Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Fast Rubrik for en fortsættende Fortolkning eller Uddybning af Livets Bog, ledsaget med eventuelle Hjælpesymboler
af Martinus.

(Fortsat).

Efter nu at have gjort Rede for de for en begyndende Aandsforsker eller Sandhedssøger sværeste Punkter i Livets Bog, nemlig Udtalelserne om mig selv, og paavist, at den Tilstand, som jeg gennem disse paaberaaber mig at befinde mig i, er en naturlig Sandhed, der vil blive en absolut Kendsgerning for enhver Aandsforsker, alt eftersom denne kommer til Forstaaelse af Livets Bog, har jeg følt det gavnligt, inden jeg gaar over til Belysning af selve Hovedstoffet, at give en lille Redegørelse for selve Stilen i nævnte Bog. Denne har nemlig gjort et højst forskelligt Indtryk paa Læserne. Nogle har saaledes ment, at den var underlig knudret og vanskelig, ja ligefrem skrækkelig, andre at den var lidt tung, atter andre, at det var det smukkeste Dansk, der overhovedet fandtes. Alle Skalatrinenes Udtryk fra Ufuldkommenhed til Fuldkommenhed er den saaledes blevet tilegnet. Og hvad skal man saa tro? –

Naturligvis paaberaaber jeg mig ikke, at min Stil skulde være aldeles perfekt, rent sprogmæssigt set, dertil er der altfor stort et Svælg mellem det høje Stof, der er skildret, og det Trin, hvorpaa den almindelige Sprogteknik endnu befinder sig. Læserne maa nemlig gøre sig begribelig, at jeg har maattet skildre Detailler eller Realiteter fra Tilværelsesplaner, overfor hvilke det gængse Sprog endnu er højest ufuldkomment. Dette kan nemlig endnu kun siges at være et fuldkomment Udtryksmiddel i Tilfælde, hvor der kun er Tale om Skildringen af materielle Problemer og Kendsgerninger. Da aandelige Erfaringer eller Kendsgerninger jo er af langt nyere og sjældnere Fremtræden for de jordiske Mennesker end de materielle, er Sproget ganske naturligt i disse førstnævnte Felter ikke udviklet til en saadan Standard som i de sidstnævnte. En Forfatter, der kun skal skildre materielle Problemer, det være sig i Form af Romaner, Eventyr, Digte o. s. v., har derfor langt større Mulighed eller mange flere fordelagtige Betingelser for at kunne skrive et fuldkomment og smukt Sprog end en Aandsforsker eller Forfatter, der skal skildre Erfaringer eller Problemer, der ligger udenfor den materielle Zone og følgelig ogsaa ligger udenfor det gængse Sprog. Medens der for den førstnævnte Skribent, for enhver materiel Detaille, i Sproget gives ham et helt lille Udvalg af Ord, og han saaledes her kan udvælge sig de bedste og derved faa en elegant Stil, findes der i samme Sprog for den sidstnævnte, for mange af de aandelige Detailler, som han skal skildre, slet intet Ord. Han maa da i saadanne Tilfælde selv skabe sine Ord eller Udtryk, ligesom han ogsaa i mange Tilfælde maa laane Ord fra Sproget, der oprindelig er Udtryk for materielle Realiteter, og benytte disse som Udtryk for aandelige Problemer. Men at udtrykke sig ved saadanne laante Ord, der oprindelig er Udtryk for noget ganske andet end det, man tilsigter, er jo det samme som at udtrykke sig symbolsk. Vi bliver derfor ogsaa Vidne til, at Beretninger fra Vismænd, Profeter eller andre, der skal udtrykke Realiteter og Oplevelser fra højere Tilværelsesplaner, i stor Udstrækning er symbolske. At udtrykke sig symbolsk vil altsaa i Virkeligheden være det samme som kun at udtrykke sig – indirekte, idet man paa denne Maade jo først maa henvise Læseren til de materielle Ting, de paagældende Ord