Kontaktbrev 1956/18 side 7
fredag den 29. oktober. Som en fortsættelse af den store venlighed og omhu, man hele tiden her havde vist mig, arrangerede man et par mindre udflugter for mig, så jeg ikke skulle komme til at kede mig på denne min sidste dag i Ananai-Kyos hovedkvarter. På disse udflugter blev jeg ledsaget af kongreslederen og tolken. Om formiddagen sejlede vi ud til et sted på kysten nogle kilometer udenfor Shimizu. Her på den store, brede stillehavsstrand, der mindede om stranden ved Fanø eller en anden nordsøstrand med klitter og flyvesand, var sandet sort eller meget mørkt. Det gav strand og klitter et ejendommeligt udseende. Denne mørke farve skyldtes fortidige vulkanske udbrud fra det nærliggende pragtfulde bjerg Fujijama. Sandet var iblandet pulveriseret lava. Skønt der oppe i klitterne og i de her forekommende plantager rørte sig et ikke ringe folkeliv, var der ingen mennesker nede på selve stranden. Og da dagen var varmere end en dansk sommerdag, og stranden lå i det mest blændende solskin, undrede det mig, at ikke eet eneste menneske var ude at bade. På min forespørgsel om hvorfor man ikke badede, svarede man mig, at man badede da ikke om vinteren.
Det samme særsyn så jeg gøre sig gældende ved den endnu langt varmere strandbred ved det indiske ocean, som jeg senere besøgte. Her var det måske også "vinteren", der holdt menneskene tilbage fra at tumle sig i de varme, blågrønne vover under ækvators brændende sol. –
Hjemturen tilbage til Shimizu foregik pr. bus. Efter at vi havde spist frokost i hovedkvarteret, kørte vi med bus op på en bjærgtop. Vi kørte op igennem theplantager og mandarinlunde, hvilke sidste havde et gulligt skær af de modne frugter. Oppe på bjærgtoppen var der en vidunderlig udsigt over Shimizu, der lå dybt nede i dalen. Som et pragtfuldt bagtæppe for dette uforglemmelige sceneri lå Japans hellige bjærg Fujijama med sin hvide snekalot udbredt for vore øjne. Heroppe på bjærgtoppen rørte der sig også et livligt folkeliv. Her var der salgsboder, hvor man kunne købe prospektkort og souvenirs og mange andre slags vidunderlige småting, som japanerne er så geniale til at fremstille. Takket være den store elskværdighed, som man gjorde sig al umage for at vise mig, blev denne min sidste dag i Ananai-Kyos hovedkvarter således også meget interessant og uforglemmelig.
52.– Min afrejse fra Shimizu.
Næste morgen kom kongreslederen Mr. Asamiya med billetterne til hurtigtoget til Tokyo for tolken og mig. Efter et tidligt morgenmåltid blev vi kørt til banegården. Og her tog jeg afsked med kongreslederen, denne venlige mand, som hele tiden havde haft til opgave at sørge godt for mig. Og overfor ham udtrykte jeg min tak til Ananai-Kyo – bevægelsen for den store gæstfrihed, som man havde ladet mig blive til del og for den venlige interesse, man havde skænket min person og arbejde, trods deres uheld med at skaffe tolk. Efter udvekslingen af et gensidigt kærligt håndtryk med kongreslederen tog tolken og jeg plads i toget, der straks efter satte sig i bevægelse, og inden længe var Shimizu ude af syne, den by der havde givet mig så ejendommelige minder om kærlige mennesker, for hvem fred i verden opfattedes som livets højeste opgave. Men jeg var endnu så fyldt til randen med indtryk af min oplevelse af dette mit uforglemmelige møde med en hel anden folkerace, en hel anden verdensdel, dens klima og for mig fremmede natur, og min oplevelse af at være eneste hvide mand i denne store asiatiske forsamling, at jeg endnu ikke kunne danne mig noget rigtigt overblik over situationen" Men det stod klart for mig, at jeg havde været sammen med ualmindelige kærlige og fredselskende mennesker, og at de havde taget mig inderligt til deres hjerte. Hvordan de opfattede mine analyser og åndelige indsigt, som de jo kun blev vidne til i en tilsløret form, var noget, jeg senere måtte danne mig et skøn over. Selv om jeg på grund af sprogvanskelighederne ikke direkte kunne tale med disse mennesker og derfor på kongressen ikke kunne udtrykke min livsopfattelse så klart, som de andre kongresdeltagere kunne udtrykke deres, så var der dog hinsides de fysiske sprogvanskeligheder et kærlighedens sprog, der viste en altovervindende tolerance, en trang til at ville forstå andres meninger og synspunkter, der var lovende for et eventuelt samarbejde i fremtiden, når mit materiale: mit hovedværk "Livets Bog" og mine andre bøger og kursus er blevet oversat. Jeg følte, at jeg havde fået meget gode venner blandt japanerne, selv om min forbindelse med dem på grund af manglende oversat materiale foreløbig måtte udsættes. Dette i forbindelse med mange andre iagttagelser og oplevelser, som jeg senere kom ud for, gjorde dette mit besøg i Japan overordentlig værdifuldt for mig personligt og ligeledes for min kommende fuldførelse af mit hovedværk.
