Kontaktbrev 1956/6 side 5
gavelse. Og det er denne indre, organiske mentalitetsændring, der nu er i færd med at adskille Guds store skabelse af menneskene i sit billede i to særlige udviklingsepoker. Den første af disse epoker, altså den, der nu er døende, er en slags menneskehedens barndomsepoke. I denne var menneskene endnu uintellektuelle og primitive, var uvidende og famlende med hensyn til livsmysteriets løsning. Ligesom børn ikke kan klare sig ved hjælp af deres egen mentalitet og derfor ma føres og hjælpes i kraft af de voksnes autoritet, således kunne menneskene i den nu døende verdensepoke heller ikke klare sig ved egen mentalitet, men matte føres i kraft af, kosmisk set, "voksne mennesker"s autoritet. Disse "voksne mennesker" var indviede konger, profeter og verdensgenløsere eller de store religionsstiftere. Det var mennesker, der i udvikling var langt forud for de mennesker, for hvem de havde fået til mission at være førere.
Den ny verdensepokes mennesker har i kraft af deres mentale ændring, deres udvikling af intellektualitet og humanitet og en begyndende intuition forlængst begyndt at afskaffe deres åndelige førelse ved autoritet. De lader sig ikke mere føre ved konger, profeter eller verdensgenløsere. I kraft af deres mentalitets særlige struktur som en kombination af intellektualitets- og humanismebegavelse og begyndende intuitionsevne er de blevet, kosmisk set, så voksne, at de ikke mere kan føres ved nogen autoritet. Deres åndelige hunger kan ikke mættes med andres oplevelser, ligegyldigt hvor stor en position og autoritet disse andre så end måtte sidde inde med. Det eneste, der kan tilfredsstille deres åndelige hunger, er deres egen oplevelse af livsmysteriets løsning som absolut videnskab eller kendsgerninger. Her nytter det ikke, at der kommer en ny Messias eller verdensgenløser. Man bøjer sig ikke for personer, men kun for den absolutte sandhed i form af konkret intellektuel analyse, kontrollabel for den i menneskene nu begyndende intellektuel-humanistiske og intuitive ny sansekombination i kraft af hvilken, de nu skal gennemgå den sidste fase i deres udvikling eller fuldkommengørelse, få kosmisk bevidsthed og her blive til "Mennesket i Guds billede".
38.– Verdensgenløsningen og udviklingen.
Med den foran beskrevne intellektuelle, humane og intuitive udvikling eller modning bliver menneskenes krav til besvarelserne af livets største spørgsmål eller selve livsmysteriets løsning af en så dybtgående natur, at de som nævnt ikke mere kan tilfredsstilles med svar, der ikke udgør en detaillemæssig, logisk udredning, kontrollabel for deres begyndende nye åndelige begavelse. Som før bemærket har de ikke mere det instinkt, der tidligere knyttede dem til autoriteter, ved hvis hjælp de så i deres underudviklede tilstand kunne føres. Og da deres udvikling således fører med sig, at de i en tiltagende grad kun bøjer sig for konkrete selvoplevede kendsgerninger og finder alle dogmer eller uanalyserede påstande uacceptable, ligegyldigt fra hvilke autoriteter disse så end måtte komme, vil verdensgenløsningen i det tyvende århundrede ændre struktur. Man vil ikke som hidtil fra det høje psykiske tilværelsesplan, hvorfra den virkelige styrelse af jordmenneskehedens kulturrelle udvikling foregår, sende en "Kristus", en "Buddha", en "Muhamed" eller et andet højtudviklet væsen udstyret med magt til, som samlingsobjekt eller tilbedelsescenter i en religiøs kultus, at befordre verdensgenløsningen i samklang med menneskenes instinktmæssige religiøsitet og manglende intellektuelle opfattelsesevne. Hvor skulle der i dag være brug for et sådant nyt tilbedelsescenter? – Den del af menneskeheden, der i dag er modnet for en ny åndelig videreførelse, er netop den del, der ikke mere kan føres ved nogen som helst form for religiøs kultus, ceremonier, nadver- og dåbssakramenter eller lignende, og som kun er baseret på dogmer og påstande, der savner enhver form for fyldestgørende intellektuel eller videnskabelig begrundelse. Den øvrige del af menneskeheden er jo dem, der netop endnu er stærkt troende tilhænger af deres religion og dens stifter, hvilket igen vil sige, troende kristne, troende buddhister og troende muhammedanere og lignende. Men disse mennesker er jo totalt umodne for en ny messias eller verdensfrelser. De stærkest troende her ville betragte enhver ny messias som en falsk profet, ja, selv om det var selve ophavene til de store verdensreligioner: Kristus, Buddha, Muhamed o.s.v., der hver for sig fødtes påny inden for deres religions område, ville de ikke blive troet, men i værste tilfælde blive forfulgt som svindlere, charlataner