udtrykker, og dernæst gennem disse lede hans Tanker videre til det aandelige Problem, som man i Virkeligheden ønsker at gøre ham begribelig. Men en Skildring af Problemer, der kun kan udtrykkes gennem en indirekte Brug af det gængse Sprog, kan naturligvis umuligt blive det samme som en Skildring af Problemer, der kan udtrykkes direkte gennem Sproget. Da al Filosofi, Visdom eller Aandsvidenskab jo hører til de Omraader, til hvilke det gængse Sprog endnu ikke har tilstrækkeligt Gloseforraad og derfor altid maa udtrykkes ved indirekte Brug af Sproget eller ved Gloser, der i Virkeligheden er Udtryk for Detailler indenfor den materielle Verden, er det givet, at Stilen i en Skildring af aandelige Problemer aldrig nogen Sinde kan staa Maal med Stilen i en Beretning om materielle Ting, ganske uanset hvem Forfatteren saa end er, og hvor genial han saa end maa siges at være, før engang i Fremtiden, naar Sproget bliver saa udviklet, at det yder det samme rigtholdige Gloseforraad til den førstnævnte Form for Beretning, som det nu yder til den sidstnævnte Form. Dette er ogsaa Grunden til, at Kritiken over Filosoffers og Aandsforskeres Værker i mange Tilfælde udtrykker disse som "knudrede", "tung", "vanskelig" og "besværlig". Og hvorfor skulde Livets Bog være en Undtagelse? – Dens Forfatter er jo ligesom alle andre Personer, der skal skildre den aandelige Verden, afhængig af denne Sprogets i det paagældende Felt fremtrædende Glosefattigdom. Og jeg har ligesom enhver anden samvittighedsfuld og ærlig Skildrer af de højeste Problemer naturligvis været nødsaget til at bruge Udtryk eller Gloser, som jeg har ment var de absolut bedst egnede og garanterede den størst mulige Udelukkelse af Misforstaaelser, ganske uafhængigt af, om de var i Harmoni med Stilens Skønhed eller Rytme. Derved opstod der jo ganske naturligt Tilfælde, hvor denne er brudt. Men dette er jo dog af underordnet Betydning, naar Udelukkelse af Misforstaaelse af den dybere Mening i Beretningen derved i højere Grad er garanteret. Naturligvis vil saadanne Brud paa Stilens Rytme og Skønhed støde an mod den overfladiske Læser, der ikke kan se til Bunds i den virkelige Mening i Beretningen, og for hvem denne i Virkeligheden ikke har særlig Interesse. Og det er fra saadanne Væsener, vi møder den ubarmhjertige og kolde Kritik, der ganske blotter dens Ophavs manglende Indsigt i og Forstaaelse af Problemets sande Natur. Men den udviklede eller fremskredne Sandhedssøger er ganske anderledes indstillet. For ham er Stilen, Rytmen, Trykfejl e. l. ganske underordnet. Han er opfyldt af et Hundrede Procents Begær efter at komme til Kærnen bag Stilen og Ordene. Han ser, at kun den er det absolut Væsentlige. Han véd, at Guld er Guld, hvad enten det forekommer i en Pose af Sækkelærred eller i en af Silke. Han hører ikke til Daarerne, der hæfter sig mere ved Sækken, ved Emballagen end ved Indholdet. Og som Følge af denne sin Holdning kommer han netop til Indholdet, til Guldet. Og med den samme Holdning overfor Livets Bog kommer han ogsaa her til Guldet eller det sande Indhold: Livets højeste Analyser. Men i modsat Fald opnaar han intet, ser intet Væsentligt. De Straaler fra en forklaret Tilværelse, der udgaar fra Bogen, formørkes af den sorte Sky af Kritik over nævnte Bog, han selv udstraaler. Og det guddommelige Lys bliver for ham mere eller mindre til Banaliteter, Vrøvl, Fantasier, Fraser, Grammatiske Ufuldkommenheder o. s. v. – Livets Bog er for ham en lukket Bog.

