Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus

Allerede længe før jeg anede noget om, at jeg skulde ud paa min store rejse til det fjerne Østen, havde jeg lovet at komme til Island i juni måned d.å. Og da dette løfte nu er indfriet, og jeg atter er hjemme i Danmark, vil jeg gerne give mine kære venner og læsere et lille referat af denne min sidste tur til Sagaøen. Jeg ved, at mine venner også venter meget spændt på min bog om rejsen til Østen, men den er også under arbejde. Når den ikke allerede er færdig, skyldes det netop min Islandsrejse. Men nu vil arbejdet på den, såvel som på mit hovedværk "Livets Bog", igen blive fortsat.

Som allerede refereret i sidste korrespondancebrev forløb rejsen ualmindelig fint. Det var strålende vejr. På flyvepladsen tog jeg afsked med adskillige kære venner, som her var mødt op for med et kærligt håndtryk at ønske mig en god og lykkelig rejse. Straks efter lettede den store islandske maskine. I løbet af et øjeblik var København ude af sigte. Vi fløj nu med stærk fart vestpå over Danmarks dejlige sommerland med dets øer og bælter. Men i løbet af en times tid fløj vi ud over Jyllands hvide vestkyst, og dermed forsvandt det sidste glimt af Danmark dybt nede i skyhavet under os. Og jeg var atter på vej ud i den store verden i det budskabs tjeneste, som Gud har givet mig den lykke at befordre. Men denne gang gjaldt rejsen et sted, hvor jeg allerede før havde været, og hvor der derfor den gang var nedlagt en sæd, hvis begyndende spiring og vækst, jeg nu skulde få den lykke at opleve. Jeg vidste, at jeg her skulde op til trofaste og kærlige venner, med hvem jeg allerede var blevet gammelkendt. Jeg skulde ikke denne gang ud i det helt store og fremmede, således som den gang, jeg rejste til Japan. Men ogsaa der blev der sået en sæd, som senere har vist sig at være faldet i god jord. Ad Åre vil vi også her komme til at høste glæde og lykke for vor fælles store sag, når blot vi nu igennem vor nystartede engelsk-afdeling kan nå frem til at passe og pleje den nysåede sæd og dens begyndende spiring i asiatisk mentalitet.

Imidlertid er maskinen nået ind over Skotland. Vi skulde mellemlande i Glasgow. Vi fløj her over områder, der meget lignede de danske. Der var her grønne marker eller landbrugsområder med skønne gårde og huse ligesom i Danmark. Her var mange gamle slotte eller herresæder. Men vi kom også ind over store hedeagtige højdedrag eller bjærgterræner. Og jeg kom til at tænke på den vidunderlige roman "Stormfulde Højder", der blev skrevet af en præstedatter fra disse egne. Efter romanen er der også skabt en underbar film. Og derefter fløj vi meget lavt hen over en stor by med vældige fabriksanlæg, med husrækker og atter husrækker i det uendelige. Maskinen landede blidt med sit sædvanlige lille hop fra cementbanen igen efter at hjulene har berørt jorden for atter at falde tilbage og helt overgive sig i tyngdekraftens vold og blive ved jorden. Vi var landet i Glasgow. Og jeg betrådte for første gang Englands jord. Det var søndag, og som følge heraf var der mange mennesker langs flyvepladsens afspærringer. Det var meget interessant at iagttage de engelske folketyper, den engelske folkeånd, samt de for venlighed så berømte engelske politibetjente. Men vi skulde videre. Og lidt efter var vi atter på vingerne. Nu gik turen nordpå ud over Atlanterhavets svære dønninger, som her oppe fra tre kilometers højde kun ses i mikroskopisk format. Vi fløj også hen over milevide tætte skyområder, der lyste blændende hvidt heroppe i den skinnende sol. Om bord i maskinen fik vi den mest udsøgte og venlige betjening. Flyverne såvel som stewardesserne var her, ligesom på de andre af mine flyverejser, ualmindelige venlige og kultiverede mennesker, der til det yderste bestræbte sig for at gøre det behageligt for passagererne.