eller falske profeter. Og hvis de sagde det samme, som de havde sagt i deres tidligere inkarnation som verdensgenløsere, ville denne deres tale intet som helst betyde, idet denne jo forlængst var blevet mangfoldiggjort og almenkendt gennem kirke- og præsteskab fra tusinder af talerstole verden over. Og hvis de fortalte menneskene om nye intellektuelle analyser i retning af livsmysteriets løsning, der ragede ud over den gældende religiøse tradition, ja så ville man jo tage dette som bevis for, at de netop var chalataner eller falske profeter. Verdenssituationen viser os således her, at der ikke mere er jordbund for en ny messias eller verdensfrelser. Verdensreligionernes stærkt troende tilhængere er henrykte og lykkelige i troen på deres religions ophav som en guddommelig messias eller verdensfrelser, ligegyldigt om de er kristne, buddhister eller muhammedanere. Og hele den øvrige del af verdens kulturmennesker er jo dem, der på grund af intellektuel udvikling har mistet evnen til at tro på religiøse autoriteter og uintellektuelle dogmer eller påstande. Det er dem, der er blevet materialister og i værste tilfælde gudsfornægtere. Og disse mennesker er således de eneste indenfor menneskeheden, der har brug for et nyt livgivende udslag af verdensgenløsningsprincippet. Og til dem er det tyvende århundredes udslag af verdensgenløsningsprincippet altså beregnet og tilpasset. Derfor bliver dette nye udslag ganske afvigende fra alle hidtidige udslag af verdensgenløsningen. Medens disse var beregnede og tilpassede til uintellektuelle, religiøst instinktbetonede mennesker, altså mennesker hvis livsfundament var deres urokkelige tro på deres frelser, messias eller verdensgenløser, så vil det tyvende århundredes udslag af verdensgenløsningen være beregnet og tilpasset til intellektuelt-humant og intuitionsbetonede mennesker, hvilket vil sige mennesker, hvis livsfundament hverken er tro eller autoriteter, men tilegnelsen af absolut viden og kendsgerninger. Dette gælder ligesåvel i psykisk som i fysisk henseende.
39.– Hvorfor materialismen eller gudløsheden opstår.
Som vi her har set, har menneskeheden i det tyvende århundrede gennemgået en overordentlig stor mental forvandling. Denne mentale forvandling er hidtil hovedsagelig gået i intellektuel, fysisk retning. Denne intellektuelle vækst har givet menneskene herredømmet over den fysiske materie. De fik i dette deres forhold til den fysiske materie evne til selv at kunne opleve konkrete kendsgerninger. Her var et felt i deres livsoplevelse, hvor de kunne lære at iagttage, lære at veje og måle og komme til virkelige, urokkelige facitter. Igennem undervisning og eksperimenter kunne de nå op på højde med deres lærere, og hvad der ellers var af autoriteter på dette materielle område. De kunne her i kraft af deres nye intellektuelle begavelse ved egen villiekraft og selvoplevelse blive ekspert i virkelig konkret viden og den heraf affødte fuldkomne evne til at skabe i fysisk materie. Menneskene kom her ind i en udvikling, der førte dem frem imod suverænitet. Igennem deres eksaminer og videnskabelige grader blev de frie og uafhængige i materiel tænkning. De blev selv til autoriteter, der igennem undervisning og eksperimenter kunne føre andre mennesker frem til besiddelsen af den samme autoritet. At denne nye udvikling foreløbig måtte svække menneskenes religiøse liv eller indstilling til dogmer og påstande om en Guddoms og en højere verdens eksistens hinsides den fysiske verden, er selvfølgeligt. På de psykiske eller åndelige områder eksisterede der endnu ikke nogen som helst videnskabelig undervisning, ved hvilken man på dette område kunne nå frem til at blive åndeligt ligestillet med de her gældende autoriteter. Her forelå intet logisk udredet materiale, der på tilfredsstillende måde kunne underbygge de religiøse dogmer som urokkelig sandhed for den intellektuelle tænker. Her kunne man ikke blive suveræn. Her måtte man blive ved med at være blindt troende på dogmerne og deres ophav, som forlængst var ophøjede til uopnåelige, hellige autoriteter eller Guddomme. Og efterhånden som den intellektuelle udvikling tog til, og menneskene i en tilsvarende stigende grad i deres daglige, fysiske foreteelser mere og mere kom til at leve på konkrete kendsgerninger, som de altså selv kunne kontrollere, blev denne side af deres psyke naturligvis hurtigt den primære i dets livsoplevelse, medens den religiøse side i dets psyke måtte stagnere. Dette, at tro blindt på autoriteter, blev efterhånden totalt umuligt, og i særdeleshed fordi de overleverede religiøse dogmer ikke er beregnede som intellektuel analyse af