Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg har med interesse læst Søren Hahn's artikler under rubrikken "Evige tanker" og er i særlig grad blevet fanget af begrebet "ringbevis" (Kosmos 6-2000 og 2-2001). Hvis man forudsætter det, man ved analyse når frem til at bevise, er der tale om et ringbevis, som ikke har gyldighed som bevis. Søren Hahn giver som eksempel skolastikeren Anselm: A: Gud er det fuldkomne væsen, B: til det fuldkomne væsen hører eksistens, C: altså må Gud eksistere. Eller: når A = B, og B = C, så gælder A = C. Også Martinus forudsætter det, han i sidste ende viser / beviser, skriver Søren Hahn og tilføjer, "at hvad nogen så ned på som "ringbeviser", ophøjede Martinus til selve pointen i sine "analyser". Han så jo klart, at der ingen almengyldige beviser gives, derfor er det også omsonst at diskutere eller forsøge på at overbevise. Det eneste, der gives, er hypoteser, hvis værdi som sandhed må afgøres af det enkelte menneske selv."

Hvor står vi da som åndsforskere? Lever vi i et lukket rum af selvbekræftelse? Jeg vil i det følgende se nærmere på "ringbeviset" i åndsvidenskaben og i naturvidenskaben og vil starte med at konkludere, hvad jeg ønsker at vise: "ringbeviset" dækker over forudsætningen for alt, hvad vi kalder logisk. Der er en stor og altomfattende logisk sammenhæng i verdensaltet og hvert enkelt levende væsens tilværelse i kraft af en ring-sammenhæng.

Martinus træder uden for naturvidenskabens ramme ved denne tankegang. Men han træder ikke uden for den logiske tænknings ramme (hvis begrebet logik dækker noget, der er virkeligt, altså noget der ikke blot er menneskelig indbildning). Martinus styrker betydningen af begrebet logik. Han siger gennem sine analyser, at vi kan godt slutte fra noget, vi kan se, måle, veje og forstå som sammenhængende, til noget, som vi ikke kan se, ikke kan måle, ikke kan veje, men som ikke desto mindre må være til, for ellers kunne det, som kan måles og vejes, ganske enkelt ikke blive til.

Hvis X3 (det skabte) eksisterer, da må X2 (skabeevnen) og X1 (skaberen) også eksistere! Om denne vigtige indsigt kræver intuition i et eller andet lille omfang, det kan jeg ikke gennemskue. Det forekommer mig, at disse logiske slutninger ligger inden for den almindelige intelligensbaserede logiks rammer – men et faktum er det, at naturforskeren ikke har taget tankegangen til sig.

Alle universets bevægelser og processer har det gode som slutmål, at de er til glæde og velsignelse for de levende væsner (1) – de er universelt logiske – "alt er såre godt!", ser Martinus. Her er vi helt klart ude i et så stort syn på, hvad der er logisk/logik, at intelligensen alene ikke rækker. Her er en eller anden grad af intuition nødvendig. Intuitionen er et facitsyn, og Martinus bruger sit altgennemtrængende facitsyn, sin kosmiske bevidsthed, som udgangspunkt for alle sine analyser. Fra facitsynet regner han baglæns ned til alle detaljerne i den fysiske og de psykiske verdener. På den måde hviler alle Martinus' analyser på en slags ringbevis. Han har som forudsætning det, han vil vise/bevise.

Skolastikernes gudsbevis blev gennemskuet senere i udviklingen af nogen, der mente sig klogere – ringbevis, dur ikke, væk! Men disse mere intelligensbetonede mennesker vender faktisk skytset mod deres egen logik – de undergraver og fortynder begrebet logik ved deres tilsyneladende skarpsyn. De løsriver nemlig logikken fra dén store sammenhæng, som må være logikkens forudsætning, nemlig ring-sammenhængen Skaberen – skabeevnen – det skabte, og denne tre-enigheds uløselige knytning til årsags- og virkningsloven (skabeloven / skæbneloven). Med gennemskuelsen og underkendelsen af ringbeviset grundlægges en lokal logik. En logik løsrevet fra dén store sammenhæng, der er logikkens forudsætning.

