Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som lange, fredfyldte Aandedrag møder Havets blide Dønninger Kysten og toner bort i en stille Hvisken mellem Stenene. Grebet af Stedets vidunderlige Stilhed har jeg ladet mig glide ned mellem Strandgræs og Storkenæb og ligger nu og følger Solstraalernes Aftenleg henover det stille Vand. Langsomt, næsten uvilligt, slipper Dagen sit Greb i min Sjæl, og en for en flygter mine Tanker bort fra Dagens Virke, efterladende mit Sind i den besynderlige, salige Tomhedstilstand, der saa ofte markerer Forskellen mellem det viljeanspændte, realistiske Dagligliv og den halvt drømmeagtige Tilstand vi betegner med Ordet "Fred".

Halvt ubevidst følger mine Øjne en Ternes elegante Flugt langs Strandkanten, medens Lyden af den lune Aftenvinds Hvisken i Græsset faar mig til at føle mig ombølget af Salighed. Naturen har en egen, vidunderlig Maade at stemme Sindet til Meditation paa, thi pludselig opdager jeg, at mine Tanker, nu helt frie af Dagens mangeartede Funktioner, er begyndt at krese om det ufattelige, vi Mennesker kalder "Livet". Som jeg ligger her i Græsset og nyder min Ensomhed, bringer mine Sanser mig med et Bud om, at det, jeg før følte som "vidunderlig Stilhed", i Virkeligheden er ivrigt pulserende Liv. Men Liv, hvis hele Udfoldelse synes at være i den Grad i Harmoni med Grundelementerne i min Natur, at det kun føles og opfattes som "sjælelig Nydelse". Lige i min Nærhed skræpper en Agerhøne, over mit Hovede kommer store Kolonner af Maager sejlende ud mod Havet, ivrigt passiarende om Dagens forskellige Hændelser, og kun ganske faa Meter fra mig lunter en Hare sindigt afsted, medens Plaskene fra en ivrigt fiskende Terne og de sidste jublende Triller fra en Lærke, der absolut endnu en Gang maa give Udtryk for sin Glæde ved Tilværelsen, danner Afslutningen paa en Natursymfoni, der faar noget inde i mig til næsten levende at føle Slægtskabet med hele det omkringværende Liv. Umærkeligt glider mine Tanker reflekterende indover Begrebet "Naturen" og mig selv. Omend i dette skønne Øjeblik omtrent sammensmeltet med den, bliver jeg mig bevidst, at Naturen baade er noget inde i mig og noget uden for mig, at mit Liv hele Tiden er et Spil mellem alt det, jeg i Form af Erfaringer har aflokket den, og alle de Mysterier, den endnu bærer i sit Skød. Paa en besynderlig, levende Maade føler jeg, at vi Mennesker, trods vor indbildte store Viden, endnu kun er Novicer i den Tilværelse, vi saa overlegent mener at beherske, men hvis dybeste Sandheder endnu ligger skjult for vore Øjne. Hvorfra kommer for Eksempel den lille Stenbræk, hvis straalende Stjerneblomst i dette Øjeblik lyser mig i Møde som en Hilsen fra en uendelig skøn Verden? I al sin tilsyneladende Uanselighed er den dog et Mesterværk baade af Farve og Form. I hvilken Mesters Hjerne er hele dens underfulde Tegning engang blevet til. Thi kun den Naive, der, blottet for Forstandens Krav om Lys, kan tro paa, at Tingene skaber sig selv, vil bestride, at der forud for en saa sindrig Organismes Opbygning eller Skabelse, maa være gaaet en Tankefunktion, af hvad Art den saa end har været. Uvilkaarligt glider mine Øjne videre og fanges af Synet af mange andre ligesaa skønne Repræsentanter for det Planterige, der for Naturelskeren er saa rig og inciterende en Inspirationskilde. Skulde virkelig alle disse fantastisk skønt formede Organismer evne at bygge sig selv op, naar end ikke den simpleste af de Funktioner vi, oh, saa store Mennesker, nødvendigvis maa udføre, evner at udføre sig selv? Nødes vi ikke her til at erkende, at der bag Planten eksisterer et ligesaa realistisk levende "Noget" som det, der hele Tiden tvinger vort eget "døde" Legeme til at give Udtryk for de "Farver", vor egen Aand repræsenterer?

Og vender vi derefter vort Blik indefter og giver os til at iagttage det, vi kalder vore "Erfaringer", maa vi saa ikke indrømme overfor os selv, at alle disse Erfaringer udtrykker vore baade gode og mindre gode Erindringer om vor daglige Samtale med Moder Natur? Har vi i Virkeligheden nogen som helst anden Viden end den, vi i vor baade fysiske og mentale Sved har aftvunget den Natur, vi saa overfladisk let stempler som "død"? Intet Aandshovmod synes mig større end det, der ser Naturen fra et saa ophøjet Stade, at man tør kalde den "livløs", den Natur, som er det inderste Ophav til al vor Viden, og dermed til hele vort aandelige Liv! Og hvor fint ironisk smiler ikke den samme Natur tilbage, naar saa Mennesket, efter selv med al sin tekniske Snille at have søgt at skabe noget originalt, pludselig opdager, at det for at opnaa den tekniske Fuldkommenhed, det tilstræbte med sin Skabelse, – maatte kopiere en af Naturens egne Frembringelser, det være sig Kæmpehvalens "Skrue", Kattens Øje, eller Svalens "Airflow".

