Kontaktbrev 1956/8 side 5
turfundament er deres kultur blevet et ragnarok, en kulmination i livssabotage. Her kan ingen som helst verdensgenioser, ligegyldigt hvor hellig og guddommelig denne så end måtte være, ændre menneskehedens nuværende åndsindstilling. Menneskenes udviklede psykiske struktur er nået frem til et stadium, hvor den udelukkende kun kan ændres ved livets eller naturens egen direkte bearbejdelse eller påvirkning af den. Den guddommelige skabelsesproces, hvis resultater i sine slutfacitter altid udelukkende er til glæde og velsignelse for levende væsener, vil også ufejlbarligt føre ethvert endnu ufærdigt menneske frem til i sit slutfacit at udgøre "mennesket i Guds billede". Dette vil igen sige, til et væsen, der er hundrede procent til glæde og velsignelse for alt levende. Og det sker lige for øjnene af menneskene i dag, selv om de slet ikke ser det, og ganske ligegyldigt hvad menneskene så end selv mener om tilværelsen og livet.
Vi har allerede før nævnt, at lidelser afføder i mennesket den humane evne. Og da lidelserne nu er forøgede og foregår i et kolossalt tempo, vil dette altså betyde, at den humane evne er under udvikling i et tilsvarende tempo. I alle mennesker vokser den humane evne, hvilket altså vil sige evnen til ikke at kunne gøre andre væsener fortræd. Men de er ikke alle lige langt fremme i udviklingen af den. Og selv om denne guddommelige evne på visse felter indenfor menneskeheden begynder at gøre sig gældende, forstår man, at der endnu må komme mange lidelser, inden nævnte evne er færdigudviklet. Sålænge menneskene endnu kan nænne at myrde, lemlæste og ødelægge, kan nænne at straffe og henrette, kan nænne at hade og hævne, kan nænne at slagte og æde dyr, kan nænne at røve, lyve og bedrage, kan nænne at albue sig frem på andres bekostning o.s.v., findes der ikke noget som helst andet middel til ændring af denne menneskenes endnu overdimensionerede dyriske bevidsthed eller sataniske mentalitet, end virkningerne af denne deres væremåde. Disse virkninger vil uundgåeligt igen betyde tilsvarende lidelse for deres ophav. Da lidelserne er det absolut eneste, der udvikler den humane evne i mennesket, og mennesket uden denne evne aldrig ville blive i stand til at forstå hverken Gud, verden eller sig selv, bliver lidelserne således ikke en "straf" for "synder", men en fundamental årsags- og virkningsproces, uden hvilken "mennesket i Guds billede" umuligt kunne blive til. Man forstår således her de evige ord, ved hvilke bibelen udtrykker Guds egen opfattelse af sin almægtige skabelsesproces: "Alt er såre godt".
42. – Det tyvende århundredes verdensgenløsning.
"Dommedag", "ragnarok" eller "helvede" udgør det stadium i menneskehedens udvikling, der i bibelen er symboliseret i lignelsen om "Den fortabte søn"s nedværdigelse til at "æde sammen med svinene". At "æde sammen med svinene" vil her sige det samme som at leve på samme måde eller under samme livsfundament som dyrene. Lignelsen udtrykker altså, at "den fortabte søn" i sig selv ikke var et svin, thi i så fald ville det jo have været ganske naturligt, at han netop åd sammen med dem. Men han var noget andet. Han var allerede et begyndende menneske. Dette begyndende menneske, der i virkeligheden ikke mere levede under livsbetingelsen at dræbe for at leve, kunne endnu ikke forme sit liv således, at det kunne nyde denne sin ophøjede tilstand. Det levede i illusionen om, at det netop måtte dræbe for at leve. Og denne tilstand måtte derfor nødvendigvis blive den mørkeste, den mest lidelsesfulde, den mest dødbringende, et væsen kunne komme til at skabe og opleve i menneskelig organisme og med begyndende menneskelige evner. Når denne menneskehedens mørketilstand med matematisk nøjagtighed kunne forudsiges som en kommende "dommedag", bliver det altså en kendsgerning, at man fra højere tilværelsesplaner, end netop det fysiske, har vidst besked. Men lignelsen forudsiger også, at her vendte "Den fortabte søn" atter blikket mod sin evige fader og sit himmelske hjemsted. Og det er netop lige akkurat det, der sker med menneskeheden efter de store lidelser, den allerede er kommet ud for og stadig vil komme ud for, sålænge den bygger den menneskelige tilværelse på det dyriske livsprincip og ikke på det virkelig menneskelige, nemlig dette: "Du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv, det er al lovens fylde". Men selv om den i stor udstrækning føler sig tvunget til at leve på det dræbende princip, så vokser der i dens indre en ny evne, der fuldstændig modarbejder overtrædelsen af det femte bud. Denne voksende nye evne i mennesket giver sig til kende derved, at mennesket bliver mere og mere led ved at dræbe og lemlæste. Den bevirker, at det efterhånden mindre og mindre kan nænne at dræbe. Ja, den bliver efterhånden så fremtrædende, at den til sidst bringer mennesket i en tilstand, i hvilken det hellere selv vil lide, end at det vil, at andre skal lide. Det vender gerne den højre side til, når det bliver slået på den venstre. Det kommer mere og mere til at ligne Kristus der, hvor han på korset, midt i sine sværeste lidelser, med stor uindskrænket kærlighed kunne tænke på sine bødler og af hele sit hjerte ønske, at de ikke skulle straffes. Hertil kommer så den store intellektuelle kraft, med hvilken han kunne tage dem i forsvar ved at udtrykke: "thi de vide ikke, hvad de gøre". Denne nye humane evne, vi således ser her komme til syne i fuld blomstring i Kristi mentalitet på korset, vil efterhånden, som den af lidelserne vokser frem i mennesket, føre det ud af alle det dræbende princips metoder, ud af princippet "øje for øje og tand for tand", ud af hadets, krigens og vredens sfære.