Imidlertid buldrede hurtigtoget videre fremad igennem tunneler og hen over sletter. På sletterne var der rishøst. Markerne var gule af den modne ris. Overalt så man høstfolk. Nogle var i færd med at betjene små lilleputtærskemaskiner, og andre tærskede risen på en mere primitiv måde. Skønt det var sidst i oktober, var solen her højt på himlen som om sommeren hos os. Der herskede stor varme over terrænerne. De stærkt solbrændte arbejdere var næsten nøgne og gik med vældige stråhatte til værn imod det bagende solskin. Som før nævnt var landskabet skiftevis sletter og bjærge. Set fra luften højt oppe må det japanske område næsten tage sig ud som et kæmpemæssig vaskebrædt eller som et gigantisk zebrastribet tæppe. Bjærgkæderne vil da udgøre de mørke striber, medens sletterne med deres lyse høstmarker vil fremtræde som de lyse felter imellem striberne. Ved foden af bjærgene lå der små landsbyer med deres karakteristiske små, men smukke træhuse, ligesom der op ad bjærgskråningerne også forekom små bebyggelser med smukke villaer. Alt tog sig vidunderligt ud i det strålende solskin. Tillige så man her det ejendommelige syn, at der hang vasketøj til tørring næsten ved alle husene. Det var som om, at alle beboerne her havde haft storvask på samme dag. Men jeg opdagede senere, at det var et dagligt syn og et udtryk for japanernes overordentlige store renlighedssans. Jeg lagde mærke til, at alle var rene og pæne i tøjet. Selv mekanikere og smede og andre mennesker med snavset arbejde havde alle nyvaskede skjorter på, hvis flipper og halslinninger strålede af renhed. Og selv om japanerne ikke badede ved den varme stillehavsstrand, så badede de så meget desto mere i hjemmene. Alle, både unge og gamle, børn og voksne, syntes altid at være nyvasket og iført nyvasket linned. I renlighed syntes japanerne således at være forud for visse andre lande.
Nu begyndte store farverige reklamer med de særegne japanske bogstaver at vise sig langs banelinien. Vi nærmede os Yokohama, der var mit foreløbige mål. Og lidt efter bruste toget ind på Yokohamas store banegård. Men vi besluttede os til at fortsætte med toget til Tokyo, for at jeg der kunne henvende mig til SAS og få aftalt min afrejse til Indien med en maskine, der skulle afgå fra Tokyo den følgende mandag aften. Og ved min henvendelse til flyveselskabets kontor talte jeg med de to danske ledere af selskabets kontor her i Tokyo. De var overordentlig elskværdige og blev, som vi senere skal se, til stor hjælp for mig i de følgende dage. Men foreløbig blev det så bestemt, at jeg skulle afrejse med den før nævnte flyvemaskine den pågældende mandag aften og kunne da være i Madras onsdag middag kl. 13,00. Da min rejse således var ordnet, tog vi en taxi tilbage til Yokohama til det store moderne hotel New Grand. Ved tolkens hjælp fik jeg her bestilt et værelse, ligesom jeg også telefonerede til pastor Jensen, som var glad for at høre fra mig og lovede at komme til hotellet den næste dag. Og efter at tolken og jeg havde fået noget at spise, tog jeg en venlig afsked med ham og takkede ham for hans assistance. Han havde jo venligst ledsaget mig og hjulpet mig til rette, således som han af Ananai-Kyo – bevægelsen var blevet anmodet om, og som også havde betalt honoraret for denne hans hjælp.
53.– Et tilbageblik.
Med min afsked med tolken, denne den sidste repræsentant for Ananai-Kyo, var min mission i denne bevægelse foreløbig til ende. Og jeg kunne rejse tilbage til Europa med et lysende minde om asiatiske menneskers uforglemmelige hjertevarme, kærlige væsen og en altovervindende tolerance overfor andres livsopfattelse. Jeg fik en stærk følelse af, at skønt min tale var hæmmet, havde den dog i forbindelse med mine medbragte, oversatte skrifter affødt en hjertelig kontakt med ledelsen af den japanske bevægelse, så den har fundet anledning til på sympatisk måde at publicere oplysningerne om mig og mit materiale, ligesom den senere har anmodet mig om fortsat deltagelse i dens arbejde. Jeg fik senere invitation til deltagelse i en ny kongres, som skulle foregå pr. korrespondance. Men på grund af vanskeligheden ved at få Livets Bog og mine øvrige bøger oversat, kan dette samarbejde jo ikke blive effektivt, før denne vanskelighed er overvundet. Min sag er endnu ikke så økonomisk stærk, at den ved egen hjælp kan bære den store bekostning, som oversættelsen af dens meget omfattende kosmiske materiale vil medføre. Men en dag vil forsynet også løse dette for min sag så aktuelle problem, ligesom det har løst alle tidligere vanskelige problemer for min sag. På min rejse har jeg set, at man ligeså vel i Asien som i Europa og den øvrige verden venter på livsmysteriets løsning, livets mening, universets eller verdensaltets kosmiske analyser, kontrollable for den udviklede og humaniserede intelligens.
