Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Bønnen har sin egen lange udviklingshistorie, der rækker lige fra dyrets angstskrig via jordmenneskenes mere eller mindre primitive eller ufuldkomne ordformer og frem til den nære, fuldkomne, daglige eller permanente kommunikation i samvær med Gud.

Bøn anvendes indenfor alle religioner. En af kristendommens store forkyndere, Paulus, skriver i et brev til sine venner i Filippi om ikke at bekymre sig: "Lader i alle ting eders begæringer komme frem for Gud i påkaldelse, bøn med taksigelse". Jesus selv taler mange steder om bøn og indstiftede den globale bøn Fader Vor.

Ifølge Martinus er denne bøn den mest fuldkomne måde at henvende sig til Guddommen på. Når den er fuldkommen, må den beskrive et kredsløb. Kredsløbet er et generalprincip i livsoplevelsen. Et fuldkomment kredsløb begynder og slutter samme sted, og Fader Vor er ingen undtagelse. Det følgende er et forsøg på at vise dette kredsløb.

Men har vi denne tillid, kan vi bede "Komme dit rige". Det er jo forudsagt i Bibelen, at der skal skabes et "himmeriges rige" på Jorden, et rigtigt menneskerige, hvor mennesker kan leve i fuldkommen fred, glæde og lykke i et harmonisk samvær med Gud og næsten, i en varig fred. Vi beder om, at dette rige må komme eller blive til virkelighed. Og vi tilføjer "Ske din vilje, som i himmelen, således også på Jorden". "Himmelen" er det allerede eksisterende rigtige menneskerige, bestående af fuldkomne væsener, der er langt foran os i udviklingsspiralen, og vi beder altså om at få viden om Guds vilje, livets love og principper, og at den vejledning, vi kan få fra dette rige, må tilflyde os, således at vi selv kan medvirke til, at dette Himmeriges rige kan blive en realitet her på kloden.

Den næste bøn lyder "Giv os i dag vort daglige brød". Dermed beder vi først og fremmest om, at vi må få dækket vore daglige fornødenheder, såsom føde, klæder, husly osv, således at vi kan holde vort fysiske redskab og sanseapparat fuldt funktionsdygtigt. Uden kroppens sundhed og velvære kan vi ikke medvirke til skabelsen af Himmerigets rige, men vil være hæmmede i vort skabende arbejde. Vi beder om dagligt "brød", men Jesus siger jo, at "Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår igennem Guds mund". Ord, der udgår af Guds mund, er således Livets tale, alt hvad vi oplever, ser, hører, føler og erfarer gennem livets henvendelser til os. Vi beder om at blive stimuleret i vort arbejde, men også om, at vi må modtage de opgaver, udfordringer, lidelser og besværligheder, der er nødvendige for erfaringsdannelsen og dermed for vor mentale vækst. Både teoretisk og praktisk vejledning, således at vi hver især kan udvikle os, som skabelsesberetningen udtrykker det, til at blive "mennesket i Guds Billede efter hans lignelse" og dermed retmæssige borgere i dette kommende rigtige menneskerige på Jorden. Uden at have "bryllupsklædningen" på kommer vi ikke ind i dette rige. Som ufuldkomne ville vi heller ikke have nogen glæde af at være mellem lutter fuldkomne. Vi må altså uddanne os i at blive rigtige mennesker, fremme de menneskelige og hæmme de dyriske eller ufuldkomne sider i vor mentalitet og væremåde.

Livet bliver på den måde en eksperimenteren, en læretid, idet vi ikke uden øvelse kan opnå humane evner og udvikle større følelse og intelligens. Denne eksperimenteren medfører, at vi uundgåeligt begår fejltagelser og kommer til at såre, skade eller bibringe andre levende væsener lidelser og besværligheder, trods vore ønsker om det modsatte. Vi ihukommer Paulus´ ord "Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde jeg ikke vil, just det gør jeg". Når vi sådan ufrivilligt kommer til at skade andre, har vi brug for tilgivelse, ligesom vi også selv må lære at tilgive andre, der i deres forsøg på at ændre dem selv og verden er kommet til at tilføje os ubehag og vanskeligheder. Derfor beder vi i den næste sætning "Forlad os vor skyld, som også vi forlade vore skyldnere". Vi har behov for tilgivelse for vore overtrædelser og for at lære at tilgive alle andre, hvad ondt og ubehageligt de end kommer til at tilføje os. Og vi må så heller ikke undlade at sige tak for alt det gode, som vi samtidig modtager af livet gennem vore medmennesker.

Den sidste virkelige hindring eller gene kommer ikke udefra, fra de andre, men fra os selv, fra vort eget indre. Når vi som Paulus ikke gør det gode vi ønsker, men ofte gør det modsatte, skyldes det vor vanebevidsthed eller, at det dyriske, egoistiske, i vore sind er en millionårig automatfunktion, medens det menneskelige kun er i sin spæde vorden. Vi overvældes gang på gang af disse ikke-menneskelige automatfunktioner og af senere tillærte vaner og tilbøjeligheder, der let tager overhånd, og derfor beder vi i den næste bøn "Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde". Vi beder altså om, at vi ikke må gentage igen og igen alle de tåbelige eller fejlagtige vaner og dermed skade andre og os selv ved at gøre de ting, som vi udmærket rent teoretisk ved, vil bringe os ulykke eller ubehag, da vi jo høster, som vi sår. Vi ønsker at blive fri af "det onde", alle de ubehagelige virkninger, som bliver resultatet af den fejlagtige væremåde overfor andre og livet.

I sin lille bog "Bønnens Mysterium" anvender Martinus udtryk som tankekoncentrationer eller meditationsobjekter om bønnens enkelte sætninger. Disse danner som vist i det ovenstående – ikke en tilfældig række sætninger, ikke blot en remse – men et virkeligt kredsløb, hvor den ene tankekoncentration danner et trin eller led i dette kredsløb og tillige er en forudsætning for den efterfølgende.

Formålet med denne bøn og andre bønner kan aldrig være at søge at formå eller påvirke Guddommen til at ændre noget ved sin indstilling overfor os, idet Han jo er fuldkommen, men derimod at vi selv efterhånden må ændre os og komme til at forstå, lovprise eller takke og især efterfølge Gud i hans væsen og væren, således at vi sluttelig bliver i samme kontakt og overensstemmelse med Ham, som vore organer og celler i vor organisme er i kontakt med os, og uden hvilken kontakt hverken de eller vi vil kunne opleve et harmonisk eller lykkeligt liv.

Bønnen alene kan dog ikke garantere den fuldkomne og varige lykke. Kun bønnen i forbindelse med kosmisk viden og visdom kan – trods lidelser i kød og blod – "holde sorgens og bekymringernes mørke borte fra sjæleområdet", skriver Martinus. Det vil så sige, at vi foruden fuld forståelse i denne globale bøns indhold, tillige må tilegne os Det Tredie Testamentes kosmiske analyser, et overblik over det evige verdensbillede, før vi kan opnå glæden og lykken i sammensmeltningen med Gud.