Kosmos 1993/10 side 187
ARNOLD J. TOYNBEE OG HANS SYN PÅ HISTORIEN
Fremkomsten af en global civilisation
af Jes Arbov
"Det vil snart være en kendsgerning for alle, at vi er vidne til den gamle verdenskulturs undergang og en ny verdenskulturs fødsel. Vi passerer et overordentligt stort vendepunkt i jordens historie. Vi skuer en milepæl i evighedens umådelige rige." (Martinus: Menneskehedens skæbne, kap. 2).
Har man læst Martinus bøger, vil man være fortrolig med tanken om, at det foreløbige, store mål for den historiske udvikling er oprettelsen af en verdensregering, der vil afskaffe krigene og sikre en retfærdig fordeling af de materielle goder. Denne regerings opgaver vil dog ikke begrænse sig til at sikre en ny, global politisk og økonomisk orden. Den vil også se det som sin opgave at befordre fremkomsten af en helt ny kultur funderet på åndsvidenskabelig indsigt og viden. Inden for den kommende, planetariske civilisation vil videnskaben og kunsten endegyldigt distancere sig fra tidligere tiders religiøse og materialistiske dogmer og en helt ny æra, som tidligere tiders mennesker kun har kunnet drømme om og håbe på, vil tage sin begyndelse.
Enhver, der har mærket og gennemlevet nogle af de voldsomme og drastiske begivenheder, det 20. århundrede har budt en undrende og rådvild menneskehed, vil vide, at omstillingen til en sådan ny, global civilisation er en barsk affære. Kender man til Martinus kosmologi, ved man imidlertid også, at det hele er et spørgsmål om erfaringsdannelse og læreprocesser. De, der er loyale over for nationalistiske idealer og mener, at de enkelte nationer og befolkningsgrupper må tvinge deres interesser igennem med våbenmagt, vil høste krigenes smertelige, men værdifulde og forædlende erfaringer. De derimod, der har gennemskuet det begrænsede og uholdbare i de traditionelle magtstrategiske bestræbelser, og for hvem gensidig respekt og forståelse mellem folkene begynder at fremstå som den eneste efterstræbelsesværdige måde at omgås hinanden på, vil være motiverede for teoretisk vejledning. De vil være interesserede i at komme til klarhed over karakteren af den kosmiske orden mennesket og verden er indføjet i, og de vil være interesserede i at finde ud af, hvad der dybest set er meningen med historien og dermed også hvilket mål, den bevæger sig imod.
Den kommende verdenscivilisations pionerer
For denne sidste kategori af mennesker står og falder selve værdien og kvaliteten af deres tilværelse ofte med, hvorvidt det lykkes dem at finde tilfredsstillende svar på disse spørgsmål. Men ligesom jorden er rigt udstyret med ressourcer til sikring af menneskets materielle fornødenheder, således er der også i rigt mål sørget for mental næring, til dem for hvem de traditionelle tros- og anskuelsesformer ikke længere slår til. At Martinus hører til dem, der allerede nu – men især i fremtiden – vil fremstå som en værdifuld hjælper og kærlig vejleder for millioner af mennesker, vil umiddelbart være klart for de fleste af Kosmos' læsere. Derimod er det måske ikke så kendt, at forestillinger, der ligger nær Martinus tanker om fremkomsten af en kommende planetarisk civilisation, i tiårene omkring dette århundredes midte nød en vis popularitet og havde en række tilhængere og fortalere blandt nogle af tidens fremtrædende intellektuelle.
Blandt de mere kendte kan nævnes fysikeren Albert Einstein, biologen Julian Huxley, palæontologen Pierre Theilhard de Chardin, sociologen Pitirim A. Sorokin, antropologen Lewis Mumford, historikeren Arnold J. Toynbee samt mystikerne og filosofferne Servapalli Radnakrishna og Sri Aurobindo. Skønt uddannede inden for forskellige kulturelle og videnskabelige traditioner var det fælles for disse intellektuelle, at de ved at kombinere faglig ekspertise med intuitiv indsigt var i stand til at overskride den materialistiske tidsånds snævre horisont. Idet de forbandt de intuitive glimt, som de i kraft af deres høje begavelse og veludviklede humane følelse var i stand til at modtage, med den allerede oparbejdede viden inden for deres eget og tilstødende fagområder, blev de i stand til at behandle vitale spørgsmål vedrørende den menneskelige udviklings mening og mål på en vedkommende måde.
