Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da Begrebet Utilfredshed, som det fremgaar af de nu fremførte Analyser, har en overordentlig intim Tilknytning til Pessimisten, kunde det maaske være hensigtsmæssigt lige at sige et Par Ord om dette Begreb. Utilfredshed vil jo egentlig blot sige Uopfyldelse af Begær eller slet og ret Sult, medens Tilfredshed er identisk med Mættelse. Heraf ses det, at der i Virkeligheden intet kan ske og ingen Skabelse finde Sted uden forudgaaende Utilfredshed eller Sult, der saaledes altsaa ikke er nogen mørk eller ulykkelig Tilstand, men blot en ganske normal og lykkebringende Tilstand, vel at mærke, saa længe Utilfredshedsfølelsen er under en vis Styrke, og Muligheden for at faa de Begær, der er Aarsag til Utilfredsheden, tilfredsstillet er inden for en vis Grænse. Hvis dette ikke er Tilfældet, vil Utilfredsheden fremtræde som virkelig Utilfredshed, d. v. s. lidelsesbetonet Utilfredshed, og det er naturligvis en saadan Utilfredshed, der er Tale om her.

Nu forekommer der naturligvis mange Tilfælde, bl. a. der hvor det pessimistiske Syn overføres til andre, som ikke umiddelbart kan betragtes i Relation til Selvdyrkelse; men i den Forbindelse maa man erindre, at Sortseeriet kan udvikles til en Vane eller Automatfunktion, saaledes at man ser sort, hvorhen man end vender Øjet, og det forandrer jo intet i, at Pessimisme altid i sin Opstaaen og i sin primære Form udelukkende drejer sig om Individet selv, dets Sorger og Bekymringer, dets Kampe og dets Skuffelser og Nederlag.
 

For det første skal det kun lige berøres, idet dette Punkt udgør et helt Kapitel for sig, som det vil føre al for vidt at komme ind paa her, at daarligt Humør er en direkte Forgiftning af Blodet og hele Organismen, der i det lange Løb ikke vil kunne undgaa at medføre rent organiske Svækkelser først og fremmest i Nervesystemet og derved vil medvirke til at fremkalde og forstærke de i vore Dage saa almindelig kendte Symptomer paa daarlige Nerver, saasom Hovedpine, Træthed, Irritabilitet, daarlig Søvn etc.

For det andet, og dette Punkt vil vi af samme Grund som ovenfor heller ikke komme nærmere ind paa her, vil Utilfredshed, Irritation og daarligt Humør ikke kunne undgaa i det lange Løb at sætte sig dybe Spor i Organismens rent ydre Detailler, saaledes at Ansigtsmuskulaturen uvægerlig vil faa sit Præg heraf. En alt for tidlig Ælden vil opstaa, og den Mildhed og Elskelighed, der ellers er Alderdommens fornemste Skønhedstegn, vil udeblive og erstattes af de skarpe Furer, der er saa karakteristiske for en stærk Grad af Egoisme og Mangel paa Hensyntagen til andre, og som ikke kan undgaa at virke utiltalende og frastødende.

For det tredje, og dette Punkt vil vi uddybe lidt nærmere, vil daarligt Humør og Utilfredshed logisk uvægerlig tilsidst føre til en høj Grad af Isolation eller Ensomhed for den, der betjener sig af disse Tilstande. De Medvæsener, der i Tilværelsen er knyttet til et saadant Væsen, vil nemlig ikke kunne undgaa i større eller mindre Grad at føle sig ilde berørt og ubehageligt paavirket af Væsenets daarlige Humør, og vil derfor ganske naturligt i mange Tilfælde lade dette faa sin Vilje, tage specielt Hensyn til det og forkæle det paa forskellige Maader, hvorved de jo undgaar den Sum af Ubehag, som de ellers vilde kunne risikere ved at komme ud for et af dets Anfald af daarligt Humør. Men Væsenet, der saaledes bliver forkælet, faar sine Ønsker opfyldt og ser, hvorledes Medvæsenerne i det hele taget retter sig efter det, kan naturligvis ikke se, at der tit er noget urimeligt i dets Krav, men vil tværtimod grundet paa dets Utilfredshed med næsten alting ikke kunne lade være at sætte sine Fordringer op og stille nye Krav til Omgivelserne, d. v. s. det bliver mere og mere fordringsfuldt og urimeligt, jo mere eftergivende Medvæsenerne er. Hvorledes skulde det selv være i Stand til at se sin egen Urimelighed eller sætte en Grænse, saa længe Omgivelserne stadig bøjer sig og giver efter? Men denne Eftergivenhed afstedkommer en vis Spændingstilstand hos Omgivelserne, idet den som oftest sker paa Bekostning af Tilfredsstillelse af Begær eller Ønsker hos disse eller paa anden Maade skaber Ubehag hos disse. Tilsidst bliver Spændingen saa stærk, at den maa fremkalde en Eksplosion eller et Brud eller maaske snarest vil medføre en stadig virkende Frastødning, der kommer til Syne ved, at Medvæsenerne saa vidt muligt holder sig paa Afstand af et saadant Væsen baade rent fysisk og ogsaa mentalt. Da et fordringsfuldt og urimeligt Væsen altid er frihedsberøvende over for dets Medvæsener, er det dog kun rimeligt, at disse for ikke at miste Friheden beskytter sig over for det paa en eller anden Maade. En saadan Beskyttelse maa, ligegyldigt hvorledes den iværksættes, altid før eller senere bevirke, at Væsenet isoleres mere og mere. Det føler sig ensomt, idet det ser ud for det, som om der ikke længere er nogen, der bryder sig om det, idet Medvæsenerne har været nødt til at beskytte sig ved at tillukke sig for det. Det synes, at det er de andre, der ikke bryder sig om det, medens det i Virkeligheden maaske netop omvendt er Væsenet selv, der ikke virkelig bryder sig om de andre, men kun ønsker at benytte de andre til Tilfredsstillelse af sine egne egoistiske Tarv. Man vil se, at denne Tilstand netop er en Parallel til den tidligere omtalte Martyrtilstand, som Pessimisten jo har en stærk Tilbøjelighed til, og har da ogsaa, som vi nu har set, Selvoptagethed som dybeste Aarsag.
 

