Ældre Kosmos og Kontaktbreve

ser til dyrkelsen af deres egen person, og som med hensyn til kosmisk viden ikke har noget at fortælle menneskene udover nye dogmer og påstande, der er ligeså uintellektuelle og inhumane som de gamle religiøse dogmer. De får derfor også kun tilhængere med et tilsvarende ligeså underudviklet intellektuelt og humant talent. Den fremragende humant og intellektuelt udviklede menneskegruppe bøjer sig således ikke for autoriteter eller dogmer. Den fordrer kontrollable åndelige oplysninger eller analyser. Dens væsener er modne for undervisning på det kosmiske område. Og det er netop denne undervisning, der bliver udslaget af verdensgenløsningen her i det tyvende århundrede. Disse mennesker er ikke blot videnskabeligt indstillede overfor oplysninger om den virkelige sandhed, men de er også humant indstillede. Så oplysninger om de guddommelige fakta, der tilsyneladende er intelligensmæssigt urokkelige, vil de ikke kunne acceptere, hvis de ikke samtidig tilfredsstiller deres humane sans. Men det nytter heller ikke, at man overfor disse mennesker kommer med humane opfattelser, der ikke passer til deres intellektualitet. Der er altså ingen anden vej til disse menneskers acceptation af sandheden end dens virkelige åbenbaring i form af intellektualiserede, humanistiske kendsgerninger. Men disse menneskers humane sans og Intuitionsevne er endnu ikke af en sådan standard, at de selv kan finde det virkelige urokkelige logiske grundlag for et intellektuelt kosmisk studium, skønt det i virkeligheden er deres største åndelige hunger. Og vi ser her, hvordan disse menneskers liv ville blive en vandring i ørkenen, hvis ikke naturen eller Guddommen også her sørgede for dem. Og denne naturens eller Guddommens hjælp til disse mennesker er altså det tyvende århundredes udslag af verdensgenløsningsprincippet.

Og hermed er vi kommet Igennem hovedanalysen af menneskehedens psyke i det tyvende århundrede. Og vi har set som kendsgerning opfyldelsen af Jesu forudsigelse, ikke blot om "dommedagen", men også hans forudsigelse af menneskehedens psyke i samme tidsepoke. Vi begyndte med at påvise, at en stor del af menneskeheden endnu er knyttet til religionerne. De er knyttet til disse i kraft af, at deres humane sans i værste tilfælde endnu er så underudviklet, at man føler sig fuldstændig i kontakt med den opfattelse, at Gud straffer og hævner, ja, endog i et sådant format, at han påfører menneskene en kulmination af lidelse i et "evigt helvede", altså en lidelsestilstand, hvorfra der overhovedet ikke findes nogen som helst redning. Selv et lille spædbarn, som ikke er døbt, er hjemfalden til denne sadistiske og over al beskrivelse grusomme tilstand. Når mennesker kan antage sådanne idealer som guddommelige eller som toppunktet af retfærdighed og basere deres liv herpå, er det kun udtryk for, at disse menneskers humane sans endnu er meget, meget underudviklet.

Foruden denne religiøse gruppe mennesker påviste vi en anden gruppe mennesker. Denne gruppes mennesker var rent materialistisk Indstillet. De tror absolut ikke på nogen Guddom eller på nogen højere styrende magt bag det fysiske verdensalt. De betragter krig, straf og henrettelser som selvfølgelige, retfærdige, moralske foreteelser. De er indstillede på, at dette at anvende ikke blot almindelige krigsvåben, men også atom- eller brintbomber, der kan udslette millionbyer med deres mennesker og kulturværdier i løbet af sekunder, er selvfølgelige, acceptable, moralske foreteelser. Hertil kommer også deres myrderi af dyr, dels som forlystelse (lystjagt og lystfiskeri) og dels i kraft af den overtro, at det er en livsbetingelse for menneskene at spise animalsk føde. At mennesker, der kan betragte en sådan sabotage af livet som berettiget livsfundament, også kun har en endnu meget underudviklet human sans, bliver her til urokkelig kendsgerning. Disse her påviste to menneskegrupper: den religiøse og den materialistiske er i virkeligheden med hensyn til deres underudviklede humane sans så nært beslægtet, at de kan udtrykkes som een gruppe. Og vi har her for os den gruppe mennesker, som Kristus udtrykker som "bukkene". Det eneste, der kan udvikle denne gruppes væsener videre og føre dem frem til et højere tilværelsesplan, er udelukkende udviklingen af den humane evne. Og da den kun kan udvikles igennem lidelser, vil denne gruppe således fortsætte i dommedagens krigs- og lidelsesfelt. I kraft af, at dens væsener hylder krig, straf og hævn som et selvfølgeligt moralsk livsfundament, hører de altså hjemme i denne krigens og lidelsernes tilværelsesepoke. Her kan de udfolde deres inhumanistiske væremåde og derved selv komme til at høste de lidelsesfrugter, en sådan væremåde uundgåeligt må afføde. Men derved bringes deres humane evne eller sans jo ind i en stærk udvikling. Og i kraft af denne udvikling vil de således tilsidst blive befriet fra Krigens og hadets eller lidelsens sfære. Vi forstår således her sandheden i Kristi ord om, at denne gruppe endnu måtte fortsætte med at leve i lidelserne. Men det var således ikke en fortabelsens vej, denne gruppe havde i vente. Det var en indirekte vej til lyset.

