Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Jeg oplevede engang efter et foredrag, at en mand kom hen til mig og åbent spurgte mig, hvorfra jeg fik mod til at sige de ting, jeg lige havde sagt, eftersom jeg næppe ville påstå, at jeg havde evne til at leve totalt i overensstemmelse med de sandheder, jeg så stærkt gav udtryk for. Hvad jeg dengang svarede, husker jeg ikke, derimod ved jeg, at jeg siden meget ofte har tænkt over denne lille episode.

 

Jeg forstår så udmærket, at en og anden tilhører pludselig kan blive grebet af en mulig forstemmende følelse af, at taleren næppe selv vil evne at honorere de krav, han udtrykker som den eneste vej til indre, mental fred. Jeg forstår det muligvis langt bedre end tilhøreren, da jeg, hyppigere end jeg bryder mig om at tænke på det, under selve foredraget klart har vidst, at netop der sagde jeg noget, som måske havde langt mere bud til mig selv end til de, jeg talte til, og den viden er langt fra behagelig. Men hvorfra får man da så alligevel mod til at tale, og hvordan kan det gå til, at man simpelthen føler det som sin pligt at fortsætte? Lad mit svar blive enkelt: man får det, fordi man, sine egne ufuldkommenheder ufortalt, har set et lys og føler, at man ville forråde dette lys, om man, på grund af egne midlertidige brist og deraf følgende frygt, fortav den lykke, mødet med dette lys havde ladet en opleve.

Livet, som vi i dag kender det, er fyldt med det, jeg kalder "billige løsninger". Den mentale lunkenhed hersker næsten enevældigt. De fleste føler, at der må ske noget, at vi må forandre os, men, og her kommer en af de hyppigst anvendte "billige løsninger" frem: hvorfor skal netop jeg begynde! Tag f.eks. en så beskeden ting som kødspisning. Personligt har jeg mødt utallige, som overfor mig selv har givet udtryk for en klar forståelse af det forkastelige i denne ernæringsform. Ja mange har såmænd gjort det så udmærket, at jeg faktisk selv har stået helt beskæmmet og tænkt, at bare jeg selv kunne gøre det lige så godt. Men når man så realistisk oplever, at de selv samme mennesker, deres gode forståelse til trods, stadigt fremturer i en af dem selv erkendt forældet levemåde, så forstår man, at tingene alligevel ikke er sagt tit nok.

I et af sine foredrag ved Klint talte Martinus om det jordiske menneskes forhold til sandheden, og han udtrykte dette forhold i en lignelse jeg aldrig vil kunne glemme. Han sammenlignede det jordiske menneskes længsel efter altid at være sand, med den fireføddede fisks længsel efter at leve på landjorden. Denne længsel havde efterhånden ført til dannelsen af de første spæde organer til at bevæge sig på denne landjord, men lungesystemet var ikke fulgt helt med, hvorfor fisken, efter et kortere ophold på strandbredden, måtte vende tilbage til havet, for at undgå at blive kvalt. Også vi kender til længsel. Jo mere vi har set og forstået af det rigtige menneskeriges virkelige eksistens, desto mere længes vi efter at nå det. Men i forholdet til dette rige står vi som den fireføddede fisk: vi er først i færd med at få udviklet de organer, der skal gøre det muligt for os at opleve denne skønne tilstand.

Denne lignelse rummer for mig i en nøddeskal svaret på det problem, jeg indledte dette lille brev med. Jeg ved, at jeg er et ganske almindeligt menneske, noget jeg aldrig har lagt skjul på, men jeg ved også, at jeg har mødt en overliggende mental zones skønne lys i en sådan grad, at det ville være ensbetydende med forræderi imod det i mig, som har menneskeværdi, at fortie hvad jeg der har oplevet. Jeg ved ganske nøje, at der også for mig er uendelig lang vej igen, før jeg får fast bund under fødderne på fuldkommenhedens forjættende kyst, men jeg ved, at denne kyst eksisterer, og deri finder jeg mod til at undervise, ja mere end det: pligt.

Personligt nærer jeg en sand rædsel for fanatikere, enten de så åbent vedkender sig deres fanatisme eller går mere stille med dørene. Som alt andet har også det åndelige liv sit "overdrev", og det er langt fra behageligt at skue. Uden på nogen måde at ville skose nogen, vil jeg gerne sige, at jeg føler det som min inderste overbevisning, at en åndelig nyorientering må kunne fuldbyrdes af og for ganske almindelige mennesker. Når Martinus arbejde har fået den indflydelse på mit eget liv, som tilfældet er, beror det netop på den måde, det fuldbyrdes på. Var han selv af typen med de rullende øjne og store gebærder, ville jeg have vidst at "bakke bagud" i tide. Det var netop hans store ro og absolutte selvbeherskelse, der først tiltrak mig og gav mig mod til at tale med ham om det, en fanatiker aldrig ville have kunnet få ud af mig. Og som han selv er, er hans værk. Det indeholder ingen appel til fanatisme. Men det indeholder viden og inspiration nok til århundreder. At møde det og forstå det i en sådan grad, at det bringer en i vækst, vil også være ensbetydende med at stille sig til rådighed for den, som har den viden behov, man selv har erhvervet sig. Om det sker fra en talerstol eller i en samtale på tomandshånd er i denne forbindelse ligegyldigt, man vil i begge tilfælde opdage, at man pludselig får mod til at sige ting, man aldrig før ville have sagt, ja ikke alene mod, man vil simpelthen føle det som en uafviselig pligt.

Lad så være, at vi rent sandhedsmæssigt er en slags "fireføddede fisk", vi har dog indåndet en ny verdens luft og følt den salighed, den evner at give os. Denne salighed bringer vi med os, når vi igen vender tilbage til det "hav", vi endnu i lang tid skal tilhøre. Men hvad der bor i hjertet, kommer ofte frem i øjnene, det er måske salighedens største værdi for vore omgivelser! Kærligheden og overbærenheden er ikke hjemmehørende i dyreriget, det er menneskelige tilstande, og jo mere de lever i vore øjne, desto mere hjælper vi andre til at forstå, at der virkelig findes en anden verden end hadets og misundelsens. Lad så være, at der af og til slipper et par slemme skruptudser ud af munden på os, det tilgiver Gud os nok, især når han opdager, at vi selv er de første til at fortryde dem!

Fra korrespondanceafdelinqen. Brev nr. 108. 7. december 1945. Let forkortet.