Endvidere er det bemærkelsesværdigt, at der – så forskellige de i øvrigt er – findes store overensstemmelser i deres generelle livsholdning og syn på verden midtvejs i det 20. århundrede. De så alle fremkomsten af en ny, global civilisation som det vigtige næste trin i den menneskelige evolution og den foreløbige kulmination på en lang historisk udvikling, der startede med de første civilisationers fremkomst og som fortsatte og tog fart med grundlæggelsen af de højere religioner. De nærede alle ærbødighed over for livet og stod i deres samtid som forsvarere for det enkelte menneskes personlige frihed og integritet. Og de opfordrede alle den enkelte til at forsøge at transcendere sit eget snævre, egoistiske selv og forbinde sig organisk med menneskeheden og med Kosmos som det guddommelige grundlag for alt det skabte. Ligeledes nåede de alle frem til erkendelsen af, at mennesket efterhånden vil få adgang til umådelige kreative ressourcer i takt med, at det bliver i stand til at praktisere betingelsesløs kærlighed.(1)
Utvivlsomt vil kommende generationer se med taknemmelighed på disse og lignende skikkelser, idet man vil betragte dem som pionerer for den civilisation, man til den tid vil opleve det som en vældig stor lykke at leve i. Men på samme tid som sådanne mennesker ved at tænke helt nye, dristige tanker har været med til at bane vejen for fremkomsten af en ny kultur, fungerer de også som åndelige vejledere for mennesker, der takket være deres bøger finder ny mening og retning i deres egne liv. For den, der kender til Martinus litteratur, er det derfor livsbekræftende at opdage, at der allerede findes en hel underskov af bøger skrevet af personer, der via intuitive glimt og frimodige, hypotetiske antagelser ofte kommer frem til grundantagelser, der ligger meget nær og undertiden er helt i overensstemmelse med Martinus egne.
Første Verdenskrig og arbejdet for freden
Den engelske historiker Arnold J. Toynbee (1889-1976) må anses for at være en sådan person. Som hos så mange andre unge europæere gjorde krigen et uudsletteligt indtryk på ham og satte et afgørende præg på hans virke resten af livet. Indtil Første Verdenskrig havde Toynbee delt den victorianske periodes forventning om en umiddelbart forestående lykkelig tid, hvor de vestlige stormagter med det engelske imperium i spidsen ville skabe en fornuftig, stort set fredelig civilisation på jorden til glæde for mennesker kloden over. Men med Første Verdenskrig kom vendepunktet. Hidtil upåagtede destruktive kræfter i mennesket blev nu sluppet løs og Toynbee var som de fleste andre europæere rystet over, at netop de europæiske nationer, som mange optimistisk havde vurderet efterhånden var blevet for civiliserede til at føre krige indbyrdes, nu udkæmpede blodige slag. Man var chokeret over, at disse nationer tillod at sende deres unge, intelligente mænd til slagmarken for at slås mod hinanden som deltagere i kamphandlinger, der i omfang og grusomhed overgik, hvad man hidtil havde haft kendskab til. Under indtryk af krigshandlingernes gru gik det op for flere og flere, at den vestlige civilisation ikke nødvendigvis var undtaget fra den skæbne, der havde ramt så mange andre tidligere civilisationer. Også dens dage var måske talte. Måske ville den ikke lede menneskeheden ind i en lykkelig, ny tidsalder men bryde sammen og blive afløst af en anden, mere lovende civilisation.
