Ældre Kosmos og Kontaktbreve

uundgåeligt blev en dødbringende væremåde. Ligeså guddommelig og til glæde og velsignelse, intelligens og materiel magt kan være for menneskene, ligeså skrækkelig dødbringende og lemlæstende eller livsødelæggende kan den være, hvis der ikke i dens ophavns psyke eksisterer en faktor, der kan forhindre begavelsen i at blive til dette ødelæggende fordærv ved at lede den i kontakt med livets psykiske love. Udviklingen af denne faktor i menneskets psyke har ikke kunnet stå mål med udviklingen af den intellektuelle, materialistiske begavelse i samme væsens psyke. Derfor blev denne begavelse, som i de førnævnte mange felter blev til strålende velsignelse for menneskene, samtidig i andre felter til den mest dødbringende og livsødelæggende sabotage af menneskelig tilværelse og kulturskabelse. Menneskene blev til "mørkevæsener", der befordrede et myrderi og en lemlæstelsesproces på mennesker af et omfang som aldrig nogen sinde før i menneskehedens historie. Den kan udslette millionbyer med deres befolkninger og kulturværdier i løbet af sekunder og har allerede gjort enkelte tilløb til en sådan kulminerende sabotage af menneskelivet. Det er ikke så mærkeligt, at den nuværende tidsperiode er forudsagt som "dommedag" eller "ragnarok".

Menneskene har altså fået en fysisk viden og kunnen, der er stor nok til, at de kunne gøre jorden til et paradis for alle mennesker, men de har derimod i kraft af denne fysiske begavelse skabt det modsatte. De har gjort samfundslivet mellem menneskene til en permanent krigsskueplads, indenfor hvilken en virkelig "fred" endnu aldrig er kommet til total udløsning. I den retning har der endnu aldrig eksisteret andet end en væbnet våbenstilstand. Alle folk, nationer og stater er omgivet af en ring af dødbringende våben, ved hvilke de kan mangfoldiggøre overtrædelsen af "det femte bud" tusinder af gange hurtigere og mere effektivt end nogen sinde før. Disse våben eller dette krigsberedskab er i dag folkenes kultur- og livsfundament. Det er altså i virkeligheden det samme livsfundament som dyrenes: Den stærkeres ret. Hos dyrene er det en livsbetingelse at måtte dræbe for at leve. Derfor er disse væsener udstyret med indbyggede angrebs- og forsvarsvåben i deres organisme. Disse våben er af naturen selv lige akkurat tilpasset med den kapacitet, som det er nødvendigt for dyrene. Hos menneskene er disse indbyggede våben: store hugtænder, klør og forstærket muskulatur, efterhånden som den menneskelige natur udviklede sig, degenereret og eksisterer ikke mere. Men i kraft af den menneskelige, fysiske begavelse blev menneskene istand til at udstyre sig med kunstige angrebs- og forsvarsvåben. Disse udviklede sig til en så genial højde, at deres kapacitet i forhold til de stærkeste og farligste dyrs drabskapacitet er som et jordskælv i forhold til en svag sommerbrise. Denne tilstand røber, at menneskene ikke er dyr i almindelig forstand, selv om de har baseret deres liv på samme dræbende princip. De er midlertidigt blevet til en slags "mammut-dyr", en slags gigantvæsener, en slags genier i at befordre sabotage på selve livet og tilværelsen, skønt det slet ikke for disse væsener, således som hos dyrene, er en livsbetingelse, at de må dræbe for at leve. De adskiller sig fra dyrene derved, at deres overdimensionerede angrebs- og forsvarskunnen beror på en psykisk side i deres mentalitet, som dyret ikke har. De udgør til en vis grad i forhold til dyrene, i kraft af deres store fysiske viden og kunnen en slags begyndende overfysiske magtvæsener. Men da det dræbende princip, der for mennesket er en overtrædelse af livsloven eller "det femte bud", stadig er deres livsfundament, er de således ikke blevet til "mennesker " i absolut forstand. De repræsenterer derimod en bevidsthedsudfoldelse, bibelen symboliserer under begrebet "djævelen". Dette begreb udtrykker, kosmisk set, ikke en person, ikke noget individ. Det er udtrykket for en væremåde, der befordrer kulminationen af al lidelse, al vrede og forfølgelse, al krig, nationerne – såvelsom mand og mand imellem. Det er en væremåde, der udgør den fuldstændige totale modsætning til den fuldkomne væremåde, der er udtrykt som "Guds billede", og som er målet for, ikke blot menneskets, men for alle levende væseners udvikling.

