Kontaktbrev 1956/3 side 7
det kan leve uden Gud, men ikke uden videnskaben. Ødelæggelse skyldes ikke videnskaben, men menneskene, der bruger videnskaben.
Almindelig velfærd for menneskene kan nås gennem følelser som tro, kærlighed og hensyn til mennesker, d.v.s. det, at man ikke bruger andre mennesker til at opnå selviske mål. Målet for al videnskab er at finde enheden; det er muligt gennem en virkelig analyse.
Vi kan forestille os videnskabens fremtid hen imod den almindelige velfærd for menneskene, foruden at kontrollen over videnskaben ikke er hos en stat, men hos menneskeheden som helhed, d.v.s. en verdensinstitution.
32. – Grundlaget for mine besvarelser.
Inden jeg går videre i min gengivelse af mine besvarelser på Ananai-Kyos fem store hovedspørgsmål på verdensreligionskongressen, må jeg gøre læserne bekendt med tre andre spørgsmål, som også blev tilsendt kongresdeltagerne sammen med Invitationen. I samme forbindelse vil jeg også gerne her orientere læserne med hensyn til de virkelige fakta angående en verdensreligion, altså en religion, der ikke blot har navn af "Verdensreligion" således som de hidtil eksisterende religioner, fordi de har nogle hundrede millioner af tilhængere, men derimod en religion, der udelukkende bærer navnet "Verdensreligion", fordi den er den absolut eneste, der kan blive religion for hele menneskeheden, idet den i sig selv er livsmysteriets løsning, åbenbaret som videnskab eller logiske sammenhængende tankerækker, kontrollable for intelligensen.
De nævnte tre spørgsmål drejede sig om oplysninger angående ens mening om religionskongressens program, – ens eventuelle forslag ud over programmet, – samt en beretning om den organisations historie, man tilhørte, og ligeledes oplysninger om nævnte organisations anskuelser og principper. Hertil skulle der også tilføjes en oversigt over dens leders historie og over ens egen historie.
Enhver af læserne, der kender mit livs historie, vil her kunne forstå, at mine svar på kongressens spørgsmål måtte blive noget afvigende fra det almengældende. Jeg tilhører ikke nogen som helst organisation, idet jeg i religiøs henseende er absolut suveræn. Jeg får al min kosmiske viden igennem min egen kosmiske selvoplevelse. Jeg har derfor ikke nogen organisations historie, anskuelser eller principper at kunne henvise til. Som følge heraf havde jeg naturligvis heller ikke nogen organisationsleder eller noget organisationsoverhoved at berette om. Ligeledes havde jeg heller ikke noget som helst studium af bøger, af filosoffer eller videnskabsmænd at henvise til, da jeg, rent bortset fra min primitive almueskoleundervisning hverken har læst eller studeret den religiøse eller åndelige side ved livet. Jeg måtte derfor i modsætning til næsten alle andre mennesker i en sådan situation fremhæve mig selv som ophav til min kosmiske viden, hvilket naturligvis for den ukyndige iagttager, der ikke kender til kosmisk suverænitet og oplevelsesevne, mildest talt må tage sig temmelig ubeskedent ud, ja, for nogle måske endog som storhedsvanvid. På trods af risikoen for denne eventuelle ubehagelighed måtte jeg, for at være helt trofast og ærlig overfor min mission, ikke desto mindre næst Gud opgive mig selv som kilden til den kosmiske visdom, viden eller åndsvidenskab, som Gud har givet mig at skulle fremføre for menneskeheden. Jeg kom ikke med en organisations anskuelser eller principper. Jeg kom ikke med andre menneskers opfattelser, dogmer eller anskuelser. Jeg kom således ikke med en anden- eller trediehåndsviden. Jeg kom udelukkende med min egen viden, som Gud igennem min egen direkte selvoplevelse havde givet mig. Jeg måtte derfor fremtræde i min egen åndelige suverænitet, hvad enten man ville forstå mig eller ikke. Besvarelsen af kongressens spørgsmål om min rent personlige historie og min religiøse suverænitet måtte derfor blive det primære i mine besvarelser af de tidligere omtalte fem punkter, af hvilke læserne allerede kender mine besvarelser af de to første. Besvarelserne angående mig personligt og min religiøse eller åndelige struktur og besvarelserne af kongressens fem hovedpunkter måtte jeg således give under eet. Spørgsmålet om min mening om kongressens program udtrykte jeg i min besvarelse af punkt 1. – Mine forslag udover programmet udtrykte jeg i min besvarelse af punkt 2. – I min besvarelse af punkt 3, som vi skal komme tilbage til om lidt, indføjede jeg oplysningerne om min egen åndelige position og urokkelige tilknytning til den fremtidige videnskab, der vil blive fundamentet for menneskehedens kommende verdenskultur eller det, Ananai-Kyo udtrykker som "menneskenes almindelige velfærd". Det er denne videnskab, man ligeledes i Ananai-Kyo udtrykker som "den almægtige videnskab".