Arnold J. Toynbee
En række af Toynbee's skolekammerater omkom i krigen og Toynbee, der selv undgik at gøre tjeneste ved fronten, oplevede det som oprørende og meningsløst, at unge talentfulde mænd mistede livet på denne brutale måde. Som konsekvens af dette følte Toynbee, at han måtte bruge sit liv på arbejdet for at afskaffe krigen, der efter hans opfattelse var "den mest forkastelige af alle menneskelige institutioner".(2)
Fra 1925 til han blev pensioneret i 1955 arbejdede Toynbee inden for en privat organisation: The British Institute of Foreign Affairs. Instituttet var blevet oprettet umiddelbart efter krigen i maj 1919. Gennem afholdelsen af foredrag og med udgivelsen af årlige oversigter over den internationale politiske situation ønskede grundlæggerne og de som arbejdede inden for instituttet at bidrage til at skabe en oplyst offentlig opinion, hvis viden om den internationale politiske situation byggede på velafbalancerede, videnskabeligt underbyggede kendsgerninger snarere end på regeringens og pressens propaganda. Man håbede dermed at kunne forhindre, at fremtidige krige brød ud som et resultat af, at dårligt informerede embedsmænd tog skæbnesvangre beslutninger inden for områder, de kun vidste meget lidt om og uden at offentligheden havde haft reel mulighed for at tage stilling. Toynbee's opgave bestod i at forestå udgivelsen af de årlige oversigter over samtidens internationale politiske forhold.
Et studium af historien
Men det var ikke den eneste måde, hvorpå Toynbee deltog i arbejdet for en mere fredelig verden. Foråret 1919 kom Toynbee ud for en mystisk oplevelse. Mens han gik hen ad Buckingham Palace Road i London, oplevede han pludseligt sig selv som værende dybt forbundet og i korrespondance med hele menneskehedens historie. Ikke med en bestemt periode, men med alt det som havde været, som var, og som skulle komme.(3)
Det var dog først to år senere, Toynbee var i stand til at omsætte noget af det, han intuitivt og hinsides sproglige formuleringer havde oplevet, til praksis i form af intellektuel planlægning. De første ideer til det, der senere skulle blive til hovedværket A Study of History, fik han på en togrejse med Orientekspressen fra Istanbul til London i efteråret 1921. Toynbee fortalte senere om hvordan dispositionen til værket "kom til ham" som en indgivelse fra det ubevidste (eller fra natbevidstheden i Martinus terminologi). Efter en hel dag at have været beskæftiget med betaget at se ud på det smukke landskab toget kørte igennem, idet det fra Bulgarien krydsede grænsen til det sydøstlige Serbien, fandt Toynbee, da han om aftenen gik ind i sin kupe, at han på et stykke notespapir havde nedskrevet en liste med hovedemnerne til det, der senere skulle blive hans hovedværk. Enhver erindring om, at han selv havde skrevet punkterne ned i løbet af dagen, var borte.(4)
Det omfangsrige hovedværk A Study of History I-X udkom en del år senere i perioden fra 1934 til 1954. (5) Med dette værk ønskede Toynbee først og fremmest at undersøge årsagerne til, at de civilisationer, man havde kendskab til, var brudt sammen. Det var især vigtigt, fordi meget inden for samtidens vestlige civilisation tydede på, at den måske også, som andre civilisationer før den, var ved at gå i opløsning. Kunne man nu gennem historievidenskaben påvise, hvorfor de forskellige civilisationer var brudt sammen, kunne man måske også afværge, at noget lignende kom til at overgå den vestlige civilisation. Endvidere ønskede Toynbee, gennem de sammenlignende analyser han foretog mellem de 23 civilisationer, han var i stand til at identificere, at studere alle civilisationer som jævnbyrdige og ligeværdige. På den måde forsøgte han at modvirke den tendens, der havde været inden for historieskrivningen, til at fremhæve den vestlige civilisation på bekostning af de øvrige civilisationer.
Toynbee's undersøgelser fik ham til at konkludere, at det var to menneskeskabte institutioner, der var hovedansvarlige for, at alle kendte, nu forsvundne civilisationer var afgået ved en tidlig, voldeligt betinget død. De to institutioner var krig og klassekamp. Toynbee mente at kunne konstatere, at det var en kombination af intern vold mellem de forskellige sociale klasser inden for det pågældende samfund og af ekstern vold i form af krige med omkringliggende, fremmede samfund, der har været hovedårsagen til, at civilisationerne er brudt sammen.