Ser vi på den føromtalte gruppe, der ikke kan tænke sig at hade eller hævne, ikke kan tænke sig at føre krig, ikke kan tænke sig at hylde straf og henrettelser, ja hellere selv vil lide, end at de vil have, at andre skal lide, væsener, der ikke kan nænne at spise animalsk føde, væsener, der intuitivt føler, at der bag naturen og livet eksisterer en human og intellektuel verdensstyrelse, og at de levende væsener er underkastet den mest hårfine retfærdighed og kærlighed fra denne verdensstyrelses eller forsynets side, er det let at se, at vi her har den gruppe, Kristus udtrykker som "fårene", og som skulle gå frem til lyset. Kristi forudsigelse af menneskehedens psyke i dommedagsepoken er således her gået i opfyldelse. Men han forudsagde også, at det, der skulle adskille "fårene" fra "bukkene" var hans "genkomst i skyerne". Men han har også sagt, at "talsmanden den hellige ånd" skulle blive den magt eller kraft, som skulle indvi menneskene i den viden, som de på hans tid ikke var udviklede nok til at kunne fatte. Jesu "genkomst i skyerne" og "talsmanden den hellige ånd" er således det, der skulle blive det primære i menneskehedens endelige befrielse eller frelse fra dommedagens lidelser og give menneskene en ny verdenskultur, i hvilken retfærdighed bor. Det er altså her, det tyvende århundredes verdensgenløsning kommer til udfoldelse. Denne udfoldelse skulle altså ske ved Jesu "genkomst i skyerne". Men her må man først og fremmest lære at forstå, hvad der dækker sig under begrebet "Kristus". Kristus er ikke et individuelt navn på en særlig person. Begrebet Kristus har eksisteret længe, før Jesus af Nazareth blev født i Bethlehem for 1900 år siden. Begrebet Kristus er en betegnelse for en særlig mental tilstand. Denne mentale tilstand er den virkelige menneskelige mentalitet i renkultur. Det er den væremåde og viden, der er målet for alle menneskers udvikling. Det er det mål, Gud sigtede til, der hvor han siger: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse". Kristus betyder i virkeligheden således "Guds billede", der igen er det samme som Guds bevidsthed og væremåde. Når Jesus af Nazareth fik navnet "Kristus", var det fordi han var beriget med Guds bevidsthed i viden og væremåde. Han var således "eet med Gud". I samme grad, som et væsen er så højt udviklet, at det begynder at være eet med Gud i viden og væremåde, i samme grad er det en "Kristus" eller et "Kristusvæsen". Kristusprincippet er således ikke noget, der udelukkende er forbeholdt Jesus af Nazareth. Alle de mange andre store religionsstiftere og åndelige førere for menneskeheden igennem tiderne, var alle væsener, der netop i større eller mindre grad havde noget af kristusmentaliteten i deres psyke. Og de var således i tilsvarende grad kristusvæsener. Således var Buddha, Muhamed og andre religionsstiftere samt de store indviede faraoner i Ægypten også i større eller mindre grad kristusvæsener, alt efter den grad af kristusmentalitet de var udviklet til at besidde. Når de blev førere for menneskene, var det, fordi kristusmentaliteten i dem var langt højere udviklet end hos almenheden i det folk, de havde fået til mission at skulle åndeligt lede og styre. For Jesus af Nazarets og flere af de mest fremragende af disse væseners vedkommende var det gældende, at de i en tidligere inkarnation havde tilegnet sig denne deres høje, mentale udvikling på højere verdener, i mentale sfærer, som altså ikke var af denne verden. Som ældre brødre i udviklingen kom disse væsener til jordens mennesker som verdensfrelsere, verdensgenløsere eller messiasser. De var allesammen bærere af en større eller mindre grad af kristusmentaliteten og var således som nævnt i tilsvarende grad kristusvæsener.