Dette højt intelligensbetonet, men totalt fysisk, materielt og gudløst indstillede væsen udgør højdepunktet eller kulminationen i al begavelse i retning af at kunne basere sit liv på andre væseners bekostning, på andre væseners undertrykkelse, død og undergang. I intet som helst højere eller lavere væsen findes der magen til evne til at basere sit liv på sabotage af andre væseners liv. Grundet på dets geniale evne til at skabe morderiske angrebs- og forsvarsvåben, der er millioner af gange mere effektive end de våben, der ellers er normale for dyrene, samtidig med at disse våben slet ikke mere er en livsbetingelse, – finder vi her det eneste retmæssige udslag af det, vi kalder "satanisk" eller "djævelsk" bevidsthed eller mentalitet. Og vi har her for os den totale modsætning til "Guds billede". Denne modsætning til "Guds billede" kan kun være at udtrykke som "djævelens billede". Nævnte billede er således ikke billedet af et væsen eller en person, men billedet af en væremåde. Denne væremåde er kulminationen af livssabotage eller mangfoldiggørelsen af overtrædelsen af det femte bud: "du skal ikke dræbe". Denne væremåde kan ikke kaldes "dyrisk", idet dyrene kun dræber i kraft af deres naturlige, livsbetingende kropslige angrebs- og forsvarskunnen. Men den kan heller ikke kaldes "menneskelig", da sand menneskelig væremåde ikke fordrer dødbringende og lemlæstende angrebs- og forsvarsvåben. Mennesket er et væsen, der i virkeligheden slet ikke behøver angrebs- eller forsvarsvåben. Vi har altså for os i det tyvende århundredes intellektuelle, men ufærdige menneske et væsen, der i virkeligheden hverken er "dyr" eller "menneske". Det er et gigantvæsen i morderisk kunnen. Og det har baseret sit liv på denne kunnen, skønt den slet ikke er en livsbetingelse, ligesom det også igennem årtusinder er blevet belært om, at "den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", og at livslovens opfyldelse er dette: at elske sin næste som sig selv. Dette i drabs- og krigskapacitet fremtrædende mammutvæsen vil her kun være at udtrykke som "mennesket i djævelens eller mørkets billede".