Og endelig, viser saa ikke hele den lange Række af de Erfaringer, vi kalder "smertefulde", at føje sig saa harmonisk ind i hinanden, at vi med de lyse Erfaringer som blide Overgange kan følge vor egen aandelige Vækst fra en mindre til en mere fuldkommen Livsoplevelse? Hvor mange ønsker, efter at Livet har skænket dem Perspektivets Naadegave, de i sin Tid saa smertefulde Oplevelser uoplevede? Hvem vover vel at kalde den Opdragelse, Naturen giver os, for planløs? Er det ikke den dybe Erkendelse af, at Livet "sliber" os, der har faaet os til at tænke os en Guds Eksistens? Er det ikke vor instinktive Fornemmelse af, at vor Skæbne ikke er helt tilfældig, der hele Tiden faar os til at søge efter den Generalnævner, i hvilke alle vore forskellige Oplevelser kan gaa op? Men er det ikke ogsaa en lige saa stor Kendsgerning, at mange Mennesker i denne deres Søgen efter en Mening med "Livet", har forladt det nærliggende til Fordel for det abstrakte? Søger ikke det store Flertal af Mennesker at konstruere sig en Guddom udenfor det virkelige Liv hellere end at finde ham i det virkelige? Ødsles der ikke med Energi, naar Talen er om "Forklaringer" paa det Liv efter Døden, det aandeligt søgende Menneske føler sig overbevist om eksisterer, men som vi, paa Grund af vort Erfaringsmateriale, der helt igennem er knyttet til jordiske Realiteter, er afskaaret fra at fatte paa for Eks. samme Maade, som vi her kan fatte en Beskrivelse af en fremmed By. Tilværelsen hinsides denne maa nødvendigvis eksistere i en anden Dimension, hvoraf følger, at den maa afgive et Erfaringsmateriale af anden Art end vort jordiske. For mig staar Døden ikke som en humørnedbrydende, floromvunden, uomgængelig Kendsgerning, men derimod som den naturlige Adskillelse mellem to Livstilstande, der hele Tiden gør mig opmærksom paa, at det er her jeg skal leve, her jeg skal søge Gaadernes Løsning, her jeg i levende Vekselvirkning med Livet – Naturen – har alle Muligheder for at blive lykkelig. Jeg ved fuldt vel, at Livets Pil for mange viser fremover, men for mig viser den hele Tiden tilbage, thi Livet selv har atter og atter vist mig, at det jeg troede, jeg helt og fuldt forstod, alligevel stadig indeholdt noget, jeg ikke havde faaet fat paa, at der med andre Ord, efterhaanden som min aandelige Vækst skred fremefter, ikke i min Vekselvirkning med Livet blev Plads for Ordet "kedelig", – et Udtryk altfor mange Mennesker anvender i Forbindelse med det Liv, de her bevidst oplever, i Modsætning til det "spændende", de selv skaber med deres til Tider lidt for livlige Fantasi.

Man kunde maaske her sige: "Jamen er disse aandelige Konstruktioner egentlig ikke saa uskadelige, at man bør lade Menneskene have dem i Fred?" Jeg mener nej! Naar man idag ser ud over Verden, og ser, hvad "aandelige Konstruktioner" altsaa mentale Tilstande, der logisk kan paavises at være uden Forbindelse med det virkelige Liv, afstedkommer, saa ser jeg ikke rettere, end at Mennesket ikke hurtigt nok kan vende tilbage til den Logik, som Livet selv lærer os at anvende, og som i vort eget Liv kortest udtrykkes ved, at ønsker man, at ens Omgivelser skal elske en og gøre en Livet lyst og lykkeligt, ja, saa maa man selv være den første til at udstraale den Kærlighedens Sympati, Livet har vist os som den eneste Jordbund, i hvilken Lykkens Blomster kan gro. Sandt nok er dette et besværligt Job, men det kan gennemføres, og endda gennemføres udenom al forloren religiøs Sentimentalitet. Thi ogsaa her møder vi de aandelige Konstruktioners nedbrydende Virkninger. Hvor mange Mennesker kan egentlig tale naturligt om aandelige Problemer? Er ikke Sætningen: "Du skal frygte og elske Herren din Gud –" i den Grad gaaet de fleste i Blodet, at Ansigtet uvilkaarligt lægger sig i højtidelige Folder, saa snart et religiøst Problem bliver bragt paa Bane? Er det ikke noget af en Tragedie, at den Gud, vi skal elske, skal elskes saa højtideligt, at hans Liv aabenbart maa eksistere hinsides al naturlig og livsbefordrende Munterhed? Hvor trist at den humoristiske Sans, der netop evner at hjælpe os til at bære meget af det tunge, Livet giver os at slæbe rundt med, stiller sig imellem os og den Gud, vi skulde tilbede. Fra Fødslen og til vor Grav er alt ham vedrørende indhyllet i den stiveste Højtidelighed og kedeligste Alvor, – hvorfor da ogsaa et forfærdende Flertal af Mennesker foretrækker at leve deres Liv ham foruden. Men er dette Guds egen Skyld? Nej! Ethvert Menneske, der vover at begynde at tænke, et slidsomt Arbejde, der mig bekendt kræver mere Taalmodighed og Udholdenhed end noget som helst andet Arbejde, vil ret hurtigt opdage, at Livet selv langt mere minder om den evigt pludrende og leende Skovbæk, end om al den forlorne Stivhed og Hellighed, man har tillagt dets Ophav. Jeg siger ikke dette for at virke blasfemisk eller for bevidst at saare nogens Følelser, men den Gudsdyrkelse, der for at være ophøjet absolut skal presses ind i et lille Rum og der undergives ganske bestemte Former, kan aldrig udløse den befriende Følelse og ophøjede Glæde som den, hvor man, ene med den ganske Natur, føler sin Guds Stemme direkte rettet imod sig selv fra den mindste til den største Skabning.

