Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Rubrik for en fortsættende Fortolkning eller Uddybning af Livets Bog, ledsaget med eventuelle Hjælpesymboler
af Martinus.

Da Livets Bog med dens høje og ikke almindelige Stof, dens svære kosmiske Analyser, dens omfattende Fortolkning af Livets skjulte bærende Problemer for mange Mennesker ikke vil være nogen let tilgængelig Bog, men derimod for virkeligt at blive forstaaet kræver et saa overordentligt stort Koncentrationsarbejde af sin Læser, at det til Tider maaske kan forekomme som en Vandring op ad stejle Klippeskrænter, vil Spørgsmaalet om Nødvendigheden af Studiet af nævnte Bog ganske naturligt kunne dukke frem. Samme Spørgsmaal er ikke blevet mindre aktuelt derved, at man ud fra en vis religiøs Retning i nogen Grad synes at fortolke Vejen til Frigørelse som en tagen Afstand fra ethvert Begær, fra Religioner, Bøger, Sekter, Profeter, ja vel endog fra Verdensgenløserne. Det synes at fremgaa af nævnte Fortolkning, at disse Realiteter endog har været vildledende og dermed ligefrem skadelige for Menneskene. Endvidere fremgaar det af samme Fortolkning, at "Frigørelse", hvilket i Realiteten vil sige "Den store Fødsel", der igen er det samme som Individets Evne til at sanse i Kraft af "den hellige Aand" skulde kunne tilegnes af alle Individer i Dag, hvis de blot selv ville det.

Jeg vil indrømme, at nævnte Fortolkning fra et vist Synspunkt har sin Berettigelse, idet Livsproblemerne, derfra, unægteligt tager sig saaledes ud; men jeg maa samtidigt gøre bekendt, at dette Synspunkt absolut ikke er det højeste og som Følge deraf ikke befinder sig i selve Livets eget Centrum. Det er ikke det, jeg i Livets Bog kalder "Faderens eget Udsigtspunkt", hvorfra Verdensplanen eller Livets absolute Mening ufejlbarligt i hele sin Udstrækning gennemskues.

Da man fra et lavereliggende Udsigtspunkt jo ikke kan overse et højereliggende Punkt, kan det virkelige Overblik over et Omraade saaledes absolut kun tilegnes fra det højeste Punkt. Og det samme Princip gør sig ogsaa gældende om end i en anden Dimension paa det aandelige Omraade. Naar det fra et vist Synspunkt synes at være fordelagtigt at slippe ethvert Begær, er det kun Udtryk for, at samme Synspunkt ligger saa lavt, at man ikke er i Stand til at overse Begærenes sande Analyse, der netop fra et højereliggende Synspunkt viser sig at være den eneste absolute Basis for Skabelsen af Individets Lyst til Livet. At modarbejde Begærene er altsaa det samme som at modarbejde Lysten til Livet. Et totalt Ophør af Begær kan kun finde Sted paa Basis af en Hundrede Procents Ligegyldighed. Denne Ligegyldighed er ganske vist "Frigørelse", men denne "Frigørelse" er jo det samme som en tilsvarende Hundrede Procents Balance eller Ligevægt. Men da en saadan Ligevægt er det samme som absolut Stilstand, og denne igen er det samme som Livløshed, bliver nævnte "Frigørelse" saaledes det samme som – Døden. Da Døden igen er det samme som Jegets Lænkelse til en Hundrede Procents Afmagt, vil Menneskehedens Førelse mod en saadan "Frigørelse" jo være i Strid med Naturens Love og som saadan Udtryk for Ophav med primitive eller for lavtliggende Synspunkter.