Og så dukkede Island frem i horisonten. Skyhavet var nu næsten forsvundet. Vi fløj stadig vest på. Men derinde til højre lyste Vatna Jøkulls evige is- og snemarker. Ned fra højderne skrånede vældige slugter, fyldte med gletschere, der langsomt sniger sig nedad imod lavlandet. Men på denne deres vej kommer de nedenfor snegrænsen og smælter. De ender derved som større eller mindre vandstrømme, bække eller elve, der flyder ud over Islands klippefyldte terræner. Mange steder styrter de ud over meget høje lodrette klippeskrænter og bliver til vandfald. Næsten overalt på Island ser man derfor vandfald af mange forskellige dimensioner. Man ser ganske små bække, hvis styrt ud over afgrunden kun tegner sig som en ganske lille tynd, hvid stribe mod den mørke klippebaggrund, og man ser vældige floder, hvis vandmasser med niagaraagtige, tordenlignende drøn og bulder styrter ud over tårnhøje, terrasseformige afsatser, før de atter igennem regnbuetegnende skumskyer når deres leje i dalens bund. Herfra føres de videre frem igennem ørkenen til nye styrt og bulder på deres vej imod oceanet. På denne deres vej har de afgivet næring til store kraftværker, lys og varme til hjælp for islændingenes levestandard og til oplysning af deres lange vinternat.

Vi flyver nu hen over mere beboede egne mellem fjeldene. Men der er stadig sne på de store højder. Bebyggelserne bliver tættere. Nu begynder maskinen at gøre klar til landing. Og der foran os ligger Reykjavik med sit vældige vartegn i baggrunden, fjeldet Esja. Islands hovedstad pranger ikke med vældige jernbanestationer eller elektriske sporveje. Den har ikke vældige parkområder med store træer og Plæner eller noget tivolietablissement i den målestok, vi er vante til. Men den har et meget moderne universitet med tilhørende boliger for studenterne. Den har et meget moderne teater, i arkitektonisk henseende vistnok noget enestående. Den har meget moderne og store skoler. Den har en meget stor eller paladsagtig sømandsskole. Den har et meget moderne alderdomshjem og moderne sanatorier for både spedalske og for mennesker, der har tuberkulose. Den har sportspladser og indendørs og frilands svømmebasiner med varmt vand fra de varme kilder, ligesom den også har husene opvarmet ved de samme varme kilder. Og så er dens gader aldeles overfyldte af de mest skinnende og allerstørste amerikanske luksusvogne, så jeg ingen steder på jorden, hvor jeg har været, har set noget lignende i forhold til indbyggerantallet. Reykjavik har kun 60.000 mennesker. Desuden er her ligeledes et enormt antal moderne busser, der befordrer mennesker i alle retninger hundreder af kilometer ud over det vældige rige. Desuden har Island et meget stort udviklet flyvevæsen med et væld af maskiner, sikkert det største i verden i forhold til indbygger antallet. Og så har Island også den vidunderlige skæbne, at absolut ingen af dens unge mænd skal være soldater. Såvidt jag har forstået, vilde det også fremkalde intet mindre end en revolution, hvis noget sådant vilde blive forlangt. Island har også haft og har stadig store kunstnere på forskellige områder. Jag skal ikke komme ind på disse områder, men blot nævne Islands enestående museum, som staten lod opføre for sin store søn Ejner Jønsson, hvis kunstværker fylder Museet. Disse kunstværker har alle det særkende, at de er bygget i "Guds billede". De er alle en åbenbaring af det godes sejr over det onde. Og i samme grad som menneskene selv bliver i kontakt hermed og modtagelige for, hvad der kan læres af denne indstilling til livet, vil man mere og mere værdsætte dette lille kunstens tempel oppe i polarkredsens nærhed. Her er åndsvidenskabens kunst i renkultur. Det vil danne skole for hele verden.

Og så er maskinen landet. Og der fremme ved afspærringerne stod mine kære og elskelige venner og vinkede. Toldpassagen forløb let. Med kærlige smil og håndtryk blev jeg derefter modtaget af vor dygtige og energiske talsmand og representant heroppe, Vignir Andresson. Derefter af Gretar Fells og frue, Thorvaldur Arnason og frue, samt flere andre af mine kære venner. Derefter blev jeg modtaget af Haldora Samuelsdatter i hendes villa, hvor jeg skulde bo under mit ophold i Reykjavik. Og hermed var min rejse lykkelig og vel overstået. Jeg var nået frem til mine kære venner. Efter en lykkelig aften og i glæden over nu i nogen tid at kunne være sammen med dem gik jeg til ro. Udenfor kastede den nærliggende midnatssol sin aftenrøde over bjærgene.