For mig er Tænkningens vidunderlige Resultat blevet den stadigt voksende Kendsgerning, at hele den omkringværende Natur – og hermed mener jeg alt, hvad jeg evner at sanse – ustandseligt fortætter sig til eet Væsen, der uafladeligt er oplagt til at tale med mig, og vel at mærke, ikke om ligegyldige Ting, og ikke paa den "dannede" Maade, der hele Tiden skal pakke Sætningerne, oh, saa fornemt ind, men derimod jævnt og ligefremt om alt, hvad min medfødte Nysgerrighed nu gerne vil vide Besked med. At denne Samtale atter og atter giver Anledning til et muntert Smil, nævner jeg kun for en Fuldstændigheds Skyld, thi jeg har forlængst opdaget, at den humoristiske Sans, jeg selv sidder inde med, blegner ganske ved Siden af Naturens. Og medens jeg som Barn og Ung ikke evnede at forstaa, hvorfor Jesus ustandseligt omtalte Guddommen som "Faderen", saa har Tænkningen forlængst bekræftet for mig, at intet andet Ord i det Sprog, vi har til vor Raadighed, bedre end netop dette dækker den Følelse, der behersker mig under denne Korrespondance, der, een Gang begyndt, Gud være lovet, aldrig kan ophøre. Og samtidig forstaar jeg ogsaa hans Ord, hvor han siger: "Naar du beder, da gaa ind i dit Kammer og luk din Dør!" – thi medens Begrebet Bøn tidligere var noget meget problematisk for mig, saa medfører den bevidste Korrespondance med Naturen – Gud –, at Ønsket om at være i Kontakt med de livsbekræftende Energier, stilfærdigt former sig til en inderlig Bøn om i højere Grad end før at evne at komme Livet i Møde paa en Maade der, i Stedet for at jage det fra mig, binder det til mig med de Baand, der gør, at man føler, at man udfylder en positiv Plads i Tilværelsen. Og til fortsat at have den Følelse forekommer Bønnen mig uundværlig. At jeg ikke her mener en Remse til at hvisle frem mellem Tænderne, haaber jeg er indlysende. Bøn vil for det tænkende Menneske altid blive et i klare Sætninger formuleret Ønske om Hjælp til fortsat at have de Maal for Øje, der tjener baade en selv og ens Omgivelser paa den bedste, hvilket vil sige, den kærligste Maade, – og til en saadan Bøns Udløsning er Tilskuere ikke alene unødvendige, de er direkte generende.

– – – Sommernattens blide Tusmørke har sænket sig over mig, og jeg opdager med et, at det er blevet sent. Stille rejser jeg mig fra min lune Plads og begiver mig hjemefter. Havet aander stadigt i lange, rolige Dønninger akkompagneret af Aftenvindens Hvisken i Græsset. Langsomt vender min Bevidsthed tilbage fra sin lange Rejse, uvilkaarligt strækker jeg mine Arme mod Himlen – hvor er Livet, alle Besværlighederne til Trods, dog vidunderligt at leve!

Koloniens Ejendom, "Villa Rødhætte", har faaet Navneforandring og hedder herefter Villa "Rosenberg".

Da Koloniens Administration foregaar fra nævnte Ejendom, vil al Postbesørgelse til Kolonien herefter hurtigst ske under Adresse: Villa Rosenberg, Kosmos Feriekoloni, Strandvangen, Nykøbing S.

Da Kontoret her i København i Ferietiden delvis er lukket, kan Henvendelse ske til Koloniens Telefon: Højby 90, naar Godthaab 9280 ikke svarer.

begynder Søndag den 26. Juni Kl. 11.00 og afholdes fremdeles hver Søndag Kl. 11.00 og hver Torsdag Aften Kl. 19.30 i Koloniens Foredragssal.