Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Denne lille Sætning i Gerner-Larssons Artikel i April-Nummeret af Kosmos bragte mig sammen med en lille Oplevelse, jeg fornylig havde, paa følgende Tanker, der maaske kunne interessere en eller anden.

Martinus Lære taler i lige Grad til to forskellige Former for Opfattelse, nemlig Følelsen og Intelligensen, men desuden findes der en tredje Opfattelse, den fuldkomne Forstaaelse, og det vil sige den, hvor disse to Faktorer afbalancerer hinanden, men en saadan Tilstand findes kun i yderst faa Tilfælde, hvorimod de to førstnævnte Former er de alt overvejende.

Den intelligensmæssige Opfattelse er vel nok den, man mest hentyder til, naar man siger, at Analyserne er opfattet teoretisk, men hvad vil saa det sige? Ja, det vil i nærværende Tilfælde sige rent matematisk. Man kan f. Eks. opfatte de seks Grundenergier som seks Størrelser, der indeholdes i en syvende, styret af et "Noget", Martinus kalder et "Jeg". Det hele opfattes som en sindrig opstillet matematisk Formel, der absolut ligger hinsides det levende, følte, gennem Nervesystemet strømmende, Liv, der ikke alene er en Formel, en Lov, en Plan, men ogsaa et Liv, der er Tanken, Følelsen, Hjertet underlagt. Netop dette, at Livet paa samme Tid er Liv (Følelse) og Plan (Intelligens) gør jo, at disse to Opfattelser kan komme til at gaa Side om Side.

Den teoretiske, matematiske Opfattelse har jo det ved sig, at den skubber Formlerne udenfor det levende Liv, gør dem til sindrige Regnestykker, hvori Korsets Analyse, Mikro- og Makroverdenen, Grundenergierne og Jeg'et, Talentkernerne og Evighedslegemet, Perspektivprincippet og Relativitetsteorien danner en lang, logisk Tankerække af en ligefrem irriterende Paagaaenhed, som man ikke med sin bedste Vilje kan komme udenom, men som alligevel, trods sin absolutte Hensigt, ikke efterlader Spor af Liv, blot Formler, Størrelser, Begreber eller Ting.

Det vil jo paa denne Maade let ses, at opfattet saaledes er der ingen Grænser for Tanken – "Faar vi ikke snart noget nyt?" – Naar alt opfattes som noget, der nok kan forstaas, men som jo i Grunden ikke vedkommer en, er der jo intet Besvær med Tilegnelsen, intet Besvær med at omforme Analyserne til daglig Væremaade, intet selvbebrejdende, der kan ruske op i de vante Forestillinger, nej, her gaar alt meget lettere, eftersom det holdes fuldkomment paa Afstand. "Faar vi ikke snart noget nyt, det der har vi hørt til Trivialitet!"

Den følelsesmæssige Opfattelse har jo, om jeg saa maa sige, den modsatte Pol at slaas med, idet den næsten kun er til indvortes Brug. Man begejstres, rives med af en Flodbølge af Stemninger, man svulmer over af Henrykkelse, og i sin Begejstring er der ingen Grænser for, hvad man kan forstaa. Alle de ovenfor nævnte "Begreber" er "Følelser" man kender ud og ind, man fornemmer dem som Sandheder i sit eget Blod, de gennemstrømmer ens Nervesystem som Selvfølgeligheder. Her er da endelig noget som Petersen og Sørensen maa kunne begejstres for, som de vil modtage med Kyshaand, som vil revolutionere Verden i Løbet af Nul Komma Nul. Gud – ske – Lov, at vi var de første, der fik det at vide, nu skal vi nok sætte Fart i Tingene. Vi mangler bare lige at faa det og det og det at vide, saa er vi klar, men det kommer maaske i næste Foredrag? Nej – det var det gamle om og om igen – aah – faar vi ikke snart noget nyt?

Her har Analyserne nok virket i Individets Nervesystem, men som De sikkert forstaar heller ikke efterladt dette "ja – saaledes vil jeg forsøge at leve", kan man naa dertil vil Livet først blive skønt og rigtigt.

Denne Opfattelse kommer først rigtig frem, der hvor disse to Former gaar op i en Enhed. Det vil sige, at man baade med Forstand og Følelse fornemmer Analysernes Sandhed. Men at forstaa en Analyse saaledes er at leve efter den, det er at forsøge at omlægge sine daglige Foreteelser efter de Tanker og Retningslinier, som man har begrebet.

