Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Fænomenet forelskelse er på grund af sin særlige uigennemskuelighed en stor udfordring for enhver opmærksomt forskende iagttager. En nærmere betragtning afslører adskillige aspekter, som vi måske ikke hidtil har været opmærksom på, og som har betydet, at vi har været mere eller mindre fængslede i ufuldstændige anskuelser vedrørende dette fænomen.

 

Martinus kosmiske analyser kan hjælpe os et godt stykke vej frem imod en dybere forståelse af forelskelsen, som for de fleste mennesker endnu er omgivet af besnærende mystik. I lyset af skæbneloven samt loven om årsag og virkning kan vor indsigt fordybes væsentligt. Men da enhver forelskelse eller særlig tiltrækning mellem to mennesker af modsat køn ikke alene er rodfæstet i usynlige livslove, der forefindes formuleret som kosmiske analyser, men tilmed baserer på individuelle psykologiske forhold eller relationer, må den eftertænksomme studerende inddrage sin egen og sine omgivelsers psykologiske virkelighed i sine iagttagelser for at nå frem til en levende og personlig præget afklaring omkring dette tema.

Jo mere vi som kosmologisk orienterede mennesker når frem til en dybere forståelse af, hvad skæbne egentlig er og hvordan den virker i os og former vort liv fra fødsel til død, des mere må vi erkende, at vi endnu ikke er særlig frie i vore tanker og handlinger og vor hele tilværelse. Et skæbnestyrende element i vor overbevidsthed dikterer os, hvor og med hvilke forældre vi kommer til verden, hvordan vore livsbetingelser vil være, og hvilke opgaver eller udfordringer vi vil komme til at møde. Måske har vi en række ønsker og forventninger til livet, som vi føler os stærkt draget til at virkeliggøre. Men skæbneloven kan feje adskillige af vore ønsker og forventninger til side og lede os ad veje, som vi ikke havde tænkt os på forhånd. Mere eller mindre modvilligt må mange mennesker føre et liv, som langtfra svarer til deres oprindelige forestillinger. Måske forbitres de derover. Eller de falder hen i sløvhed og resignation, idet de endnu ikke formår at imødegå de mere krævende sider af deres tilværelse med den bevidste tålmodighed og aktive accept, som alene kan bringe ny og positiv bevægelse ind i en ellers utilfredsstillende situation.

Martinus skæbneanalyser åbner vort blik for, at årsagerne til vore genvordigheder i hverdagen og til vore uopfyldte længsler forefindes i vort eget væsen. Vi har selv opbygget vor personlige eller individuelle tænke- og væremåde gennem utallige liv og er fortsat i færd med at påvirke, bekræfte og i nogen grad også at ændre os selv i den ene eller den anden retning, hvilket sker igennem den måde, vi reagerer på over for vore levende omgivelser, hvis fremtræden over for os er det samme som vor mere eller mindre behagelige skæbne.

 

 

Det såkaldte skæbneelement i vort væsens inderste er som et selvskabt erindringskartotek i levende bevægelse. Her rummes hele vor hidtidige eksistens i form af erindringer og erfaringer, der oppebæres og holdes i en vis bevægelse af superelektriske energier. Vi medfører hver især et stråleformigt energilegeme, der smitter af over for vore omgivelser og røber vore inderste hemmeligheder, naturligvis også sådanne, som vi ikke mere genkender eller husker i vort nuværende hverdagsliv. Bevidsthedsmæssig tiltrækning og frastødning på et usynligt og dog virkeligt plan sørger for, at vi i det synlige ikke kan komme til at møde andet end det, som vi selv har skabt og stadig skaber betingelser eller forudsætninger for i vor tænke- og væremåde. Sagt poetisk og billedligt med det gamle bibelske ord: "Som et menneske sår, således skal det høste".

På grund af vor sansemæssige begrænsning og vor deraf følgende ufærdige tænke- og væremåde er vi endnu ikke i stand til at gennemskue de mange processer, som styrer vor forelskelse, eller vor længsel efter at genopleve en sådan. Idet vi efterhånden vokser i selverkendelse og indfølingsevne over for skæbnens levende tale i os og omkring os, udvides vor sansehorisont, dvs. vor samlede opmærksomhedsevne øges. Vi bliver gradvis mere seende og forstående. Men i samme takt som vort åndelige synsfelt udvides, forvandles også vor forelskelsesevne. Vi bliver ikke mere forelskede med samme intensitet eller på helt samme måde som førhen. Vor voksende indsigt ændrer selve grundlaget for forelskelsesevnen. Ja, forelskelsesevnen i sin oprindelige form og intensitet svinder hen for til sidst ikke mere at vende tilbage.

Dette sker over et stort spand af tid, der omfatter adskillige inkarnationer. I denne lange tid ændres og udvides vort følelsesgrundlag og dermed vor grundlæggende sympatiske evne ganske gradvis – fra at være forelskelsespræget til at blive næstekærlighedspræget. Dette indebærer, at den i vore følelser indbyggede forelskelsesevne optræder i organisk sammenhæng med en langsomt voksende human evne og således i denne sin foranderlige sammenhæng fremviser mange stadier.