I Livets Bog 2 stk. 435 skriver Martinus bl.a.: "Videnskabens dosering af verdensaltets love har intet som helst med matematik at gøre, så længe den ikke indeholder en serie facitter, der understreger et helt kredsløb. Al skabelse eller energiudfoldelse i verden kan kun eksistere som et kredsløb. Og verdensaltet eller selve livet er således også et kredsløb. Et verdensbillede, der kun udtrykkes i mål og tal, i kilo og pund, i bølgelængder og hastigheder, er ikke noget matematisk verdensbillede. Disse facitter kan ikke i noget som helst tilfælde udtrykke helheden. De vigtigste facitter mangler, nemlig de, der forekommer som evige "livsytringer", eller facitter, der udtrykker eller beviser en "Skaber" bag "det skabte"".
 

Men er naturvidenskaben, hvor den lokale logik/matematik er rendyrket, frigjort fra "ringbeviser"? Reelt nej! Videnskaben (os alle) er i et uoverskueligt stort omfang involveret med en slags facitsyn via vores fysiske sanser. Ingen vil benægte den fysiske organismes hensigtsmæssighed i alle skabte detaljer. Kunne vi mennesker skabe noget så avanceret og fuldkomment, som naturen, evolutionen har frembragt ved et samspil af tilfældigheder (som de fleste tror), kunne vi med rette kalde os selv geniale – og den genialitet ville bygge på alt andet end tilfældigheder. Den ville netop bygge på en kolossal indsigt i altings sammenhæng (2).

Vi mennesker er hver især udstyret med en fysisk organisme, hvis praktiske virkemåde helt overgår vores fatteevne. Organismen er et omvandrende lokalt logisk facit blandt utalte andre organismer. Al kemisk, elektrisk og fysiologisk detaljeviden, vi har om denne organisme, går op i ét facit – den fungerer perfekt – den er til glæde og velsignelse for brugeren (når den ikke kaldes syg). Men vi ved ikke hvordan, den bærer sig ad med at fungere.

Ad lokallogikkens vej analyserer forskerne sig ned i finere og finere detaljer – hormoner, enzymer, antistoffer, neurotransmittere, gener – hele tiden med det slutfacit for øje – det virker. Hver eneste dag lægges ny forskning til gammel forskning, og forskerne bliver mere og mere sikre i deres antagelser; det hele kan forklares inden for en fysisk ramme. Regnestykket går op. Summen af kemiske processer fører til slutfacit – et velfungerende hele – organismen.

Tænk, hvis naturen var sådan indrettet, at regnestykket ikke gik op. Da kunne vi mennesker ikke blive kloge af at studere naturen – for der ville ingen sammenhæng og dermed ingen logik være at finde – en fysisk tilværelse ville reelt være umulig.

På alverdens højere læreanstalter sidder mennesker beskæftiget med at forstå organismens kemiske processer. De opdager f.eks. et stof D. Stof D kan ikke blive til af sig selv, så de giver sig til at lede efter de mulige stoffer, der går forud for stof D's skabelse. De beviser at stof C, B og A går forud. Hvis D er insulin, så kender vi bugspytkirtlens hensigtsmæssige funktion i helheden. Vi har facit – det virker – så må de og de stoffer og processer være logisk nødvendige, for ellers kan bugspytkirtlen ikke virke. Ringbevis?

Naturforskeren gør i sin fysiske forskning, hvad Martinus gør i sin åndelige forskning – tager udgangspunkt i facit og regner baglæns. Martinus er bevidst om, at han gør det, det er naturforskeren ikke. Den materialistiske forsker har endnu ikke gennemskuet, hvor stor en logisk sammenhæng han/hun er involveret med!

Selvfølgelig kan den materialistiske forskning ikke finde eller se en mening med lidelse og død. Selvfølgelig kan den ikke se, at livets store facit er: "alt er såre godt" – næstekærligheden er universets grundtone! Krig, forurening, sygdom, sult, fattigdom og katastrofer bekræfter ikke dette facit. Og derfor hersker den lokale logik, indtil de fysiske tilværelser har bygget grundlaget for en større erkendelse ind i os.

Vi har kunnet udvikle os, blive klogere, bygge skoler og universiteter, fordi der eksisterer en ringdannelse mellem den (Jeg), der skaber og oplever, og det, der er skabt og kan opleves. En grundlæggende forudsætning for det, vi kalder logik? (3).
 

1) Det Evige Verdensbillede 3, symbol nr. 32 stjernefelt nr. 3. De tolv grundfacitter eller livsmysteriets løsning.

2) Livets Bog 5, stk. 1839.

3) Det Evige Verdensbillede 1, symbol nr. 16. Evighedslegemet.