Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1957/17 side 12
 
Til alle interesserede i Martinus arbejde.
Ved kærlige venners hjælp og støtte er det nu lykkedes at få udarbejdet en første oversættelse til engelsk af E. Gerner Larssons: KURSUS I MARTINUS ÅNDSVIDENSKAB (An Introduction to Martinus' Cosmology).
Dette værk skal nu trykkes og udgives, og det er vort håb at få dette arbejde fra hånden så hurtigt, at Gerner Larsson kan få en del af det første oplag med sig til salg i Indien og i det hele taget som en grundlæggende støtte for sit arbejde der.
Vi står imidlertid her over for den vanskelighed, at udgifter til papir, trykning og indbinding kræver et udlæg på imellem 15 og 20.000 kr. for et første oplag af rimelig størrelse.
Dette udlæg kan instituttet i øjeblikket ikke magte af sine egne midler, og vi er derfor kommet på den tanke at søge finansieringen løst ved et forsalg af værket til nedsat pris.
Vi formoder, at mange af Dem har forbindelse med udenlandske venner, som De kunne ønske at sende denne bog, eller som selv måtte ønske at købe denne længe ventede orientering i Martinus arbejde, og det er vort håb, at De samtidig vil hjælpe os med at få den udgivet gennem et kortvarigt udlæg, medens trykningen står på.
Gerner Larssons kursus på engelsk vil udkomme i et samlet bind med alle symbolerne og i det sædvanlige smukke udstyr og er kalkuleret til at måtte koste 60,00 kr. pr. eksemplar.
Ved forudbestilling og forudbetaling inden 1. oktober 1957 tilbyder vi Dem en prisreduktion på 10,00 kr. pr. eksemplar, hvorefter de således bestilte bøger inden udgangen af oktober portofrit vil blive sendt til Deres adresse eller eventuelt til de af Dem ved bestillingen opgivne adresser i udlandet.
Hvis De alligevel har tænkt Dem senere at købe denne bog, beder vi Dem indtrængende om at benytte dette særtilbud, hvorved De samtidig på flere måder giver os en værdifuld håndsrækning i arbejdet med at udbrede kendskabet til Martinus analyser i udlandet. Udfyld venligst vedføjede bestillingsseddel og send os det tilsvarende beløb enten direkte eller pr. giro nr. 29 580 og husk, at hurtig hjælp er dobbelt hjælp!
Hvis De ønsker at købe bogen på sædvanlig måde, når den er udkommet, f. eks. over Deres normale bogkonto, vil vi også meget gerne vide dette af hensyn til planlægningen af oplagets størrelse.
Med kærlig hilsen
MARTINUS ÅNDSVIDENSKABELIGE INSTITUT.