Heraf kan vi forstå, at dén følelsesprægede oplevelse, som af vidt forskellige mennesker benævnes som "forelskelse", ikke kan defineres entydigt. Men vi kan i overensstemmelse med Martinus kosmiske analyser sige, at forelskelsesevnen i sin oprindelse fremviser et uintellektuelt, overvejende "blindt" eller "umyndigt" forhold til os selv og vore omgivelsers prægning af os. Vi kan se den som en evne til – uden dagsbevidst indsigt og vågen medindflydelse – at lade os styre eller manipulere af vor egen skæbnes kommandovirksomhed, idet vore endnu ikke særlig intellektualiserede følelser bliver seksuelt tiltrukket af et væsen af det modsatte køn, et skæbnebestemt væsen, hvis skæbnemæssige betydning for os selv vi i forelskelsesfasen ikke tilnærmelsesvis kan overskue.

I sin oprindelse står begrebet forelskelse for et følelsesindhold, som af vort skæbneelement kanaliseres via vort instinkt og de til dette knyttede stærke følelser, forestillinger og længsler. Og da vort instinkt samtidig som reminiscenser rummer adskillige animalske elementer, som f.eks. selvopholdelsesdrift, ejendomsbegær og allehånde selvforsvarsmekanismer, optræder forelskelsen i sin mere typiske eller oprindelige form altid side om side med selviskhed, rivalisering og skinsyge.

Vore rester af animalske instinkter er meget indgroede og kan ikke uden videre udskilles fra vor følelse. De er som ustyrlige urocentre inde i selve vort følelseslegeme, hvor de bestandig smitter af på vore følelser, tanker og vurderinger. Kun ved hjælp af vor humaniserede intelligens eller højere fornuft kan vi efterhånden få styr på disse urocentre. Og heri ligger den dybere mening med Martinus kosmiske analyser. Den sætter vor intelligens ind i en helt ny sammenhæng med vort hidtil instinktbeherskede følelsesliv.

Vi kan passende sammenfatte og uddybe det hidtil sagte i fem punkter, som illustrerer vor forelskelsesevnes trinvise forvandling og foranderlige sammensætning:

1. Biologisk kønsdrift eller animalsk parringsbegær (betinget af tilsvarende hormonstyring og diverse kirtelfunktioner).

2. Religiøs eller åndelig drift, herunder længslen efter en samlivspartner, der i ens forestillinger opfattes som "den eneste ene" (betinget af den fremvoksende modsatte pol i vort intellekt).

3. Længsel efter at kende og beherske materien (betinget af den modsatte pols yderligere vækst).

4. Længsel efter at lære sig selv at kende (betinget af den modsatte pols mærkbare og kontrollerbare indflydelse i det fremskredent opmærksomme individs dagsbevidsthed).

5. Vidtgående evne til dagsbevidst medvirken i dannelsen af vor skæbne (betinget af en tilnærmelsesvis balance mellem vor følelse og vor intelligens, opnået gennem naturlig og alsidig øvelse i selverkendelse og næstekærlighed).

Nutidsmenneskets forelskelsesevne, som overvejende sammensættes af de første tre punkter, har udvidet sig i nævnte rækkefølge. Efterhånden som den udvides yderligere (med punkt 4), taber den biologiske kønsdrift i styrke og oprindelig betydning. Tyngdepunktet i forelskelsesevnen forskydes således trinvis fra punkt 1 til punkt 4, og dermed i menneskelig retning. Når tyngdepunktet engang kommer til at ligge i punkt 5, kan vi ikke mere tale om forelskelse. Jeg vil gerne tydeliggøre dette ved kortfattet at kommentere de enkelte punkter.

(1) Vi bevæger os alle i en retning, som gradvis gør os "kosmisk bevidste". Det indebærer, at det animalske islæt i vort væsen, som er det ældste af de nævnte former for drift eller længsel, engang med tiden ophører at medvirke i vor bevidsthed. Dette er en meget langvarig proces, regnet fra sin første begyndelse. I mellemtiden er vor hjernevirksomhed og hele bevidsthed blevet påvirket af vor modsatte pol, hvilket ikke blot har øget vor intelligens, men også omformet vor parringstrang fra sit oprindelige, dyriske stadium frem til det jordiske menneskes stadium, frem til en egentlig forelskelsesevne.

(2) Dragningen mellem kønnene er derved blevet iklædt en række drømme eller idealforestillinger, som støttes af tilsvarende moralbegreber og religiøse skikke. Den biologisk betingede kønsdrift vurderes i denne sammenhæng som hørende fundamentalt til menneskets væsen. Kun i drømmene og idealforestillingerne kan det jordiske menneske bevæge sig ud over sin biologiske virkeligheds grænser. Der opstår efterhånden et skel mellem drøm og virkelighed i vor bevidsthed, hvilket griber forstyrrende og omskabende ind i vor sympatiske evnes endnu instinktbeherskede retningssans. Ulykkelig forelskelse og ulykkelige ægteskaber følger deraf.

