Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Det er de mærkeligste ting, man kan interessere sig for at samle på, Og jo sjældnere, des bedre!

Efterhånden, som Martinus bliver mere kendt ude i verden, er der nok ingen tvivl om, at ikke bare hans bøger, men også spredte udtalelser om specielle emner i disse bøger vil blive eftertragtede objekter for samlere.

Og der er virkelig mange muligheder. Selv samler jeg på "fremmede forfattere i Martinus' litteratur", dvs. jeg samler på "spor" eller "aftryk", der viser, at Martinus kendte til andre ydre kilder end Bibelen og den mest elementære skolebogslitteratur. Og så regner jeg kun med "spor", der er så "friske", at de peger hen på forfattere, som med sikkerhed kan identificeres.

Bortset fra H.C. Andersen, som Martinus i forbindelse med "Kejserens nye klæder" nævner i VEJEN TIL INDVIELSE, kapitel 19, har jeg indtil nu kun fundet 3.

Det drejer sig for det første om Immanuel Velikovsky, hvis teori om "kloder i kollision" Martinus indirekte henviser til i den artikel, KOSMOS' læsere finder på de følgende sider. Ved en sådan indirekte henvisning forstår jeg her, at forfatterens navn ikke nævnes, men det afsløres indirekte gennem Martinus' henvisning til hans resultater og mest afgørende: til de materialistiske (og for de fleste mennesker ukendte) kendsgerninger, med hvilke han underbygger sin teori. For at finde et sådant "spor" er man naturligvis nødt til at kende forfatterens navn og teori på forhånd.

For det andet drejer det sig om et citat fra James Jeans' populærvidenskabelige bog: "Gennem tid og rum", og for det tredie om en indirekte henvisning til Alfred Wegeners teori om "de svømmende fastlande". Disse to sidste "spor" finder man i DEN LÆNGST LEVENDE AFGUD, henholdsvis kapitel 6 og 7.

Men hvorfor nu så få "spor" af fremmede forfattere (er der flere?) i en samlet litterær produktion, der tæller tusindvis af sider? Det må da siges at være uhørt i vore dage? Ja, men forklaringen er den simple, at Martinus ikke har sin viden fra andre forfattere. Han kunne siden sin kosmiske indvielse som 30-årig øse af sin egen bevidsthed i ubegrænsede mængder. Og da han på det tidspunkt var en ubelæst mand, blev han således et levende bevis på, at viden kan tilegnes ad andre veje end de sædvanlige.

I ganske få tilfælde har Martinus imidlertid senere fundet det rigtigt at være opmærksom på nye, videnskabeligt underbyggede teorier, som kunne bidrage til at gøre hans kosmiske indsigt mere forståelig eller sandsynlig for læserne. Samtidig var denne fremmede viden måske også et fingerpeg for ham selv om, hvor langt menneskene nu var nået i deres egen forskning, så han kunne indrette (udvide?) sin undervisning derefter.

Men det skete så sjældent, at det derved får en ganske særlig tillægsværdi – for samlere!