Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I 16 år rasede borgerkrigen i Libanon (1975-1991). Krigens menneskelige omkostninger var enorme: op mod 150.000 dræbte og ca. 1 million drevet på flugt. De to hovedgrupper, som stod over for hinanden, var kristne og muslimer. De kristne ville bevare deres dominerende politiske og økonomiske stilling, og muslimerne ville gøre op med den sociale ulighed. Borgerkrigen var ikke kun en religionskrig, men også en kamp om magt mellem indflydelsesrige familier, som havde regulære militser. Kristne kæmpede mod kristne og muslimer mod muslimer. Den sociale nød, der fulgte i krigens kølvand, gjorde, ifølge Samvirke 5-99, det let for militserne at rekruttere unge mænd. Tilværelsen som militssoldat bød på spænding og penge, men også på angst, stofmisbrug og altid på vold. Terror mod fjendens civile blev et mål i sig selv. Kidnapninger, bilbomber og snigmord kom til at dominere hverdagen krigen igennem. Erindringen om krigen har sat dybe spor i sindet hos libaneserne, og de fleste ønsker ikke at tale om den. Men ikke alle mener, at den bedste medicin er tavshed og forglemmelse. Den 34-årige Muhammad siger, at eftervirkningerne af krigen sidder i hjertet, og han har brug for at tale om krigen, ellers får han den " aldrig ud af kroppen". Muhammad tilbragte 7 år i den muslimske Amal milits, han blev såret tre gange, men har i dag ingen fysiske mén. Hans fjendebillede blev grundlagt i opvæksten: "Både i skolen og hjemme fik vi at vide, at den krig, vi udkæmpede, var det endelige opgør med efterkommere af de vantro korsfarere. Det troede vi blindt på. Allerede som barn var jeg overbevist om, at det var mere rigtigt at skyde på en kristen, end tale med ham." Det billede gik i stykker, da han blev ven med George, som var kristen. De lærte hinanden at kende for 3 år siden. George kæmpede i den kristne milits, Lebanese Forces. Hans syn på muslimer mindede til forveksling om Muhammads opfattelse af de kristne: "Muslimer var en slags umennesker, der ikke havde samme værdi som os. De er ikke vores næste. Når man har vænnet sig til at tænke på den måde, bliver det ikke så svært at dræbe," siger George. Selv om krigen er forbi, er det ikke normalt at have venner fra "den anden side".

George og Muhammad traf hinanden, da de kom til at sidde over for hinanden i en tætpakket café. De kom i snak, og selv om George var klar over, at Muhammad var muslim, var han ligeglad. "Jeg fornemmede straks, at vi var på bølgelængde. Vi snakkede godt sammen om løst og fast," og det blev snart en vane, at de mødtes og drak kaffe. Efter nogen tid spurgte Muhammad, om George havde været indblandet i noget under krigen. "Jeg sagde, at jeg havde kæmpet i Lebanese Forces her i kvarteret Hamra. Muhammad kendte godt min milits. Det viste sig, at de havde kæmpet det samme sted og havde været direkte fjender. "Det var en rystende oplevelse. Jeg kunne have dræbt en mand, jeg senere er blevet ven med," sagde George. Derefter var der for en tid lagt låg på de venskabelige følelser. De blev ikke uvenner, men havde behov for at komme sig over overraskelsen. Det var Muhammad, som en dag brød isen. Han kom ind i Georges bank og sagde, at han ønskede at oprette en konto. Han havde flyttet sin opsparing fra en muslimsk bank til en kristen bank. Et stort skridt for ham, men som han sagde til George: "Du er den bedste til at passe på mine penge." Det var en tillidserklæring og en symbolsk gestus, som igen bragte de to mænd på talefod. Det, Muhammad gjorde, var et tegn på, at han ikke ville acceptere de gamle skel mellem muslimer og kristne. Venskabet mellem dem blev genoprettet, og har udviklet sig siden hen. For Muhammad er en kristen ikke længere en fremmed, og han vil i dag holde sig væk fra krig. Han siger: "For at jeg kan tilgive mig selv og andre, må der være en mening med det hele. Nok var krigen meningsløs, men vi, der overlevede, skal sammen finde en mening og en fælles fremtid. Uden en fælles fremtid giver krigens mange ofre ingen mening, og den smerte er den værste af alle."

I artiklen "Hvad er fjendskab?" (Kosmos 7-98) skriver Martinus, at fjendskab er menneskehedens største onde, og at vores farligste lidelse er de tanker, der udløser sig som vrede eller fjendskab. Han mener, at fjendskab udløser den samme nedbrydende proces i mentaliteten og væremåden, som forrådnelse udløser i døde animalske organismer, og siger, at den rette kosmiske betegnelse for fjendskab er "mental forrådnelse". Sammenfattet mener han, at for at mennesket kan leve i en højere kultur, er det nødvendigt at fjerne og ophæve fjendskabet, som er den væsentligste årsag til vore lidelser. Vores tendens til at nære had og vise fjendskab er medfødte naturlige anlæg og en nedarvet tradition fra en fortidig dyrisk udviklingsepoke. Vreden eller fjendskabet er en instinktmæssig mobilisering af vores kampevne til fordel for modstanderens uskadeliggørelse. Denne kampevne er logisk for dyret, men ulogisk og livsnedbrydende for kulturmennesket. Når det enkelte menneske opdager, at dets værste og eneste fjende er den dyriske side af dets egen bevidsthed, vil det begynde at basere sin tankegang og væremåde på et menneskeligt livsprincip. Resultatet vil efterhånden blive en livsudfoldelse af "guddommelig art" og en fuldkommen fred og glæde i samlivet.