Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En dag da jeg var i gang med at rydde op i min lille lejlighed, ja det var egentlig en ganske stor "oprydning" og ommøblering, der var i gang, gennemgik jeg også nogle stakke papir, som jeg havde fået samlet. I en af disse lå et stykke papir med disse optegnelser. Jeg mente, at de måske kunne være værd at dele det med andre, så jeg har blot opdateret teksten lidt.
 

Jeg husker en lille episode, der skete under mit ophold på Klint en sommer for nogle år siden. Vi sad nogle stykker, både mænd og kvinder, på stranden ved Sejrøbugten og nød solen. Vi talte om lidt af hvert og kom af en eller anden årsag ind på spørgsmålet om, hvad vi syntes var kønt eller tiltalende, når det gælder udseendet. Et på mange måder svært og følsomt emne. Husker ikke nøjagtig hvordan samtalen forløb, men en mandlig ven sagde noget, der forbavsede mig en del. Han gav nemlig mig en direkte og konkret kompliment for mit ydre. Grunden til min forbavselse var, dels at det var en mand, der så oprigtigt og tydeligt gav udtryk for sin komplement til mit udseende, dels at jeg slet ikke havde tænkt på at blive så direkte og åbenlyst inddraget i samtalen. Og hvad siger man? Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle takle det hele. Skulle jeg bare takke og tage imod eller forsøge at neddrossle det eller komme med et "– Men det mener du vel ikke, vel ikke at jeg............!?" (eftersom det ikke stemte overens med mit billede af mig selv). Det er klart at jeg følte mig smigret (og lidt genert). Tankerne svirrede omkring. Og Martinus, der jo "anbefaler" at man ikke......!?

Men jeg må alligevel indrømme, at den der følelse af smiger fik fodfæste. Det vil sige.....nogle sekunder. For så kom "tilbageslaget"! "– Neej, det synes jeg ikke!" Sagde en af de andre mænd i selskabet..... Hovsa, det går godt nok tjept her. Hvordan skal jeg nu forholde mig til det, da??

Og samtalen tog, som den så ofte gør i sådanne sammenhæng, straks en anden vending, og det hele tonede lidt efter lidt ud af mine tanker. Men ikke helt, den blev tilbage lidt endnu, den der rare fornemmelse. På trods af (det så uforskammede!!??......selvfølgelig!!!!) "tilbageslag".

Jeg noterede disse erfaringer, og under en vandretur i Padjelanta nationalpark (fjeldområde i det nordlige Sverige) senere samme sommer fik jeg mulighed for at gruble videre over det. Det giver en fantastisk mulighed for at fordybe sig i tanker at vandre i fjeldverdenen. Jeg kom frem til følgende.

Denne lille erfaring kan have handlet om det, Martinus beskriver som lokale sandheder og relativitet. Begge vennerne udtrykte hver for sig sin sandhed om mit udseende. Mit, og alles ydre, udgør altså noget relativt i og med at det repræsenterer noget materielt/fysisk og er i konstant forvandling. Om jeg eller andre betragtes som værende pæne eller ej, har så intet med de evige sandheder at gøre, (og det lyder jo skønt med tanke på den sidste kommentar!!), men er præcis som vores til enhver tid ydre under konstant forvandling. Måske skifter mine venner endog en dag standpunkt?! Hvem ved? Og hvad skal man så rette sig efter? Her vil jeg lige indskyde, at jeg virkelig sætter pris på oprigtigheden i begges meninger, og at de desuden er meget værdifulde for mig. Men hvor skal man så rette sin opmærksomhed hen, når man ikke kan "stole på" sine medmenneskers dømmekraft, i den betydning at de ikke repræsenterer de evige sandheder i sådanne sammenhænge. Når det gælder den relative og foranderlige del af vores oplevelsesverden, kan vi jo ud fra logikkens/kærlighedens love konstatere, at den for øjeblikket er så fuldkommen, som den kan blive. Der er egentlig ingen grund til at blive hovmodig af positiv respons, men heller ikke det modsatte når man, i visse tilfælde, får en mindre opmuntrende kommentar eller mening. Det være sig præstationer, udseende eller noget andet. Men derimod har det naturligvis en betydning for min "markedsværdi". "Markedet" når det gælder om at finde en partner, gøre karriere o.l., eftersom den stadigvæk hører under selvopholdelsesdriftens "logik".

Når det på den anden side drejer sig om min værdi – i virkelig betydning – over for Gud, så har disse lokale holdninger ingen betydning.

Når vi atter knytter kontakten med det guddommelige, bl.a. ved hjælp af bønnen, (bønnen som handling og bønnen som samtaler med forsynet) vil vi også med tiden kunne bedømme, hvad der virkelig er vigtigt og dermed også få evnen til at holde balancen mellem hovmod og mindreværd.
 

Oversættelse: BA