Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Når en videnskabsmand forsker inden for et fysisk område, har han en forskerindstilling, d.v.s. han går ikke ud fra at han ved, men at han vil vide. Når han er kommet et stykke på vej, siger han måske: "I dag er jeg kommet frem hertil, men i morgen har jeg muligvis fået en anden opfattelse". Nye opdagelser ændrer hele tiden hans stillingtagen. Hans horisont udvides, og han sætter derfor ikke nogen grænser for sin viden. Med andre ord har han en ubegrænset og åben indstilling til sit forskningsobjekt.

Giver man sig i kast med at gøre selve livet til sit forskningsobjekt, som jo ikke er begrænset men ubegrænset, gælder det i endnu højere grad om at tilegne sig en fri og ubunden opfattelse. Livsoplevelsen forandres uafbrudt, nye erfaringer kommer til, og gamle vurderinger må give plads for nye. Når interessen for den åndelige videnskab vækkes, kan det ske, at man vil lære at forstå alt så hurtigt som muligt. Man vil gerne komme med skræddersyede løsninger på egne og især på andres problemer, for når man nu er kommet på sporet af livets mysterium, er der jo ingen spørgsmålstegn mere. I modsætning til den materialistisk indstillede videnskabsmand er man i færd med at tilegne sig et begrænset, i stedet for et ubegrænset syn på sin forskning. Uden selv rigtigt at være klar over det, har man fået en dogmatisk holdning til analyserne, og det var jo bestemt ikke det, man havde tænkt sig fra begyndelsen. Det åndelige er stadig et ukendt område for os, et område som vi langsomt og gradvist trænger ind i. Kun ved hjælp af det kendte kan vi gå ind for, at der eksisterer en for os ukendt bevidsthed (ånd) bag ved alt. Indtil videre må vi gå ud fra, at vi ikke ved, men at vi har et stærkt behov for at vide, og at vort endelige mål er viden. At indse det er snarere en befrielse end en skuffelse. En forsker, der længes efter viden, og som altid er parat til at revidere og omprøve sin opfattelse, er en fri forsker.

Nu kan man måske synes, at der ikke er nogen chance for at være tilfreds og glad, når man ingenting ved. Men hvem er egentlig mest lykkelig, den der krampagtigt holder fast og forsvarer sine mere eller mindre forudfattede meninger, eller den som slipper taget og stiller sig åben over for nye opfattelser og ideer?