Lad os tage Eksemplet med den ideelle Føde. Har man virkelig forstaaet den Mordproces, der her sættes i Gang, har man virkelig følt Dolken i sit eget Bryst, har man virkelig, maaske gennem alvorlige Sygdomme, begrebet Svingningsharmonierne mellem sine egne Mikroindivider og det dræbte Dyrs, ja, da staar en saadan Analyse fuldstændig afklaret for en i sin fulde Udstrækning, og Resultatet bliver uvægerligt, at man ikke mere kan spise dyriske Legemer. Men som det er paa dette Omraade, er det jo paa alle andre Felter.

At alt er saare godt, kan udmærket opfattes som en ren og skær Teori, der i og for sig ikke efterlader Tvivl i ens Hjerte, men naar Livet taler direkte gennem Medvæsenerne til en, ja, da kniber det at holde Traaden vedlige. Naar Sygdommen banker paa Døren, naar Arbejdsløshed melder sig medtagende hele det økonomiske Systems Skyggesider, naar man synes sig forbigaaet, skubbet ud, overset eller haardt tilsidesat, naar man kommer ud for en brutal, aandelig Strømning, eller hvad det nu kan være, ja, da kan det ikke alene knibe med Forstaaelsen af at "Alt er saare godt", men man benægter det simpelthen i Fortvivlelsens Stund, man glemmer, at Gud er med en, man glemmer, at han styrer og leder saavel gennem Skygge som Lys, men altid gennem ens egne Handlinger. Og tro mig, her er Analysernes stadige Gentagelse ikke et Irritationsmoment, men en rislende Kilde, der stadig efterlader en Strøm af Fortrøstning om Guds virkelige Nærhed, en stigende Aabenbaring af Sandheden i førnævnte Sætning – Alt er saare godt.

Hele Tilværelsens Tanke og Plan ligger gemt i ens eget Legeme og i ens egen Bevidsthed, hvilket vil sige, at gennem en selv strømmer Aabenbarelsen af alle Analyserne. "Fej først for din egen Dør" er der et gammelt Ord, der siger, ja, det er netop Hemmeligheden. Har du nogensinde prøvet, naar der er mødt dig et eller andet Ubehageligt, at vende Billedet om og prøvet at stille dig i Modpartens Sted og tænkt dig, hvorledes du saa vilde have reageret? I mange, mange Tilfælde vilde du maaske have gjort nøjagtigt det samme, ja – men hvad saa med Ubehageligheden? Først da begynder dette "Som et Menneske saar, skal det høste" at dæmre i ens Bevidsthed, først da faar man Øje paa sin egen Ukrudtsmark, først da begynder Analyserne at vende indad, at blive til Virkelighed, at blive til Sandhed og Kendsgerning. Og tro mig, her faar man atter Øje for Gentagelsens Velsignelse, og hvorfor? Det at man fejler, det at man tvivler eller fortvivler, det at man irriteres eller føler sig forladt, skubbet ud, tilsidesat eller hvad det nu kan være, er jo i sig selv Beviset paa, at Analysernes Aabenbarelse er gaaet udenom Bevidstheden; thi i modsat Fald vilde de forskellige Tildragelser ikke have været følt som Tilfældet nu var. Men en Analyse, som er gaaet udenom Bevidstheden, har jo ingen praktisk Værdi, men højst en teoretisk, og her maa Gentagelsen jo atter sættes ind, indtil den sidder.

Hvornaar Analysen sidder, vil der maaske spørges. Den sidder den Dag, da man naturligt udøver den Væremaade Analyserne udtrykker, den Tankegang som indeholdes i Loven for Tilværelsen "Elsker hverandre". At elske hverandre er at forstaa hverandre. Der hvor man tilfulde forstaar, der elsker man, og Nøglen til Forstaaelsen ligger gemt dybt i dit eget Sinds inderste Gange. Prøv at kaste et Blik tilbage paa dette Sinds Udvikling fra Mineral til Plante, til Dyr, til det nu gryende Menneske, og du vil faa en lille Anelse om de Tilstandes Udvikling, som du nu er i Færd med at omforme til daglig, naturlig Væremaade.