Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Hvad kom først, tanken eller sproget? – Det gjorde tanken naturligvis. Alligevel rummer visse ord en visdom, som kan befrugte tanken på ny og lægge ny forståelse ind i ordene. Det nævner Søren Olsen nogle overraskende eksempler på i denne artikel.

 

De skandinaviske sprog, ja formentlig alle sprog, rummer lag og dybder, der ikke ved det daglige sprogbrug bliver synlige.

Martinus vil have os til at forstå, at alt er under udvikling fremad. Hans analyser viser at det ikke kan være anderledes. Sproget må således også være under udvikling, det må følge og afspejle menneskets bevidsthedsudvikling.

Det ved vi udmærket godt! Ikke mindst de skandinaviske sprog er under kraftig påvirkning af engelsk og amerikansk. Nogen vil kalde det sprogforurening. De vil mene at vi skal have nationale ord for alt. Andre vil sige, at der altid har eksisteret en vis opblanding af sprog, og der derfor ikke er noget mærkeligt i at det stadig foregår. Alle "levende" sprog er under stadig påvirkning og formning, fordi menneskene i disse sprogområder lader sig påvirke og forme.

Men grundstammen af ord, de dagligdags ord, har fulgt os i meget lang tid – måske tusinder af år. Mange dagligdags ord stammer fra en tid, hvor vi tænkte ganske anderledes end vi gør i dag. Sprogforskning består bl.a. i at finde oprindelsen af ord, hvornår og hvordan er de kommet ind i sproget.

"Han har sagt sit første ord!" Barnets sprogudvikling følges med største interesse – i begyndelsen. Fra en vaklende og ofte morsom start udvikles sprogbeherskelsen i lyntempo. Med sproget åbnes der for den nye fysiske virkeligheds mange oplevelsesmuligheder. At sætte ord på tingene, er at knytte et bevidst forhold til dem. Det gælder både børn og voksne. Gennem studier sætter vi ord på mineraler, planter, dyr, ting og begreber, hvorved omverdenen bliver en del af vor tankeverden. Vi bliver i stand til åndeligt at gribe om den fysiske tilværelse. Vi bliver bedre til at tænke.

Men hvad er egentlig et sprog – det er der mange meninger om. "I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud," kan vi læse i indledningen til "Johannes evangeliet". Det har fået mange til at tænke, at sproget er noget af det mest oprindelige i tilværelsen. Da vi endnu er meget uklare i vor opfattelse af os selv som åndelige væsener, kan vi ikke få øje på, at tanker er sprogets forudsætning. Vi tænker før vi taler – eller vi forsøger. Sprog er at sætte lyd på sine tanker.

At der findes et udviklingssamspil mellem tanker og sprog er sikkert. Psykologerne og talepædagogerne er opmærksomme på børns talesprog, fordi dette afspejler noget mentalt. Nogen mener, at det vi ikke kan udtrykke med ord, det kan vi heller ikke tænke. Den sammenhæng holder kun et stykke. Selvfølgelig kan den stumme tænke, ligesåvel som den døve. Men at være stum eller døv giver naturligvis nogle kommunikationsproblemer med det store flertal, der kan tale og høre. På det fysiske plan er fysisk kommunikation særdeles vigtig. Det er helt sikkert, at vi udvikler vor tænkeevne gennem at kommunikere sprogligt, men tankerne er stadig det primære.

For at give et eksempel på det, kunne vi forestille os, at mennesker af forskellig nationalitet stillede sig på række. Alle blev vist et billede af en ged. Nu ville hver enkelt person have sit eget lydudtryk for ged, men alle ville have næsten samme tanke. Tanzanianeren ville sige mbuzi, for det betyder ged på kiswahili. Englænderen ville sige goat. Nordmanden geit og danskeren ged. Sproget er at sætte lyd på tanker. Her et konkret eksempel i form af en ged, som alle ved hvad er. Men hvad med tankerne bag begrebet "næstekærlighed". Her er et eksempel på, at lydudtrykket næstekærlighed aldrig kan komme til at dække andet end hvad vore evner, følelser, tanker og forestillinger rækker til. Martinus har ad logikkens vej ladet os forstå, at vi næppe endnu kender den fulde konsekvens og betydning af ordet næstekærlighed, det har vi ganske enkelt ikke evner til.