At "aabne" Livets Bog er altsaa ikke gjort ved blot og bar at aabne den rent fysisk, blade den igennem og "læse" den. Den kan desuagtet heraf for en saadan Læser være en absolut lukket Bog. Den kan kun virkeligt aabnes af den, der har naaet et saadant Begær efter aandelig Viden, at han i sin Søgen efter denne ikke lader sig hindre hverken af Stil eller Form. Hans Bevidsthed maa være saa aandeligt fremskreden, at disse nævnte Realiteter er blevet et saa ganske underordnet Spørgsmaal, at han ikke ønsker at spilde Tid med nogen som helst Form for Kritik af disse. Kun den, der er saaledes indstillet, kan gøre sig Haab om i nogen Grad at kunne aabne Livets Bog og komme til den dybere Mening, som er skjult bag den for alle synlige Tekst og Stil. Enhver Sandhedssøger eller Aandsforsker, der ikke har den her skildrede Indstilling, men mere hæfter sig ved Stilen eller den ydre Form, er jo ikke Aandsforsker, men Stilforsker eller Forsker af den ydre Form. For et saadant Væsen kan den til Livets Bog knyttede ydre Form og Stil undertiden være en uovervindelig Hindring, idet al dets Energi udløser sig i Kritik af de i samme Form eventuelt fremtrædende smaa tekniske Fejl og grammatiske Ufuldkommenheder e. l. Først naar den dybere Mening i Livets Bog bliver til Hovedtingen og Stilen og Formen bliver til en Biting for Læseren, da oplever han "Den hellige Aand" gennem nævnte Bog.

Fra et rent overfladisk eller flygtigt Syn, hvor man endnu ikke er klar over den fundamentale Betydning, Livets Bog vil faa for de kommende Generationer, men derimod tror, at denne udgør et almindeligt Dusinværk, der ikke afføder nogen besværlig eller uvant Tænkning, men kun er beregnet paa at behage og underholde, er det givet, at Livets Bog, der mindre er baseret paa at behage og underholde end paa at skabe helt nye Tankeomraader, med sine Gentagelser og besværlige Analyser vil virke kedelig. For Personer, der ikke læser for at studere, men for at underholdes, vil navnlig Gentagelser og Analyser virke irriterende. Og jeg har da ogsaa fra saadanne Personer, der næsten af Vanvare er kommen til at læse i Livets Bog, mærket Kritik over Gentagelserne i nævnte Bog. Jeg vil derfor gerne angaaende disse med det samme have Lov til her at fremkomme med en lille orienterende Bemærkning.

Da Livets Bog udgør et Standardværk for en ny Verdensimpuls eller den aandelige Kraftbølge, der nu gaar hen over Verden, og ud fra hvilken et altomfattende Broderskab for alle levende Væsener eller Kærlighedsrigets Manifestation paa Jorden vil komme til at udløses, har jeg været nødsaget til at omfatte mine i nævnte Værk fremtrædende Beskrivelser af Tilværelsens højeste bærende Realiteter med den størst mulige Samvittighedsfuldhed. Jeg har følt mig nødsaget til at maatte gøre alt for at forebygge Misforstaaelse. Og det er denne min Samvittighedsfuldhed der saaledes har tvunget mig til atter og atter at maatte fremkomme med Gentagelser i mine Beretninger, for gennem hver ny Gentagelse at kunne belyse nye Momenter i de paagældende Emner, saaledes at disse paa alle Maader og fra alle Sider kunde være fundamentalt underbyggede. Thi kun i Tanken om at have gjort alt, hvad der stod i min Magt for at forhindre Misforstaaelse, har jeg kunnet befinde mig i Kontakt med det Forsyn, paa hvis Bud jeg skaber Livets Bog. Og kun i Harmoni eller Samklang hermed, kan jeg permanent være indhyllet i den Kraft og Styrke, der tilsidst vil lade mine Manifestationer uskadt gaa gennem enhver Form for Kritik og Modstand.