Da Begærene saaledes i Virkeligheden er de Traade, der knytter Jeget til Livet, skal Menneskene ikke ledes bort fra Begærene. Men da Begærene kan inddeles i to Kategorier, nemlig de for Individets Udviklingstrin naturlige og de for samme Trin unaturlige, og de unaturlige skaber Usundhed og de naturlige Sundhed, vil Individernes Førelse mod de for hver især passende naturlige Begær tilsidst afføde en Hundrede Procents Sundhed paa Aand og Legeme, hvilket igen er det samme som en forklaret Tilværelse. Kun denne Tilværelsesform alene kan være identisk med den absolute Frigørelse. Men denne Frigørelse er ikke uden Begær, thi den opretholdes udelukkende i Tilfredsstillelsen af Begæret efter at faa Lov til at elske sin Næste som sig selv, hvilken Tilfredsstillelse jo er det samme som Overholdelsen af Tilværelsens højeste Bud: Kærligheden, der er "al Lovens Fylde".

Med Hensyn til en Forkyndelse, der gaar ud paa at lede Menneskene bort fra Religioner, Bøger, Sekter, Profeter og Verdensgenløsere og samtidigt udtrykker disse Realiteter som Falsknerier, kan den ligeledes kun være udrundet fra et primitivt eller lavereliggende Udsigtspunkt. Thi fra Faderens eget Udsigtspunkt bliver disse Realiteter til uundværlige og ophøjede Led i den menneskelige Udvikling og Førelse fremad. De er jo hver især fra samme Udsigtspunkt synlige som en bærende Faktor i Manifestationen af selve "Guddommens Røst" eller Belysningen af de evige Fakta iklædt en Fortolkning passende for det Folks Udviklingstrin eller Fatteevne, til hvilket de hver især specielt blev givet. Da denne Fortolkning jo blev identisk med en bestemt fysisk Ordform, et skabt fysisk Legeme, maatte den naurligvis ligesom alle andre fysiske Legemer efterhaanden blive forældet, blive til Dogmer, alt eftersom Individerne udviklede sig videre frem, gjorde Erfaringer og derigennem blev dygtiggjort til at kunne forstaa mere af de evige Fakta, opfatte mere dybtgaaende Detailler i den guddommelige Verdensplan. At de nævnte Realiteter er blevet forældet, betyder jo ikke at de har været falske eller unyttige, tværtimod. Religioner, Sekter, "hellige Skrifter", Præster, Profeter og Verdensgenløsere er alle Udslag af et guddommeligt Faderprincip, er en guddommelig Forsorg og Pleje for den endnu uvidende og famlende barnlige Menneskehed. De udgør en "Gangstol", i hvilken den samme Menneskehed bliver støttet, saalænge den endnu ikke selv er i Stand til at "staa" eller "gaa" paa sine egne Ben, hvilket vil sige, saalænge den endnu ikke er i Stand til ved egne Sanser at opleve og iagttage Livets højeste Problemer. At den nu begynder at gøre Forsøg paa at forlade denne "Gangstol" er kun Udtryk for at den er vokset, men er absolut ikke Udtryk for at "Gangstolen" har været unyttig. Men da det endnu ikke er almengældende, at det jordiske Menneske har "kosmisk Bevidsthed" eller er overskygget af "Den hellige Aand" og som Følge heraf endnu ikke vil være i Stand til selv at skue Livets højeste Analyser, er det en farlig Sag at tage dets aandelige Støtter eller nævnte "Gangstol" bort, thi det vil da uundgaaeligt falde til Jorden. At dette "Fald" ikke skulde afføde en større eller mindre "Lemlæstelse" er en Forventning, man ligesaa lidt kan stole paa som paa en Fugl paa Taget.

At fortælle Menneskene, at de alle i Dag godt kan undvære Religioner, Sekter, aandelige Bøger og Vejledere, at betragte disse Realiteter som overflødige er altsaa en meget stor og farlig Illusion. En saadan Betragtning er ikke "Frigørelse", men en Lænke der binder Menneskeheden til Fald og Lemlæstelse, til Mørke og Lidelse.