Men hvad skal Pessimisten da gøre for at komme bort fra dette triste, mørke og ufrugtbare Livssyn? Ja, det er naturligvis en nødvendig Forudsætning, at Pessimisten er ved at være ked af eller føle Lede ved den Del af hans (hendes) Tilstand, der fremkaldes eller stimuleres af hans (hendes) Livssyn, før han (hun) i det hele taget har Mulighed for at komme bort derfra.

Da Pessimisme jo altid fremkaldes af Modgang, Lidelser, Sorger o. s. v., altsaa af Ubehag af den ene eller anden Slags, som yderligere forstærkes og stimuleres ved dette Livssyn, vil nævnte Forudsætning automatisk altid være til Stede, men det er ikke tilstrækkelig til at skabe en Forandring. Da det pessimistiske Livssyn, som vi har set, opretholdes i Kraft af 2 Faktorer, nemlig en ydre Faktor i Form af Omgivelserne, heri eventuelt includeret Individets egne Evner og Egenskaber, og en indre Faktor i Form af Individets egne Begær til Selvhævdelse og Selvdyrkelse, parret med et vist Overskud af Følelse, vil en Forandring af en af disse Faktorer kunne fremkalde en tilsvarende Ændring i Individets Livssyn. En Forandring af de ydre Paavirkninger i en for Individet gunstig Retning vil saaledes kunne give dets Livssyn en lysere Tone; men for det første er Pessimisten jo i Almindelighed slet ikke Herre over at foretage en saadan Forandring, idet han (hun) jo netop i Reglen ganske skaanselsløst er underkastet de ydre Paavirkninger, og for det andet vilde den Ændring i Livsindstillingen, som bliver fremkaldt af ovennævnte Forandring, hvis denne altsaa alligevel kunde iværksættes, ikke være af nogen synderlig stabil Karakter, idet et Tilbagefald jo uvægerlig vilde være Resultatet, hvis der skete en ny Forandring i Omgivelserne af lignende Størrelse i ugunstig Retning for Individet.

En Forandring af Individets egne Begær til Selvhævdelse og Selvdyrkelse er derimod et overordentlig effektivt Middel til at nedbryde og opløse det pessimistiske Livssyn, saaledes at Muligheden for, at det genopstaar, samtidig fjernes; men dette kræver imidlertid, at Individet er ved at faa udlevet nævnte Begær, d. v. s. er ved at blive træt eller mæt af Selvoptagethed og Selvdyrkelse.

Nu drejer det sig ganske vist her om Begær, som er meget sejglivede (se Martinus' Artikel: "Den længst levende Afgud", "Kosmos" 1938), men til Gengæld er en total Fjernelse af disse heller ikke nødvendig for at kunne komme bort fra Sortseeriet, idet man jo maa erindre, at dette Livssyn i sig selv er meget ustabilt, og derfor godt kan ændres væsentligt blot ved en lille Forandring i Retning af mindre Selvoptagethed. Blot det, at det pessimistisk indstillede Væsen, ikke kun teoretisk, men ogsaa praktisk, d. v. s. selvoplevet, faar Forstaaelsen af, at de dybeste skjulte Motiver for det Livssyn er at søge hos det selv i dets Trang til Selvdyrkelse og Selvhævdelse, er i Virkeligheden allerede en første Begyndelse til Nedbrydningen af dette Livssyn.