Det faktum, at alle de nu forsvundne civilisationer på jorden ikke er afgået ved en naturlig død pga. alderdom, men at de er brudt sammen pga. vold i form af krige og klassemodsætninger, fik Toynbee til at sammenligne deres historie med en tragedie. Men selvom historien måtte anses for at være en tragedie for den enkelte civilisation, mente Toynbee ikke, den dermed også var en tragedie for menneskeheden. Tværtimod hævdede han, at der lå en skjult velsignelse i disse kultursammenbrud. For hver gang en civilisation var brudt sammen, havde de mennesker, der levede som medlemmer af den pågældende civilisation, høstet værdifulde erfaringer, som det ikke ville have været muligt for dem at tilegne sig på anden vis. Det var nemlig en selvindlysende sandhed for Toynbee, at menneskene i mange situationer kun er i stand til at lære gennem lidelse. Så hver gang en civilisation var dukket frem og havde været gennem en vækstfase, inden den brød sammen og gik i opløsning for derefter at blive afløst af en ny civilisation, blev der indhøstet erfaringer, der bevirkede, at den nye civilisations udgangspunkt var et andet end forgængerens og at menneskeheden dermed havde bevæget sig yderligere et skridt på vejen mod målet for den historiske udvikling på jorden.
Målet med den historiske udvikling
Toynbee mente at den historiske udvikling, sådan som vi kender til den inden for forholdsvis komplekst opbyggede samfund med skriftsprog, bysamfund, bevidst udformede religioner, teknik og videnskab, dybest set stræber mod et ganske bestemt mål. Nemlig mod oprettelsen af en helt ny art samfund befriet for vold inden for hvilket hele menneskeheden vil kunne leve sammen i harmoni som en enkelt altomfattende familie.
Ifølge Toynbee vil dette mål med tiden blive nået gennem oprettelsen af en verdensstat med tilhørende verdensregering. Kun på den måde, mente han, at freden ville kunne sikres. Idet nemlig alle våben blev overdraget i verdensregeringens varetægt, ville en væsentlig del af krigens grundlag være fjernet. Fik verdensregeringen så yderligere kontrol over jordens materielle ressourcer, ville den kunne garantere en retfærdig fordeling af de nødvendige materielle livsfornødenheder til alle planetens beboere og en stor del af motivationen for at føre krig ville dermed være fjernet. Hvis en sådan regering skulle kunne fungere tilfredsstillende til gavn for hele menneskeheden, var det imidlertid nødvendigt, at jordens befolkning som helhed bakkede op om den. Men før det kunne ske, måtte der finde en bevidsthedsændring sted.
Toynbee så udviklingen i Vesten siden oplysningstiden med naturvidenskabens gennembrud som en epoke, der med opfindelser af ny teknik inden for produktion, transport og kommunikation for første gang i menneskehedens historie gjorde det muligt at forene hele kloden til én, organisk sammenhængende enhed. Det var det positive. De negative momenter i denne udvikling derimod, bestod i, at man i den samme periode havde forladt de idealer, som var blevet forkyndt gennem den kristne kirke og gennem de andre højere religioner. Med det resultat at den moralske udvikling haltede faretruende bagefter den videnskabelige og tekniske formåen. Verdenskrigene og et væld af andre større og mindre detaljer i de moderne samfund viste jo netop, at uden effektiv moralsk styring udartede menneskenes anvendelse af teknikken meget let og blev dæmonisk. Lige så optaget Toynbee derfor var af mulighederne for at etablere en verdensregering, lige så optaget var han af mulighederne for fremkomsten af en ny verdensreligion, der ville kunne føre menneskeheden tilbage til det fundament, der allerede var lagt af de højere religioner.