At alle Mennesker i Dag skulde kunne naa den virkelige Frigørelse eller "Den store Fødsel" er en Betragtning, der er blottet for al dybere Indsigt i de virkelige Fakta. Den udgør den højeste Kontrast til al Logik. Det er jo dog en almindelig Kendsgerning, at alle Mennesker i Dag ikke staar paa samme Trin hvad Moral og Begavelse angaar. At Individerne ikke staar paa samme Aandshøjde betinges jo af, at de ikke alle har gjort lige mange Erfaringer, og at deres Opfattelsesevner som Følge heraf ikke er ligemeget udviklede. Men naar Individerne ikke har den samme Evne til at opfatte eller gøre Erfaringer, kan de jo heller ikke alle i Dag opfatte og beherske de Erfaringer, Analyser og den Moralitet, paa hvilket den virkelige Frigørelse, Den store Fødsel eller kosmiske Bevidsthed er baseret.

En Forkyndelse, der udtrykker, at alle Mennesker kan naa den absolute Frigørelse paa en og samme Dag, kan kun have til Ophav et Væsen, der endnu ikke selv har besteget den Højde, hvorfra den fulde Udsigt over Livets Love eller den guddommelige Verdensplan opleves, og som Følge deraf endnu heller ikke ejer den virkelige store Frigørelse som Selvoplevelse.

At et saadant Væsen eventuelt kan befinde sig i en Tilstand, hvor det ikke behøver Tro paa noget kommende Liv, ikke føler Begær efter Viden om Livets højeste Analyser, men har nok i at leve fuldstændigt i Nuet, er ikke Frigørelse, men snarere en Slags Omskrivelse af den for et primitivt Bevidsthedsniveau opfattede Salighed, der kun gaar ud paa et saa uvirksomt Liv som dette i hvide Klæder at staa og vifte med Palmegrene omkring den formentlige Guddom siddende paa en gylden Trone. En saadan Form for Salighed er guddommelig for det Bevidsthedsniveau, der endnu ikke i særlig Grad har kunnet hæve sig til skønnere eller højere Former for Tilværelse, men er forældet og uden Inspirationsevne for de Væsener, der har faaet Intelligensens og Intuitionens guddommelige Magt og derved i "Den hellige Aands" Sekraft er blevet i Stand til at opfatte en Form for Salighed, der gør al Bevægelse og Vibration til Samvær med Gud, og hvorigennem det bliver synligt, at intet Liv kan opleves uden at være identisk med Uvidenhedens Omskabelse til Viden.

Da Livets Bog er baseret paa nøjagtigt dette Princip, er den altsaa fuldstændig i Kontakt med selve Livet og Tilværelsen. Om det er nødvendigt at gøre sig de Anstrengelser, det koster at studere denne Bog rigtigt, vil altsaa være afhængigt af, hvilken af de nævnte to Former for Salighed, man ønsker at tilstræbe. Ønsker man kun den uvirksomme Form for Salighed, som det er at leve i Nuet uden Ønske om Kendskab til selve det levende Væsens virkelige Analyser, dets kommende Liv etc., da behøver man naturligvis ikke nævnte Bog. Da kan man ganske stilfærdigt leve videre i sin formentlige Frigørelse. Men hvis man ønsker at komme i virkelig Kontakt med det højeste levende Væsen, med selve Guddommen, da kan det kun ske ved at komme i tilsvarende Kontakt med selve Livet, idet dette er Guddommens egen personlige Røst eller Tale. At blive eet med denne Tale er altsaa det samme som at være praktisk og teoretisk indlevet i dens Analyser. Men denne Indlevelse er jo det samme som at være "Vejen, Sandheden og Livet", hvilket igen er det samme som at være "eet med Faderen" eller Guddommen. Kun denne Tilværelse alene er den absolute Frigørelse. Men en saadan forklaret Tilværelse opnaas ikke ved en opelsket "Ligegyldighed" eller Uinteresse for selve det daglige Liv, men derimod udelukkende kun gennem Udviklingen og Tilfredsstillelsen af Begæret efter Manifestation af Kærlighed. Og her kan Livets Bog være til stor Nytte, thi den er, som vi nu gennem dens eget Stof i kommende Numre af Kosmos vil faa at se, udelukkende – Kærlighedens Bog.

 

 

Kommentar: Artiklen fortsættes ikke, selvom der med henvisningen til slut lægges op til det.