Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1938/8 side 94
Før Studiekresarbejdet begynder.
Paany er de lyse Nætters Tid forbi, og Tankerne om, hvornaar Studiekresarbejdet over "Livets Bog" skal begynde, har allerede meldt sig. Som omstaaende Meddelelse viser, samles vi Mandag den 19. September i Borups Højskoles Foredragssal til det første indledende Foredrag.
Da Studiekresarbejdet i Aar staar overfor ret store Forandringer, vil jeg gerne, inden dets Begyndelse, i en kort Artikel give lidt Orientering. Grundet paa cand. polyt. Mogens Munchs forestaaende Ophold i Militærnægterlejr, der jo indtil videre gør det umuligt for ham at passe Studiekresarbejdet i Jylland, vil jeg gerne hermed meddele Deltagerne paa disse Hold, at jeg selv overtager Undervisningen i Byerne: Aalborg, Randers, Aarhus, Horsens, Vejle og Esbjerg. Da jeg imidlertid ogsaa skal undervise i Odense og Roskilde, maa jeg med det samme meddele, at Undervisningen i ovennævnte Byer nødvendigvis i Munchs Fraværelse maa indskrænkes til een Gang maanedlig, Aarhus og Roskilde dog undtaget. For Aarhus Vedkommende stiller Sagen sig saaledes, at Undervisningen hveranden Uge bliver bibeholdt med den Forandring, at Hr. Overassistent Henrik Voss, København, der hermed knyttes til Studiekresarbejdet som aktiv Deltager, leder Undervisningen i den Uge, jeg paa Grund af Undervisning andetsteds er afskaaret fra at kunne komme til Stede. For Roskildes Vedkommende gør Byens korte Afstand fra København det muligt for mig at fortsætte som de foregaaende Aar med Undervisning hveranden Uge.
For Københavns Vedkommende sker der følgende Ændringer: Det store Mandags- og Tirsdagshold (de ældste Hold) maa i den tilstundende Vinter finde sig i at blive slaaet sammen. Undervisningsaftenen bliver her Onsdag Aften og Stedet bliver Borups Højskoles Foredragssal. Undervisningen paa dette Hold vil fortsat foregaa over ikke offentliggjorte Manuskripter af Martinus og vil som sædvanlig blive ledet af mig. Deltagelse paa dette Hold kan kun finde Sted efter forudgaaende Aftale med mig, Deltagelsen er bindende og Holdet lukket. For paa Forhaand at udelukke enhver Misforstaaelse er Betingelsen for Deltagelse paa dette Hold den, at man skal have deltaget i Studiekresarbejdet mindst een Sæson.
Undervisningen af Fredagsholdet overdrages Ingeniør Munch, der, saavidt det er ham muligt, vil komme til Stede hver Gang. Skulde hans Tjeneste imidlertid hindre ham deri, vil Hr. Kontorchef N. Christensen komme til Stede og lede Undervisningen. Hr. N. Christensen, der hermed indtræder i det aktive Studiekresarbejde, vil ligeledes komme til at lede Undervisningen paa et Hold for helt nye Deltagere i Studiekresarbejdet. Da Tilslutningen til Martinus Arbejde imidlertid er i stadig Vækst vil Undervisningen af nye Deltagere, saafremt tilstrækkelig Tilslutning opnaas, ogsaa blive overdraget Hr. Overassistent Voss og Fru Thora Gerner Larsson, der sammen med de to nævnte Herrer ligeledes nu indtræder i det aktive Studiekresarbejde.
Kontorchef N. Christensen
Som Læserne vil se, er det en ret betydelig Udvidelse af Studiekresarbejdet, der hermed finder Sted, en Udvidelse der sikkert vil sprede Glæde i mange Sind. Om samtlige nye aktive Deltagere gælder det, at de nu i en lang Aarrække med Kærlighed og Flid har deltaget i det Arbejde, det faldt i min Lod at skulle udføre, og jeg nærer ingen Betænkning ved at sige, at de alle har den aandelige Kvalitet, der er Forudsætningen for den Lærergerning, de gaar ind til.
Overassistent Henrik Voss
Fru Thora Gerner Larsson
Desværre bevirker Ingeniør Munchs omtrentlige Fraværelse, at Undervisningen i Byerne Kolding og Rudkøbing midlertidigt maa ophøre. Aarsagen hertil er den, at det rent fysisk set er mig umuligt at holde mere end fire Foredrag i een Uge. Og maa jeg, da jeg nu alligevel har strejfet den rent fysiske Anstrengelse, der er forbunden med Rejselivet og det, for mit eget Vedkommende, ret forcerede Tempo, her meddele, at jeg paa Martinus Opfordring har truffet den Beslutning udelukkende i Fremtiden at anvende de respektive Hoteller som Bopæl under mine Rejser. Jeg kan ikke nævne denne min Beslutning uden samtidigt at bringe alle de Hjem, der nu igennem flere Aar har huset mig, en inderlig Tak. At jeg under mine kommende Rejser til enhver Tid staar til Tjeneste for de, der paa Grund af Sygdom ikke kan deltage i Foredragene, nævner jeg kun som en selvfølgelig Kendsgerning.
Erik Gerner Larsson.