Trods de mange forskelle mellem de højere religioner indbyrdes, mente Toynbee, at disse, når alt kom til alt, var kulturbestemte og trivielle. Fundamentalt set havde alle de højere religioner den samme målsætning. Deres opgave var at hjælpe mennesket med at komme væk fra den tilstand, hvor det ønskede at tage magten over omgivelserne og bringe dem til at tjene dets selviske begær. I stedet opfordrede de højere religioner indtrængende mennesket til at udvikle de sider af dets væsen, der fandt den største livsopfyldelse i de situationer, hvor det selvopofrende var i stand til at tjene og bringe glæde til omgivelserne. Endvidere var det et fællestræk hos de højere religioner, at de – i modsætning til ældre former for religionsudøvelse, hvor det var medicinmændenes, præsternes og andres opgave at være formidlere mellem Gud og menneske – alle sigtede mod at lade den enkelte træde i direkte forbindelse med Guddommen for selv at opleve og have samkvem med denne.
Fremkomsten af en ny verdensreligion
I løbet af sit forfatterskab opstillede Toynbee flere forskellige modeller for, hvordan han forestillede sig, forholdet mellem de højere religioner ville udvikle sig i fremtiden:
1. Den bedste vil sejre i konkurrencen med de andre og indoptage de værdifuldeste elementer af disse i sig.
2. De vil alle eksistere fredeligt sammen side om side. Det er netop en styrke, at der findes flere religioner med forskellige måder at nærme sig sandheden på.
3. En ny "tro" eventuelt i form af en transformation af en af de kendte religioner vil sprede sig ud over hele kloden og blive en almindelig, fælles religion for alle.
De tre modeller afspejler ændringerne i Toynbee's syn på de højere religioners fremtid. Mens han i begyndelsen af 1940'erne, som var den periode i hans liv, hvor han følte sin tilknytning til kristendommen stærkest, kunne forestille sig at kristendommen, idet den optog de bedste elementer fra hinduismen og buddhismen, ville danne grundlag for en ny verdensomspændende civilisation, blev han i løbet af 1940'ernes sidste år mere og mere overbevist om, at de højere religioners fremtid afhang af deres indbyrdes evne til at eksistere side om side og af deres evne til at anerkende hinanden, som forskellige mulige udtryk for én højere spirituel virkelighed. I 1972 kom han ind på den tanke, at der måske ville komme en helt ny tro, der, skønt den ville bygge på de højere religioners sandheder, alligevel ville være meget anderledes end dem i sin udformning, fordi den i højere grad end disse ville være tilpasset det moderne menneskes mentalitet og behov. "Fremtidens religion", sagde han i en samtale med den japanske religiøse leder Daisaku Ikeda, "behøver ikke nødvendigvis at være en ny religion. Den kunne være en ny version af en af de gamle religioner, men hvis en af de allerede kendte religioner skal genoplives i en form, der svarer til menneskehedens nye behov, er det sandsynligt, at den vil blive næsten ugenkendelig. Det er sandsynligt, fordi livsbetingelserne har ændret sig så radikalt i vor tid."(6)
Mens de højere religioner havde været en værdifuld støtte og vejledning for menneskeheden i dens udvikling, bevirkede deres efterhånden forældede terminologi og dogmatiske læresætninger, at de ikke længere var i stand til at møde og honorere det moderne menneskes behov. Skulle menneskehedens spirituelle krise derfor afvendes og det spirituelle vakuum, der var vokset frem i takt med den tiltagende sekularisering, afhjælpes, var der, mente Toynbee, brug for en ny, tidssvarende form for religion: "Jeg føler behovet for en ny slags religion. Menneskeheden er nu blevet forenet socialt for første gang i historien med den verdensomspændende udbredelse af den moderne civilisation. Spørgsmålet om menneskehedens fremtidige religion opstår, fordi alle de nuværende religioner har vist sig at være utilfredsstillende."(7)
Fremtiden på kort og lidt længere sigt
Kun ved at oprette en verdensregering, der kunne sikre verden mod krige og garantere en retfærdig fordeling af de materielle livsfornødenheder og ved dernæst at følge opfordringen fra de højere religioner om at anlægge et spirituelt, etisk syn på tilværelsen som afløsning for det materialistiske verdensbillede, der var dominerende i Vesten og som vandt indpas overalt på kloden, mente Toynbee, at der var udsigt til en umiddelbart forestående, lysere fremtid for jordens beboere. Men da han imidlertid ikke, som han havde regnet med, oplevede at se oprettelsen af en overnational regerende myndighed i sin egen levetid eller så sikre tegn på, at de højere religioners lære om næstekærlighed vandt udbredelse i større udstrækning, forudså han, at en katastrofe – muligvis i form af en ny stor krig – ville blive resultatet. Han forventede så, at denne katastrofe ville blive den udløsende faktor for en spirituel nyorientering, der da ville finde sted som et resultat af de nye, omfattende lidelser. Men selvom Toynbee således i sine senere år var pessimistisk med hensyn til Vestens og de øvrige eksisterende civilisationers fremtid, var han dog grundlæggende optimistisk i sin tro på, at mennesket og Gud ville sejre sammen til sidst.
