Livsindstilling vil altid være en Organisering til Bevarelse af Livet, hvilket vil sige Livsoplevelsen i den Form, som er i Overensstemmelse med Individets Ønsker og Begær. Thi i modsat Fald vilde og maatte Jeget dog øjeblikkelig via sine Ønsker og Begær, som jo i Virkeligheden udgør Jegets primære Organisationsfaktorer, foretage en Omorganisering af Energierne, saaledes at den nye Organisation bliver i Overensstemmelse med nævnte Ønsker og Begær. At Jeget muligvis ikke er i Besiddelse af en absolut fri Vilje paa dette Omraade, saaledes at Organisationen kun delvis lykkes, er en anden Sag, men forandrer ikke noget ved det her nævnte.

En Livsindstilling er i Almindelighed en automatisk Proces, som ikke er underlagt Jegets dagsbevidste Vilje, man behøver blot at tænke paa hele Organismens Livsindstilling: Ved Forandringer følger en automatisk Regulering, bliver Organismen saaledes udsat for Kulde, trækker Haarkarrene sig for at formindske Varmetabet sammen, bliver Organismen udsat for anstrengende Arbejde, bliver Aandedrættet og Hjerteslaget hurtigere, saa Blodet tilføres de arbejdende Muskler i rigeligere Mængde o. s. v. o. s. v. Man vil heraf se, at Livsindstilling er en uhyre vigtig og omfattende Realitet, der ikke blot eksisterer inden for Menneskenes mentale Verden, men kan følges helt ned i Dyre- og Planteverdenen. Er det saaledes ikke netop en Form for Livsindstilling, at Blomsterne lukker sig om Aftenen, ja i det hele taget, at Planterne grønnes om Foraaret? Er det ikke ligeledes en Form for Livsindstilling, at næsten alle Dyrene hver paa sin Maner er forsynet med Forsvars- eller Beskyttelsesmidler? o. s. v.

Da det mentale Omraade blot er en speciel Del af det samlede Omraade, maa den i Indledningen affattede Definition paa Livsindstilling blot være at betragte som et specielt Tilfælde af den her nævnte almindelige Forklaring af Livsindstilling, hvilket ogsaa netop er Tilfældet.

Samtidig maa de her fundne Resultater umiddelbart kunne overføres til det mentale Omraade, hvilket er ensbetydende med, at enhver Form for mental Livsindstilling maa være i absolut Overensstemmelse med Væsenets Ønsker og Begær og i Virkeligheden udgøre en Foranstaltning til at bevare og forstærke de Forestillinger og Oplevelsesformer, dette Væsen sætter Pris paa og begærer. Vi saa da ogsaa, at Pessimistens Livsindstilling er i fuld Kontakt med dennes dybeste Begær og Ønsker, nemlig Trangen til Selvhævdelse og Selvdyrkelse, altsaa et Resultat, der er i absolut Overensstemmelse med det her fremførte.

Ud fra dette her affattede almindelige Grundlag vil vi nu prøve paa at analysere de i denne Artikel omhandlede øvrige Former for Livsindstilling.
 

1) De venter sig gerne paa Forhaand gunstige Udgangsresultater af Begivenheder under Udvikling.

2) De har Tendens til at forestille sig allerede foreliggende Resultater, som værende saa gunstige som muligt, d. v. s. de har Tendens til at undervurdere Betydningen af ugunstige Resultater, de skubber det ubehagelige fra sig, og overvurderer Betydningen af gunstige Resultater samt dvæler ved og forstørrer gunstige Detailler i Resultaterne og har desuden Tilbøjelighed til at gøre ugunstige Begivenheder til rene Undtagelser og gøre Hyppigheden af de gunstige Begivenheder rigelig.

3) De vil helst opfatte og fortolke den Paavirkning, de modtager fra Omgivelserne eller Omverdenen, som et Udtryk for, at Tilværelsen er god og retfærdig og er med dem i deres Manifestationer, d. v. s. de vil gerne fortolke Tildragelserne saaledes, at de stimuleres i en Forestilling om, at Tingene og Begivenhederne ordner sig paa den bedste og rigtigste Maade, og at de paa Grund af deres Natur, deres Egenskaber eller deres Forehavendes specielle Karakter, ganske logisk og naturligt har Medgang eller er begunstigede af Tilværelsen, Skæbnen eller andre højere Magter.