sandheden, men er derimod i de fleste tilfælde kun symbolske udtryk for sandheden. For menneskenes nye intellektuelle begavelse gav de ingen støtte eller næring. Og således går det til, at religionerne i dag verden over affolkes, alt eftersom menneskenes intellektuelle begavelse tager til. Og menneskene bliver materialister og regner foreløbig ikke med den religiøse eller psykiske side ved livet, fordi denne for den rent materialistisk-intelligensmæssige begavelse er abstrakt og utilgængelig. Når man tidligere kunne tro på de religiøse dogmer og autoriteter, var det jo i kraft af det samme instinkt som det, der uden intelligensmæssig viden binder det spæde og umodne afkom både hos dyr og mennesker til forældrene, indtil det selv kan klare sig i livet. Og med menneskenes frigørelse af de religiøse autoriteter og dogmer tog de selv føringen af deres åndelige udvikling i deres egen hånd. Da de havde mistet evnen til at tro på den religiøse side ved livet og derfor måtte basere deres videre udvikling på den blotte intelligens, måtte deres udvikling her på dette stadium uundgåeligt blive materialistisk, ateistisk eller gudløs. Og verdenskulturen gik ind i en periode, indenfor hvilken man hovedsageligt kun regnede med realiteter, der kunne vejes og måles. Naturligvis måtte man fortsætte med at have et politi- og retsvæsen for at kunne beskytte menneskene mod de værste morderiske og røveriske udslag af den i menneskenes psyke endnu herskende dyriske eller underudviklede natur, men dette blev også mere baseret på intelligens end på humanitet. På samme måde blev landenes regering og øvrighed også efterhånden baseret på en overdimensioneret intelligens i forhold til humaniteten, selvom også denne i nogen grad var i sin begyndende vækst.
40. – Mennesket i "Mørkets billede".
Som foran nævnt gik menneskene fremad i materialistisk skabelse. Den store fysiske viden og kunnen, som de igennem skoler, universiteter og læreanstalter blev bibragt, gjorde dem til genier i fysisk skabelse. Og nu har menneskeheden allerede Vandret et godt stykke fremad på den store vej mod lyset i kraft af deres begyndende intellektuelle begavelse. De har gjort sig til herre over millioner af naturens store ocean af hestekræfter. De har skabt maskiner, der på et meget stort område kan udføre både tunge og lette arbejder for menneskene. Denne store tekniske fuldkommenhed vil senere blive en stor, uundværlig faktor i den fuldkommengørelse af menneskelig tilværelse, i hvilken den såkaldte "forbandelse", "I dit ansigts sved skal du æde dit brød", – kan blive hævet. Menneskene er således gået ind i en ny udviklingsepoke, i hvilken de med hensyn til fysisk viden og kunnen er blevet så genialt begavede, at de i virkeligheden kunne gøre jorden til et vidunderligt paradis for sig selv. Ingen behøvede at sulte og fryse, ingen behøvede at leve i fattigdom, nød og elendighed. Og hermed ville der heller ikke mere være noget grundlag for at føre krig om de materielle værdier, hverken nationer eller mand og mand imellem. Skønt menneskeheden på mange materielle eller fysiske felter i kraft af sine begyndende intellektuelle evner er blevet beriget med et væld af strålende velsignelser i form af tekniske og kemiske goder, samt en overordentlig stor magt over den fysiske materie, så har dette dog ikke bevirket, at selve kulturen eller den almene menneskelige tilværelse er blevet funderet i større tryghed eller tillid til livet og i virkelig fred og næstekærlighed. De felter, i hvilke menneskene tidligere blev ført i kraft af deres instinktmæssige tilknytning til deres religiøse autoriteter, og igennem hvilken tilknytning de netop blev advaret imod at gøre det onde, har de, som før nævnt, på grund af deres store materielle viden og kunnen forladt. Derfor er den religiøse side i disse væseners mentalitet kommet til at ligge brak. Den udgør et midlertidigt ørkenterræn. Menneskene tror at kunne klare alle problemer med intelligens og materiel magt. Og herved kommer de i et stort modsætningsforhold til selve livets mening og naturens kræfter, idet disse strækker sig langt længere end til de områder, der kan beherskes med intelligens og materiel magt. De materielle kræfter er i alle situationer, og hvor de så end måtte fremkomme, altid baseret på kræfter fra en psykisk verden eller et højere livsområde end det fysiske. Menneskenes store tillid til intelligens og materiel magt i forbindelse med en total ignorering af den højere psykiske side ved livet eller det forsyn, de før havde evne til at tro på, har vist sig at være en farlig" afsporende overtro, hvis virkninger
Tilbage til artikelregister
Forrige