Disse store vise kendte således udviklingens gang og vidste, at menneskenes religiøse instinkt, som befordrede deres religiøse tro og tilknytning til autoriteter, ville degenerere og blive afløst af intelligensevnen. Denne nye evne ville sætte menneskene i stand til at tilegne sig viden ved egen selvoplevelse. Med den kunne de analysere den fysiske materie. De kunne veje og måle så at sige alle fysiske foreteelser og dermed bibringe sig selv den foreløbige sandhed om materien. I kraft heraf blev de kun interesseret i konkrete oplevelser eller kendsgerninger. Abstrakte påstande og hermed de religiøse dogmer, som deres intelligens ikke kunne klare, tabte de fuldstændig interessen for. Den religiøse ledelse, som de tidligere igennem autoritetstro var behersket af, gik hermed tabt. Og menneskene regnede kun med fysiske materier og foreteelser. Det, der lå herudover, troede de ikke mere på. De psykiske foreteelser ved livet, og som de ikke kunne måle og veje, regnede de med kun var indbildning eller overtro. At tro på en Guddom eller et forsyn mente man var noget, intellektuelle mennesker ikke kunne være bekendt. Men opfindelser og dygtiggørelser i materialistisk viden og kunnen blev primære kulturfaktorer. Og menneskene blev herre over millioner af naturens hestekræfter og kunne lade dem arbejde for sig. Livsoplevelsen kom ind i et kolossalt tempo. Rejser, der før tog måneder at tilbagelægge, kunne nu tilbagelægges på få timer. Og således var det faktisk med alle erfaringsoplevelser. Menneskene kan nu i eet liv opleve ligeså mange erfaringer, som de tidligere måtte bruge mange liv til. Og hastigheden i oplevelser blev stadig forøget. Man overvandt lydens hastighed i passagen af afstande. Og man begynder nu at forestille sig selve verdensrummet og fremmede kloder som operationsbasis, hvilke mål dog ligger uden for udviklingens eller verdensplanens bestemmelse. Menneskene vil kun ad psykisk vej kunne besøge andre kloder og verdener. Men det er de erfaringer og skuffelser, de nu vil komme til at opleve. De er ved grænsen af, hvad der er livets mening med væsenernes fysiske, tekniske og kemiske viden og kunnen. Men da menneskene, som vi før har nævnt, med hensyn til forholdet til deres næste endnu baserer dette på den stærkeres ret eller dyrets princip og derfor må skabe mere og mere effektive forsvars- og angrebsvåben, blev tilværelsen et kapløb imellem folk og stater i netop dette at nå frem til at kunne præstere den største kapacitet i at lemlæste, myrde og dræbe. Og dermed måtte det blive selvfølgeligt, at de folk eller stater, der var nået frem til at besidde denne største kapacitet i morderisk kunnen, måtte blive herre over de øvrige folk, som de derved undertrykte, og hvis goder og livsværdier de igennem åbenlyst eller camoufleret røveri tilegnede sig. Men undertrykkelse afføder i de undertrykte væsener tendensen til modstand og frigørelse. Og da erfaringerne nu overalt forløb i forceret tempo, måtte tilværelsen i tilsvarende grad blive en koncentration af krig og magt- eller styrkeprøver. Og det var ikke blot imellem stater, men det var i ligeså høj grad også mand og mand imellem, at denne styrkeprøve eller krig fandt sted. Den forudsagte "alles krig imod alle" blev således her til kendsgerning og ligeledes de andre forudsigelser om "de sidste tider" og "djævelens rasen" o.s.v. – Og fred har der endnu aldrig været i verden. Det menneskene kalder "fred" er, som tidligere nævnt, kun midlertidige, væbnede våbenstilstande. Og der, hvor menneskene ikke ligefrem er i åbenlys krig med hverandre, der er de i penge-, handels- og konkurrencekrig. Penge er blevet et middel, ved hvilket den kloge kan ruinere og ødelægge den mindre kloge. Penge har bragt tusinder af mennesker til tiggerstaven, ligesom de har fængslet mange mennesker i milliardværdier, vældige besiddelser af de menneskelige livsværdier, som disse i rigdom fængslede besiddere monopoliserer og kun frigør for menneskene imod den allerhøjeste pris, de er istand til at betale for dem. Og således er adgangen til alle livsfornødenheder spærret i monopoler, af hvilke de kun kan frigøres imod den højst mulige betaling for den mindst mulige afståelse. Igennem dette såkaldte "forretningsprincip" kan man altså tilegne sig penge eller værdier, som man i virkeligheden ikke yder noget som helst til gengæld for. I den såkaldte "fortjeneste" eller "avance" vil der således meget ofte være en vis procent af beløbet, der ligger over det beløb, varen kunne være solgt for uden i mindste måde at give tab for sælgeren. Dette beløb yder køberen altså til sælgeren uden at få noget som helst til gengæld herfor. Det er dette, der har gjort forretningsprincippet til en falsk kulturfaktor og det daglige liv til en dyrkelse eller tilbedelse af guldet eller de døde materier i stedet for det levende liv. At denne kulturtilstand måtte bære ragnarok eller helvede i sit kølvand, er selvfølgeligt.

Hvordan skal menneskeheden nu komme ud af dette dødbringende ragnarok, dette livets eneste helvede? – Her vil hverken dåbshandlinger, ceremonier eller sakramenter hjælpe. Menneskeheden er vokset fra at tro på disse religiøse foreteelser, ligesom den er vokset fra at tro på autoriteter, mesiasser eller verdensgenløsere. Den tror kun på penge, magt og våben. Og med denne tro som kul-