(3) Nævnte skel medfører, at menneskenes drømme, deres traditionelle tro og deres dertil knyttede håb i en overgangstid overskygges af et rendyrket biologisk menneskesyn. Forelskelsen får her karakter af seksuelt ejendomsbegær, blottet for dybere medfølelse og gensidig forståelse. Menneskene konfronteres deri med en uundgåelig realisme, med en nøgen virkelighed. Dommedagstilstande stiger frem i menneskets bevidsthed og fører mennesket frem imod et selvopgør, der resulterer i begyndende mental afklaring.

(4) Når forelskelsesevnen i en vis udstrækning overlever det moderne menneskes materialistiske fase og trængselstid, skyldes det, at den rummer andet og mere end blot bioiogiske reminiscenser. Den er (på linie med den religiøse trosevne) en bro fra eventyr til endelig virkelighed, fra kosmisk bevidstløshed til kosmisk bevidsthed, fra død til opstandelse. Materialismen med sine smertelige følgevirkninger biologiserer og forfladiger ganske vist vor tilværelse og dermed også vor forelskelsesevne, men netop som følge deraf vækkes vi til større selvkendskab og selvforståelse, idet den modsatte pols virkninger i vort intellekt og i vort skæbneforløb nu bliver mærkbare og iagttagelige for os selv. Da begynder vi så småt at begribe den eventyrlige rolle, som vor skæbnes skjulte tråde spiller i forelskelsesprocessen. Da begynder vi at forstå, at en forelskelse ikke blot er en leg med følelser, der fremkaldes af vore selviske begær som et rent og skært følelsesanliggende, men at den også er et forsynsovervåget, høj intellektuelt skæbnespil, der i sig selv fremkalder eller opvækker helt nye følelser.

(5) Heraf udspringer en helt ny længsel, et dybtgående behov for seende og forstående at være med til at forme sin egen skæbne. Det resterende animalske islæt i den til tider endnu forelskelsesprægede sympatiske evne udskilles derved skridt for skridt, idet det selverkendende menneske sætter sin foranderlige sympatiske evne under administration af sin selverhvervede højere viden og erfaring. Den tidligere forestilling om "den eneste ene" modificeres eller forvandles fortsat. Men behovet for et samliv med en passende og skæbnebestemt partner af modsat køn fortsætter i en udvidet betydning. Og dette behov ledsages naturligvis af længsler og sympatier, der kan minde lidt om forelskelse, idet sammenføringen kønnene imellem fortsat styres af en højere myndighed, hvilket fremkalder lykkelige og taknemmelige følelser, udrenset for ejendomsbegær og selviske lyster. Skæbnens og forsynets kærlige myndighed opleves, anerkendes og imødekommes nu mere og mere bevidst. Ny tro, nyt håb og ny kærlighed opstår.

Det kosmisk vågnende menneske bliver gradvis fortrolig med at forholde sig spørgende og prøvende til alle de muligheder og indtryk, som hverdagen stiller det over for. Det gælder naturligvis også dets mere eller mindre forelskelsesprægede relationer til det modsatte køn.

Således lærer vi at skelne imellem på den ene side de talrige muligheder og indtryk, der kan have en disharmonisk eller forførende virkning på vort liv, dersom vi imødekommer dem, og på den anden side de forholdsvis få muligheder og indtryk, der kan skabe balance og harmoni i vor tilværelse og derfor i særlig grad tiltrækker den del af vor opmærksomhed, der vejleder os etisk opløftende.

Hos det selverkendende menneske forvandles forelskelsens blinde automatik således gradvis til en seende og forstående sympati for den samlivspartner, som skæbnen ad omveje eller gennem en række prøvelser sluttelig fører det pågældende menneske sammen med. Sammenføringen foregår da ikke mere hovedsagelig på grundlag af egne begær eller ønsker, men i bevidst samvirke med en højere vilje. Denne højere vilje kan komme særdeles overbevisende til udtryk i det hændelsesforløb, som skæbnen iscenesætter i vor hverdag, og som det selverkendende individ i stigende grad føler sig draget til ganske enkelt at bekræfte eller give sit JA-ord.

Først dermed banes vejen endeligt for et virkeligt frigjort kærlighedsliv. Skridt for skridt føres individet da af sine egne skæbnestyrede kræfter frem til at kunne opleve en så befriende organisk kærlighed til alt levende vibrere i sit eget indre, at dets førhen mere begrænsede samliv i tosomhed og med eventuelle dertil knyttede familieinteresser træder naturligt tilbage for et mere åbent, frit og uafhængigt kærlighedsliv.

Denne ubegrænsede kærligheds frigjorte tilstand, som var blevet virkelighed i Martinus eget væsen, karakteriserede han engang med ordene: "Jeg er forelsket i hele verden".