Denne evne til ikke at kunne nænne at gøre andre levende væsener fortræd, kan ikke som intelligensen bibringes menneskene ved undervisning. Den opstår udelukkende kun i kraft af de lidelser, væsenet gennemgår. Og efterhånden som den opstår eller udvikler sig i væsenet, kan den intellektualiseres ved undervisning. Og det er denne evnes udvikling i forbindelse med den intellektuelle begavelse, der begynder at lade "Guds billede" komme til syne i menneskets psyke og væremåde. Og det er dette menneske, med det således begyndende "Guds billede" i psyke og væremåde, der bliver den modtagelige jordbund for det nye udslag af verdensgenløsningen her i det tyvende århundrede. Og til disse væseners psyke vil nævnte udslag udelukkende blive tilpasset og udformet. Alle øvrige mennesker i verden er enten ved urokkelig tro knyttet til særlige religiøse autoriteter og dogmer og kan derfor kun betragte alle andre herfra afvigende religiøse autoriteter og dogmer som "hedninger" og "hedenskab" eller som gudsfjendtlige foreteelser, der vil føre menneskene i fordærv eller endog i "evig fortabelse", eller også er de i større eller mindre grad kolde materialister, der totalt er uden evne til at tro på noget som helst psykisk, grundet på deres overdimensionerede intelligens i forhold til deres humanistiske talent, som altså endnu er meget underudviklet. For de førstnævnte væseners vedkommende gælder det, at deres humane evne endnu ikke er længere fremskreden, end at de inder det i sin orden at velsigne både våben og krig, og at småbørn, der dør uden at være døbte, er hjemfalden til evig fortabelse i helvede, rent bortset fra den store, store flok mennesker, som de også regner med som selvfølgeligt, havner der. Hvordan skal disse mennesker med en så lille eller endnu underudviklet humanistisk sans, at de kan føle sådanne sadistiske dogmer og påstande som toppunktet af en guddommelig retfærdighed, kunne forstå eller fatte det tyvende århundredes videnskabeliggørelse af den sande kristusmentalitet eller selve kærlighedens evangelium? – Nej! denne gruppe af mennesker må endnu et stykke tid blive i den mentale sfære, hvor den er, for her at få udviklet sin humane evne.
Den anden gruppe mennesker, altså den, der slet ikke kan tro på noget som helst psykisk, og hvis livsopfattelse derfor bliver ren materialistisk og befordrer opfattelsen af had, hævn og krig som retfærdige kulturfaktorer, afslører således hermed, at de også har en altfor lille eller underudviklet human sans til at forstå kærlighedens væremåde som kulturfundament. De ikke blot kan nænne at føre krig, kan nænne at hade og hævne, kan nænne åbenlyst eller camoufleret at leve højt på sine medmenneskers bekostning, men betragter ligefrem en sådan væremåde som naturlig og selvfølgelig. For begge disse to kategoriers vedkommende gælder det, at denne deres her udtrykte livsindstilling og væremåde absolut ikke skyldes mangel på intelligens. Vi finder højt uddannede videnskabsmænd, professorer, doktorer, ingeniører og mange andre akademiske kapaciteter indenfor begge de to nævnte kategorier. Når de ikke desto mindre tilhører de nævnte to folkegrupper, skyldes det således udelukkende deres endnu meget mangelfulde eller underudviklede humane sans eller evne. Den bliver, som før berørt, ikke til ved undervisning således som deres høje akademiske begavelse. Den bliver udelukkende kun til eller affødt som den sidste eftervirkning af de lidelser, de allerede har gået igennem i tidligere liv, og de lidelser de eventuelt befinder sig i i deres nuværende liv eller vil komme til at gennemgå i kommende liv. Den grad af humanitet, et væsen for tiden udviser, er således affødt af lidelserne fra dets fortidige liv. Har det i disse liv lidt meget, vil det således i sit nuværende liv have en tilsvarende højt udviklet human evne.