I samme forbindelse kan jeg også nævne, at mine medbragte, oversatte skrifter også virkede stærkt på andre af kongresdeltagerne. Således blev præsidenten for en stor freds- og frihedsbevægelse "Lamplighter" Mr. Elsuterio J. Tropa fra Filippinerne meget interesseret. Fra ham har jeg en stående invitation til et besøg på Filippinerne. Han tilskyndede tolken til at anstrenge sig meget for at gøre min sag forståelig på kongressen. Ligeledes har jeg fået brev fra en ny bevægelse i Japan, der også ønsker et samarbejde med mig. Der er således overordentlig god jordbund for min mission i Asien, hvor et stort samarbejde allerede venter og vil kunne komme i gang, ligeså snart oversættelsesvanskelighederne er overvundne. Min rejse til Østen har her således skabt mulighed for et voksende samarbejde med højt udviklede kærlige mennesker i såningen af den sæd, i hvilken alle jordens slægter skal velsignes. Men problemet er altså: oversættelse, oversættelse og atter oversættelse. Det er broen for min mission og sag ud til den store verden.
54.– Tempelbyen Kamakura og Japans hellige bjærg.
Efter min afsked med tolken fik jeg nu rigelig tid til at slappe lidt af efter de sidste anstrengende dage i kongressen, ligesom jeg også her fik lejlighed til at skrive breve hjem. Denne lejlighed blev endnu større, end jeg havde ventet. Det viste sig nemlig, at den indiske legation i Stockholm havde givet mig visum til Indien på min udrejse til Japan i stedet for på hjemrejsen, som der var ansøgt om. Denne fejl blev først opdaget på SAS' kontor i Tokyo samme eftermiddag, som jeg skulle afrejse med en maskine om aftenen til Indien. Tidsrummet for dette visum var jo forlængst udløbet. Jeg var således nu ganske uden visum til Indien og ville ikke kunne komme ind i dette land uden fremskaffelsen af et nyt visum. Pastor Jensen, som trofast assisterede mig i alle mine vanskelige situationer, tog straks med mig hen i den indiske legation her i Tokyo for at få rettet fejlen. Men her forklarede man, at det nye visum allertidligst kunne blive færdig til den næste dag, men det var meget usikkert. Man kunne ikke love noget. Fra flyveselskabets kontor satte man sig derefter også i forbindelse med legationen og forklarede, at det var meget vigtigt at få dette visum udstedt med det samme, da jeg skulle afrejse fra Japan samme aften, og at den indtrådte fejl beroede på deres legation i Stockholm. Men heller ikke dette hjalp. Grundet herpå kunne jeg ikke afrejse med den maskine, der skulle afgå om aftenen. Jeg måtte vente i fire dage til den næste maskine skulle afgå fra Tokyo til Indien. Men da mit visum til Japan i mellemtiden ville udløbe, måtte jeg også have dette fornyet. Men takket være de to elskværdige danske ledere af SAS' kontor her i Tokyo og ligeledes takket være elskværdig hjælpsomhed fra den danske legation her, blev alt ordnet på bedste måde og så hurtigt, at jeg kunne rejse med den næste maskine og således undgå yderligere at blive forsinket i min afrejse.
I disse ekstra dage, jeg nu måtte tilbringe i Japan, var pastor Jensen mig meget behjælpelig og ofrede al den tid på mig, han kunne undvære. Takket være denne elskelige mand blev disse dage ikke kedelige. Og jeg blev i virkeligheden lykkelig over den forsinkelse i min rejse, jeg her kom ud for. Jeg tilbragte således megen tid sammen med pastor Jensen, ligesom jeg også gentagne gange var gæst i den ældre dansker hr. Petersens hjem, i hvis villa pastor Jensen også boede. Begge disse to venlige landsmænd tog mig med til deres spisested "United Club", hvor maden var meget billigere end på det store hotel "New Grand", hvor jeg boede. Nu da jeg havde fået så mange dage ekstra til min rådighed, var der rig lejlighed til at se noget mere af Japan. Og pastor Jensen og jeg tog et par gange med et japansk S. tog ud til den store seværdighed tempelbyen Kamakura med kæmpebudhaen. Vejret var strålende, hvilket det forøvrigt var hver dag, medens jeg opholdt mig i Japan. Man er jo her på samme breddegrad som Marokko eller Nordafrika. På de ja-
Tilbage til artikelregister
Forrige