33.– Den kommende kosmiske verdensreligion.
Inden jeg går videre i mine besvarelser af religionskongressens fem punkter, vil jeg også her gerne give mine læsere et lille Indblik i mit syn på den virkelige kosmiske verdensreligion, altså en religion som ikke kan laves af mennesker, men en religion, som livet selv er i færd med at udvikle i alle mennesker. Denne religion vil sluttelig føre alle mennesker, ganske uafhængigt af deres nuværende religion, race og nationalitet, frem til at få den samme opfattelse af livet, den samme opfattelse af moral og væremåde, idet den vil afføde i dem oplevelsen af selve livsmysteriets løsning. Denne oplevelse vil igen være det samme som den totalt afklarede evige sandhed om livet, de levende væseners udødelighed, universets grundtone: kærligheden og den almægtige Guddoms eksistens. Det er denne livsmysteriets løsning som videnskabelig sandhed, der er udviklingens sluttelige mål med mennesket. Det er fuldbyrdelsen af dette mål, der gør væsenet til "mennesket i Guds billede". Dette gælder absolut alle levende væsener uden undtagelse; men mennesket er det væsen, der er længst fremme i denne udvikling og står nu så at sige ved selve porten til nævnte måls fuldbyrdelse. Alle jordens mennesker er således allerede inde i den udviklingsepoke, hvor denne fuldbyrdelse vil ske. Men fuldbyrdelsen af Guds plan med menneskets omformning fra dyr til mennesket i Guds billede vil altså udelukkende kun kunne ske igennem dette, at livsmysteriets løsning bliver til videnskab, der igen er det samme som den totalt afslørede, absolutte sandhed om livets evige struktur. For videnskab eller kendsgerninger må absolut alle bøje sig. En kendsgerning er det samme som virkeligheden, og virkeligheden er igen det samme som sandheden. Og sandheden som videnskab kan hverken være kristen, buddhistisk eller muhammedansk, ligeså lidt som den kan være dansk, tysk, amerikansk eller russisk. En sandhed, der er blevet til kendsgerning eller virkelig videnskab, kan absolut kun være interindividuel, international og interplanetarisk. Den er ens for hele verden eller universet. Når verdensaltets eller livsmysteriets løsning således er blevet til videnskab for alle mennesker på jorden, vil den altså uundgåeligt forene dem i samme livsopfattelse og dermed i den samme moral, den samme kærlighedens væremåde og dermed fjerne alle de modsætninger i livsopfattelse, moral og væremåde, der idag skaber ragnarok, krigsterræner, undertrykkelse, nedværdigelse, armod, sult, sygdom og sorger.
34.– De døende verdensreligioner.
Forskellen på denne universets evigt eksisterende sandhed som livsopfattelse og alle de af mere eller mindre fremskredne væsener "lavede" religioners livsopfattelser er den, at disse "lavede" religioner ikke er selve sandheden om livet eller universet i renkultur, men udgør derimod menneskenes højst forskellige mere eller mindre på formodninger, hypoteser og ulogiske fantasier eller svage kosmiske glimt baserede forestillinger om sandheden. Men sålænge en erkendelse af et eller andet kun er en forestilling, der ikke er baseret på den virkelige kendsgerningernes og intellektualitetens grundvold, men derimod kun hviler på uintellektuelle følelser, formodninger og fantasier, affødt af ufærdige menneskers mere eller mindre primitive ønskedrømme, må denne erkendelse blive højst forskellig hos de forskellige mennesker, alt eftersom de absolut ikke har de samme ønskedrømme, de samme begær og længsler i deres moral og væremåde. Derfor er det også let at se, hvorfor alle fortidige religioner gik i forfald og ophørte. Og ser vi på de nuværende herskende religioner, har deres forfald allerede længe været en kendsgerning. Menneskene udvikler sig mere og mere frem til kun at kunne akceptere videnskab eller kendsgerninger. Deres stærke udvikling af deres intellektuelle evner og logiske sans afslører, at de er vokset ind i en udviklingsepoke, der i de samme væsener afføder intellektuelle krav af en så høj natur, at de er himmelhøjt hævet over de krav, religionerne er i stand til at kunne tilfredsstille eller den mission, de i deres særlige struktur er beregnede på at skulle udløse. Det, der i særlig grad begrænser religionernes mission og magt overfor menneskenes udvikling i intellektualitet og human indsigt, er deres intellektuelle og humane mangler. Disse mangler bliver til kendsgerninger igennem deres forskellige forestillinger om sandheden og den heraf følgende intolerance, idet hver religions tilhængere i større eller mindre grad gør krav på, at deres religion er den eneste saliggørende. De ser derfor i tilsvarende grad fjendtligt på andre religioner og betragter disses struktur og livsopfattelser som vildfarelse og hedenskab. De kommer derved til at adskille menneskene i grupper, der er mere eller mindre intolerant eller fjendtligt indstillet overfor hinanden. Dette gælder tilhængerne af de store verdensreligioner ligesåvel som tilhængerne af den mangfoldighed af særlige små sekter og samfund, som disse igen er opdelt i. Ingen som helst form for religion af den struktur og mangelfuld intellektuel og human indsigt har nogen som helst mulighed for at kunne samle alverdens mennesker i een religion, ganske ligegyldigt hvor meget de så end hver især påberåber sig at skulle "frelse" menneskeheden eller være eneste vej til saligheden. Da det, i kraft af deres intellektuelle og humane mangler eller stærke begrænsninger, bliver en kendsgerning, at de kun repræsenterer et tilsvarende intellektuelt og humant begrænset eller mangelfuldt stadium i udviklingen, bliver det en tilsvarende kendsgerning, at de kun kan være til hjælp og støtte for mennesker, der ikke er vokset over nævnte stadium, og i hvem der derfor endnu ikke affødes så fremskredne intellektuelle og humane krav eller spørgsmål, at nævnte religioner ikke kan tilfredsstille dem.
