Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Selvfølgelig behøver man ikke en livsfilosofi for at kunne leve. Men hvis man føler sig utryg uden, så er det på tide at anskaffe sig en. At det ikke er helt ligegyldigt, hvilken filosofi man vælger, fremgår af Deirdre Bairs store Simone de Beauvoir-biografi, som for nylig er udgivet på Gyldendal. Den franske forfatter, feminist og venstreradikale debattør Simone de Beauvoir var siden ungdommen tæt knyttet til eksistentialismens grundlægger, den franske filosof, Jean-Paul Sartre. Filosofien – hendes egen og Sartres – var enkel: Gud er død, mennesket ene og dermed fri til at vælge. Du bestemmer selv hvilket menneske, du vil være.

På en måde kan jeg godt lide denne filosofi, fordi den er udtryk for livsmod og selvstændighed. Den er god for voksne, der selv kan og vil. Men ved nærmere øjesyn mangler den en brugsanvisning eller et lille advarende forord, der hindrer "brugeren" i at komme på afveje.

At dette virkelig er tilfældet, fremgik tydeligt af Beauvoirs og Sartres liv. I perioder drak hun så meget, at hun blev uformelig. "Jeg var tyk og havde en kæmpestor mave af at drikke for meget sprut, tage for mange piller og spise for lidt," fortæller hun. Også Sartre tyllede i sig. Med årene blev han afhængig af en dødsensfarlig kombination af barbiturater, amfetaminer og sovepiller, som han indtog i håndfulde og skyllede ned med store mængder kaffe, te og rødvin. Når han og Beauvoir sad alene om aftenen, var det ikke usædvanligt, at der blev tømt en flaske whisky.

Her skal ikke opregnes alle de sygdomme og vanskeligheder, der som følge af denne levevis endte med at lægge de to berømtheder i graven. Til forsvar for deres livsfilosofi og levevis kan måske anføres, at vi i dag ved meget mere om de farlige virkninger af alkohol og stoffer. Havde de vidst, så måske... Derfor kan jeg ikke lade være med at glæde mig over, at man med Martinus kosmologi som livsfilosofi ikke behøver vente på resultater udefra. Det gælder både hvad angår lægevidenskab, miljøforurening og mentalhygiejne. Her er det lige omvendt. Kosmologien kommer ofte først og bekræftes senere udefra.

Martinus artikel på næste side er valgt – ikke blot som introduktion til dette nummers artikler – men til enhver form for livsfilosofi. Den er det lille "forord", som i hvert fald jeg ikke turde undvære.