Toynbee's fremtidige status
Som det vil være fremgået af denne lille introduktion til Toynbee's historiesyn, forundres man gang på gang over hvor store overensstemmelser, der er mellem hans historieopfattelse og Martinus. Og jo mere fortrolig man bliver med Toynbee's værk, jo mere opdager man, at forudsætningen for hans resultater og konklusioner har været en forholdsvis veludviklet intuitionsevne, som han har haft mod til at stole på og lade få afgørende indflydelse på udformningen af det endelige værk.
I takt med at det bliver mere påtrængende for menneskeheden at finde en mening og plan med den udvikling, det selv er involveret i og som på afgørende punkter er bestemmende for udformningen af dets daglige tilværelse, må det forudses, at videnskaben vil begynde at anse det som en af sine fornemste opgaver at vise, at det daglige livs hændelser ikke beror på tilfældigheder, men på en logisk opbygget, kærlig kosmisk orden. Sættes denne opgave i centrum, må man gå ud fra, at tænkere, der som Toynbee forsøger at placere menneskehedens udvikling inden for rammerne af en overordnet, meningsfuld plan, vil påkalde sig fornyet interesse.
Resulterer den kommende udvikling så yderligere i oprettelsen af en verdensregering og i udbredelsen af en helt ny "tro", der i form af åndsvidenskab eller kosmologi vil være i stand til at forene de sandheder, de højere religioner hviler på, med dem, videnskaben er nået frem til, er der næppe nogen tvivl om, at Toynbee vil blive hædret som en af den kommende verdenscivilisations pionerer.
Litteraturhenvisninger
1. Den amerikanske historiker W. Warren Wagar har i The City of Man. Prophecies of A World Civilization in Twentieth-Century Thought (1963) redegjort for synspunkterne hos disse og andre "profeter" for en kommende verdenskultur. Ovennævnte sammenfattende karakteristik af deres fælles livssyn er hentet fra The City of Man, s. 171-72.
2. Arnold Toynbee: Experiences, Oxford University Press 1969, s. 82.
3. Toynbee har givet en fængslende beskrivelse af denne oplevelse i A Study of History X, s. 139-40.
4. Toynbee skrev om denne oplevelse i forordet til A Study of History VII, s. vii-viii og i sine erindringer Experiences, s. 101.
5. Arnold Toynbee: A Study of History I-X. Oxford University Press 1934-54. Genoptrykt 1979. Af større værker på dansk af Toynbee findes Kulturen for domstolen, Gyldendal 1949, Historiesyn og religiøs tro, Ejnar Munkgaards Forlag 1957 og Menneskehedens historie – hvorfra og hvorhen? Det Danske Forlag 1967. Dertil kommer Historien i nyt lys, Gyldendal 1948, der er en oversættelse af D. C. Somervell's udmærkede sammendrag af A Study of History I-VI i ét bind. I Festskrift til Martinus (Kbh. 1960) har Mogens Møller skrevet en artikel "Krig og fred" om Toynbee's historiesyn i lyset af Martinus kosmologi.
6. Arnold J. Toynbee og Daisaku Ikeda: The Toynbee-Ikeda Dialogue, Man Himself Must Choose. Kodansha 1976, s. 295. Oversættelsen er foretaget af forfatteren.
7. Arnold J. Toynbee og Daisaku Ikeda: The Toynbee-Ikeda Dialogue, s. 295. Oversat af forfatteren.
Tilbage til artikelregister
Forrige