Med hensyn til de to foran berørte folkegrupper, den religiøse og den materialistiske, blev vi klar over, at det for dem begge gjaldt, at deres humane sans endnu var meget underudviklet. Derfor kunne den religiøse gruppe betragte en vred Gud, der straffer menneskene med et evigt helvede, som toppunktet af retfærdighed, ligesom den materialistiske gruppe kun kan betragte krig, vrede og henrettelser som selvfølgelige kulturfaktorer. Kristi væremåde kan af dem kun føles som den rene tåbelighed. Det er let at se, at disse to folkegrupper er ganske immun overfor en hvilken som helst religiøs eller human påvirkning, der ligger højere end deres egen humane sans. De vil derfor leve videre i deres særlige tro eller livsopfattelse. Da denne for begge gruppers vedkommende er underudviklet i humanitet, vil vægenerne her således stadig befordre inhumane situationer i deres væremåde overfor omgivelserne i de felter, hvor deres humane sans er betydningsløs. Men befordringen af inhumane manifestationer vil uundgåeligt, slutteligt føre de heraf opståede lidelser ind i deres ophavs egen skæbne. Men lidelserne vil igen afføde udviklingen af den humane evne i de pågældende væsener. Og alt eftersom denne evne bliver udviklet, vil den forhindrevæsenerne i at udløse inhumane handlinger eller lidelser overfor deres omgivelser. Vi ser således her, hvorledes Gud igennem lidelserne efterhånden omformer det brutale, dyriske menneske til mere og mere at fremtræde i hans eget billede. Det er rigtigt, at disse to store folkegruppers videre udvikling i humanitet ganske vist er lidelsernes vej, men det er absolut ikke nogen fortabelsens vej. Intet som helst væsen kan således undgå at blive omdannet til "Guds billede".
Denne omdannelse eller skabelse af det humane talent bliver altså til, udelukkende i kraft af de lidelser mennesket gennemgår. Og jo flere lidelser mennesket gennemgår på kort tid, desto tilsvarende hurtigere udvikles dets humane evne. Denne evnes udvikling i forbindelse med den intellektuelle begavelse begynder altså at lade "Guds billede" komme til syne i menneskets psyke og væremåde. Og det er dette menneske med det begyndende "Guds billede" i psyke og væremåde, der bliver den modtagelige jordbund for det nye udslag af verdensgenløsningsprincippet her i det tyvende århundrede. Og til disse væseners psyke vil det blive tilpasset og udformet. Af disse mennesker findes der allerede en meget stor gruppe, men fordelt over hele jorden. Disse mennesker kendetegner sig ved deres fremragende humane talent, der er kombineret med deres ligeledes fremragende intellektualitet. Deres interesse drejer sig om alt, hvad der går i retning af afskaffelse af krig og ufred. De søger at skabe hjælp og forsorg for ubemidlede, ulykkelige mennesker. De kan ikke nænne at påføre andre væsener lidelse. De kan ikke nænne at spise animalsk føde. De sympatiserer naturligvis heller ikke med dødsdomme og henrettelser og kan ikke nænne at straffe eller føle fjendskab imod nogen. De har meget let ved at tilgive. Og de er i stor udstrækning til glæde og velsignelse for deres omgivelser eller alt levende. Ifølge deres egen høje intellektuelle og humane udvikling kan de selvfølgelig ikke akceptere den religiøse gruppes vrede Gud, der straffer menneskene med en evig grufuld pine i et evigt helvede. Ligeledes kan de heller ikke akceptere den materialistiske gruppes indstilling til krig og våben eller andre inhumane foreteelser som kulturfundament. Vi har således her for os en gruppe mennesker, der er meget langt fremme med hensyn til at gå i Kristi fodspor. I dem bor der således en begyndende helt ny verdenskultur, en verdenskultur som endnu ikke er af denne verden, men som i kraft af det tyvende århundredes udslag af verdensgenløsningsprincippet nu efterhånden vil blive af denne verden i form af humanistisk videnskab og den heraf følgende menneskelige væremåde.
Som følge af disse væseners fremragende udviklet, humane talent i tanke og væremåde affødes en begyndende udvikling af deres intuitionsevne. Igennem denne evne i forbindelse med deres intellektuelle og humane begavelse begynder de at føle, at der må være en human og retfærdig mening med livet. Det begynder at fornemme, at der må være en intellektuel og human verdensstyrelse bag naturen, bag de levende væsener, bag kloderne og mælkevejene o.s.v. Men de er altfor intellektuelle og humane til at akceptere uintellektuelle og inhumane dogmer og påstande på disse områder. De kan heller ikke akceptere de mange selvbestaltede "messiasser" og "verdensfrelsere", der i dag dukker op alle vegne, og som efterhånden afslører sig selv som falske profeter, idet det primære i deres påstande i virkeligheden kun er beregnede, tilslørede eller åbenlyse tilskyndel-
Tilbage til artikelregister
Forrige