35.– Den instinkt- og følelsesbetonede religiøse kultur som kulturbasis.
Men udviklingen står ikke stille. Og menneskeheden bliver ikke ved med at befinde sig på de samme stadier eller trin i udviklingen. Og religionerne vil derfor blive mere og mere utilfredsstillende og værdiløse, alt eftersom man i udviklingen mere og mere vokser over de stadier, til hvilke de blev givet og var tilpasset. De har altså været en midlertidig guddommelig vejledning og førelse for menneskene igennem alle deres primitive udviklingsstadier og frem til det tyvende århundredes stærke udvikling i intellektualitet og human følelse. Hidtil har menneskene kun været "troende". Trosevnen er igen baseret på instinkt og uintellektuel følelse. Ved hjælp af denne kombination af instinkt og elementær eller primitiv følelse måtte menneskene altså føres, sålænge deres intellektuelle evner endnu lå i svøb. Grundet på denne mentale struktur kunne der ikke i væsenerne opstå krav om virkelige, videnskabelige løsninger på livets store spørgsmål. De fik igennem religionerne forkyndt visse livssandheder, men ikke i videnskabeligt udformede analyserækker, kontrollable for intelligensen. De blev derimod udformede i en slags eventyrstrukturer, materielle fortællinger eller forestillinger, med hvilke nævnte sandheder kunne sammenlignes og tilpasses således, at de blev troværdige og dermed akceptable for det særlige udviklingsstadiums væsener, til hvilket de var givet. De var altså særligt tilpasset den instinkt- og følelsesbetonede opfattelsesevne, der på de givne stadier var menneskenes primære eller højeste sanseevne. Denne instinkt- og følelseskombinerede oplevelsesevne kunne umuligt give menneskene suverænitet i oplevelsen af løsningen af livsmysteriets gåde: selve den store og evige sandhed om livet. De måtte derfor religiøst set være afhængige af det store fundamentale princip, i kraft af hvilket Gud førte menneskeheden igennem de primitive stadier. Dette princip kender vi som "Verdensgenløsningsprincippet". Igennem dette princip fødtes der altid mennesker, der i udvikling var noget forud for visse menneskegrupper, for hvem de da blev religiøs vejleder og fører. Disse væsener kender vi som profeter og religionsstiftere. De dannede grundlaget for menneskenes gudsdyrkelse, kirke og præsteskab. Ved disse autoriteter blev de pågældende menneskegruppers religiøsitet dikteret, vejledet og styret ved moralske forskrifter, der ikke var anslyser af verdensbilledet, men blot midlertidige stærkt tilpassede påmindelser om, hvordan man på de særlige trin eller stadier burde leve. Her var politik, religiøsitet, regering og præsteskab identisk. Alt blev opfattet religiøst, hvilket altså på disse mentale trin eller i denne udviklingsepoke vil sige det samme som, at de var instinkt- og følelsesbetonet. Den intellektuelt eller videnskabeligt materielt betonede daglige livsopfattelse, der idag er i stærk udvikling indenfor menneskeheden, var endnu ikke fremme. Menneskene var "undersåtter", de var undergivet deres selvherskende religiøse autoriteter, af hvem de blev dikteret deres livsopfattelse, moral og væremåde. Grundet på deres intellektuelle og humane underudviklede tilstand måtte de således føres ved religiøst diktatur.
Tilbage til artikelregister
Forrige