Når Kristus taler om sin "genkomst", er det ikke en ny inkarnation af Jesus af Nazareth, han taler om. Men det er en ny åbenbaring af kristusmentaliteten til hjælp for menneskehedens videreførelse i udviklingen hen imod dette at blive til "Guds billede". Når han siger, at hans "genkomst" vil blive i "skyerne" med megen magt og herlighed, vil det således ikke sige, at Jesus af Nazareth eller en anden personlighed vil komme i skyerne med megen magt og herlighed, men derimod dette, at kristusmentaliteten, hvilket altså vil sige: Guds bevidsthed, Guds visdom og væremåde ville blive åbenbaret på en helt anden måde end hidtil. Hidtil var denne kristusmentalitet eller Guds visdom og væremåde åbenbaret i kød og blod, åbenbaret i messiasser, ypperstepræster, indviede faraoner eller konger og verdensgenløsere. Nu skulle Guds bevidsthed åbenbares – ikke i kød og blod som en skikkelse, som en person eller som en verdensfrelser, men derimod i "skyerne". Hvad er skyerne? – "Skyerne" vil i denne forbindelse sige naturen, kloden, solene og mælkevejene, såvel i mikrokosmos som i makrokosmos. Guds bevidsthed ville blive åbenbaret som identisk med alt, hvad der overhovedet er tilgængeligt for sansning. At Guds bevidsthed som videnskabelig sandhed for menneskene herved ville være åbenbaringen af megen magt og herlighed, turde her være selvfølgeligt. Dette vil altså igen sige det samme som, at udslaget af verdensgenløsningen i det tyvende århundrede vil ikke blive åbenbaringen af en ny Kristus eller messias, der som hellig person skal lede menneskene igennem deres tro på ham. Udslaget vil derimod blive "Guds billede", kristusmentaliteten eller Guds visdom og væremåde åbenbaret som videnskab. Verdensgenløsningen vil således åbenbare en intellektuel-humanistisk vejledning og undervisning, igennem hvilken de dertil intellektuelt og humant udviklede mennesker kan bringes til ved eget selvsyn at se "Kristus i skyerne", hvilket altså vil sige, at se Gud, hans visdom og væremåde som livets eneste faste punkt og levende ophav. Ligeledes vil denne selvoplevelse af kristusmentaliteten lade vedkommende væsener, ligeledes ved eget selvsyn, se deres egen udødelighed, deres egen væren eet med Gud, deres egen identitet med vejen, sandheden og livet. Det tyvende århundredes verdensgenløsning i form af videnskab vil således sætte de herfor modne væsener i stand til at opleve deres egen fuldkommengørelse til det totale kristusvæsen eller det færdige menneske i Guds billede.

Hvem er så de for denne kosmiske videnskab modne mennesker? – Da vi allerede har analyseret menneskehedens psyke og så, den havde samme analyse som den, Kristus havde forudsagt, nemlig "fårene" og "bukkene", er det let at se, hvilke af disse to gruppers væsener, der vil være modne for den kosmiske videnskab. Vi er allerede klar over, at det absolut ikke kan være den gruppe, der endnu kun har en meget underudviklet human sans eller evne. Det kan således umuligt være den gruppe, Kristus udtrykte som "bukkene". Det er jo den gruppe, der må gå videre i dommedagens udfoldelse af lidelse, igennem hvilke de kan få deres humane sans udviklet eller modnet til indvielsen, til oplevelsen af "Kristi genkomst i skyerne", eller Guds bevidsthed og tilsynekomst i alt, hvad der hører ind under bevægelse, skabelse og livsoplevelse. I den gruppe mennesker, som Kristus udtrykte som "fårene", ser vi derimod den modenhed i intellektualitet og humanitet, der er ved at blive på bølgelængde med den kosmiske videnskab. Disse væsener har alle den humane evne, der i dem afføder ligefrem en altoverskyggende hunger efter kosmisk viden og sætter dem i stand til at forstå denne viden, alt efter som de netop er udviklet i human og intellektuel retning. Det er mangelen på human udvikling, der lader den moderne videnskabsmand blive materialistisk og udelukker ham fra virkelig kosmisk forskning. Han er nødsaget til at høre til "bukkenes gruppe", sålænge han er humant underudviklet, ligegyldigt hvilken kapacitet og doktorgrad han så end måtte besidde på det materielle område. Igennem den gruppe, Kristus har udtrykt som "fårene", vil det tyvende århundredes verdensgenløsning i form af kosmisk videnskab bringes til at befordre menneskehedens frigørelse fra krigens, vredens og hadets altødelæggende dødssfære og gøre Guds billede, juleevangeliets fred på jorden og menneskenes oplevelse af sig selv som værende eet med Gud til vågen dagsbevidst kendsgerning, alt eftersom deres forstand når frem til uafbrudt at lyse og varme og deres hånd at kærtegne.