Vil det sige, at vi har et ord for noget vi ikke forstår? Sådan må det være. Et ord for et begreb har fulgt os gennem måske et større antal inkarnationer, uden at vi har kendt og kender den fulde betydning. Vi har tillagt ordet betydning efter bedste evne, ud fra vor mentale formåen. Næstekærlighed er et ord med umådelig dybde og indhold. Jeg fristes til at dele det næste - kær - lighed (selvom det sprogvidenskabeligt korrekt deles næste - kærlig - hed).

Der findes andre af den slags ord i sproget, uopslidelige ord, fordi de rummer dyb mening.

Forudseenhed – et ganske almindeligt forslidt dansk ord, ofte brugt i sammenhænge hvor vi manglede forudseenhed. Vi havde f.eks. ikke forudseenhed til at undgå forureningen af vor klode. Vi har ikke forudseenhed til at undgå konstante økonomiske kriser. Dér hvor vi ikke har forudseenhed, ender det galt. Dér hvor vi ikke har forudseenhed, ender det i splittelse, mangel på overblik, kaos. Dér hvor der ikke er forudseenhed, handler vi som om der ikke var sammenhæng, helhed, enhed. (Det er besnærende at dele ordet forudse – enhed, men ifølge sprogforskningen kommer ordet af forudseen(de) med endelsen -hed.)

Der er håb forude. Økologien, et helt nyt ord i sproget, regner med sammenhæng, i hvert fald i et vist omfang. Økologien som videnskab giver en vis evne til forudseenhed, når vi bruger ordet i sin normale dagligdags betydning. Her betyder det nemlig blot at have en vis evne til at forudse virkning af en handling.

Men at forudse virkninger af handlinger er netop det, vi på alle planer skal blive bedre til. Martinus vil have os til at forstå, at vi skal skabe med den hensigt at være til glæde og gavn for næsten. Derved skaber vi god skæbne.

Her er en række ord, der med tiden vil få tillagt langt bredere og dybere mening end de har nu. Skabe – skæbne – hensigt – forudseenhed. At skabe med hensigt, sigt hen mod et bestemt mål, kræver forudseenhed. Kender vi skabeloven, har vi også mulighed for at skabe med den hensigt at være til glæde og gavn for næsten, hvilket er udtryk for næstekærlighed.

Universet er en enhed, derfor kan det beskrives gennem en kosmologi. Hvis universet ikke var en enhed og helhed, holdt sammen af logik, ville det ikke være muligt at beskrive denne enhed.

Martinus forklarer, at dersom han ikke havde haft facitterne for livsmysteriets løsning, ville han ikke have kunnet udrede og forklare sammenhængene. Med andre ord, Martinus kunne forudse enhed som et grundfacit.

Der står et Forsyn bag al skabelse. Dette Forsyn har uindskrænket evne til forudseenhed. Fra Forsynets side bygger al skabelse på enhed, forudset enhed.

Det må også være vor indgang til forståelse og skabelse. Dér hvor der er noget vi ikke kan forstå, må vi forsøge at skabe mening gennem at forudse enhed.

Det uforståelige må have en hensigt, set fra Forsynets side. Der må være et facit for det uforståelige. Et facit der er til glæde og gavn for den eller de, der er involveret i hændelserne, bevægelserne, udviklingsprocesserne.

Vi må lære at skabe med forudseenhed. Jeg selv, alle andre og alt andet er under udvikling, der bygger på forudseenhed. Sproget er en del af denne enhed.