Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da jeg var lille, troede jeg, at man ville vide og kunne alt, når man var blevet voksen. Ak, ak, hvilken illusion, der dér brast! Det vi kalder at være voksen, er kun en "kropslig voksenhed", men der er også en "sjælelig voksenhed", og her forklarer Martinus, at der er en ganske lang vej, før vi når der til. Kosmisk set, siger Martinus, er vi som små børn, som endnu ikke er modne til at se sammenhængen – og ganske som ethvert lille barn har tråvlt med at udforske voksenverdenen, så har vi også travlt med at udforske denne – men i vort tilfælde gælder det den sjælelige.

For kun nogle generationer siden var kønsrollerne klart definerede og dermed også forældrerollerne. Kvinden havde ansvaret for hjem og børn, manden for at skaffe føde og beskytte magen og afkommet. Hele den vågne tid gik med sådanne sysler. Skønt vi i tidligere liv ikke kun har opdraget ét barn ad gangen, men måske op til ti ad gangen, er det i dag ikke usædvanligt, at vi henvender os til såkaldte eksperter på børneopdragelsesområdet. Pludselig står vi her og er usikre, handler vi rigtigt, giver vi nu vore børn en korrekt opdragelse? Vi kæmper med spørgsmål som: Er jeg for streng? Er jeg måske for eftergivende? Har jeg for store forventninger til barnet? Eller er de måske for små? Hvor skal jeg sætte grænserne? Er jeg for dominerende? Blander jeg mig i for meget? Overlader jeg for meget til barnet?

Under den autoritære "opdragelsesæra", det vil sige, da forældrenes ord var lov og tugten hang som en konstant truende sky over barnet, var ovenstående spørgsmål ikke noget problem. Det var altid forældrene, der vidste bedst og følgelig indtil hundrede procent bestemte over barnet. Som modvægt til denne opdragelsesmetode kom den såkaldte "laissez faire-metode", hvilket nogenlunde betyder "lad gå-metoden". De, der antog denne metode, var selvfølgelig dem, der selv havde lidt under autoritære forældre. Nu skulle børnene få lov at bestemme uden de voksnes korrektioner, indblandinger og råd. Nu skulle de selv have lov til at udforske verden. Normer og vurderinger skulle "vokse" frem af sig selv uden risets trussel. En god tanke men her gik forældrene "bag kulisserne" og troede, at de ikke havde mere at gøre "på scenen", og fra at have haft børnene bag kulisserne (den autoritære opdragelse), kom der en tid, da børnene og forældrene mere eller mindre byttede roller.

Konsekvenserne af opdragelsespendulets yderste udsving er blevet, at vi i dag har indset, at det ikke er godt at være for streng, men heller ikke for slap. Og dette har igen åbnet nye, spændende chancer og muligheder for os forældre til at udvikle nye sider i vor personlighed (vel at mærke, hvis vi ikke allerede har dem). For i dag er det mest attråværdige at kunne vejlede sine børn uden at dominere dem. Den gode forældreegenskab er nemlig at kunne være bestemt og flexibel, konsekvent men ikke ubøjelig, vise forståelse og tolerance, men også kunne sætte grænser. En og anden sukker måske og tænker, at det var enklere, da man som forældre vidste, at "det rigtige" altid var at holde børnene i skak bag kulisserne eller at stille sig dér selv og slippe for at gå ind på scenen! Ud fra et forældreperspektiv kan det måske synes lettere selv at have regler at holde sig til, men allerede i dag er individualiteten hos vore børn og unge så tydelig, at det, der er "rigtigt" for det ene barn, ikke nødvendigvis er "rigtigt" for det andet barn på samme tid og måske heller ikke på et senere tidspunkt.

En almindelig forestilling hos forældre er, at man tror, man kan indpode egne erfaringer i sine børn, så de kan slippe for at gøre de fejltagelser, man selv har gjort. Man glemmer alt for let, at "brændt barn skyr ilden", fordi det selv har erfaret, at det gør ondt at brænde sig. Hvorfor vil vi da så gerne forhindre vore børn i at gøre deres egne erfaringer? Ja, det skyldes selvfølgelig, at vore erfaringer var så dyrekøbte. Vi har måske lidt så meget eller senere fortrudt, at vi gjorde det ene eller det andet. Men spørgsmålet er, kan vi virkelig påføre andre vore erfaringer? Jeg hørte følgende i radioen i et humoristisk program: "At opdrage børn er ingen kunst – det er umuligt!" Selvom det var ment som en spøg, ligger der en stor sandhed i påstanden. Martinus mener nemlig, at man ikke kan "opdrage" eller kultivere noget hos nogen, hvor der ikke allerede er et anlæg. Hvis ikke frøet er der, kan anlægget eller talentet ikke opdyrkes. Hvis et individ påtvinges en "opdragelse", som ikke er i overensstemmelse med dets mentalitet, kan det kun sammenlignes med "dressur" eller "fernis", som ufejlbarligt falder af, når individet ikke længere står under "opdragerens" indflydelse.

"Hele min tilværelse er opbygget af korte, intensive perioder. Lige nu er det Bowie, det gælder. Bowie og renlivethed. For nogle uger siden var det dekadence, total dekadence, der var det vigtigste. Om fjorten dage er jeg nok blues-saxofonist. Dette fænomen beror sikkert på, at jeg har så mange interesser, og det resulterer i, at jeg aldrig kan færdiggøre et projekt, som er større end det at børste tænder". (BARN, nr. 1 – 1985, "Hjälp jag är tonåring"). Hvad Mikael, 14 år, som har skrevet ovenstående linier, kunne have trøstet sig med, er Martinus forklaring om, at vi repeterer vore tidligere liv. Han havde da sikkert lettere forstået sine interessers hurtige opståen og forsvinden. Nok er viden om repetitionsfasen ikke en forudsætning for at blive gode forældre, men dog hjælper det at vide, at vi repeterer vore tidligere livs erfaringer, indtil vi er ca. 30 år. Vore børns "vanskeligt håndterlige sider" bliver i dette perspektiv kun en bekræftelse på, at der er ting og begivenheder i deres tidligere liv, som må komme frem i deres bevidsthed, så de nu kan anvende denne viden og erfaring fra tidligere opøvelser. Når vi repeterer begåede "fejltagelser" kan det sammenlignes med, at vi engang er blevet tilbudt en "frugt", og efter "spisningen" af denne frugt har kunnet konstatere, at den ikke skabte behag. Næste gang (måske i næste liv), når vi kommer ud for samme "frugt", er det tilstrækkeligt at tage en bid af den for at genkende smagen og dermed afstå fra at "spise" den. Så meget om repetionens geniale hukommelsesteknik. Når den 5-årige derfor leger krig og skyder vildt omkring sig, er det ikke udslag af, at han er usædvanlig "krigerisk", men et tegn på at han repetererer krigsoplevelser. Jeg læste for øvrigt om en mor, der i opdragelsen ville "ligestille" sin datter og købte en bil til hende, men stor var hendes forbavselse, da bilen blev puttet ned i en dukkevogn med lagner og det hele og kørt omkring med.

Når vi nu ved, at børn repeterer deres tidligere liv, og at vi ikke kan overføre vore erfaringer til børnene, må vi prøve at finde en forklaring på vor egen usikkerhed, når det drejer sig om børneopdragelse. Alle dyr og ligeså vi mennesker (som ifølge Martinus stadig tilhører dyreriget) fødes med en række instinkter, det vil sige funktioner, som vi gør automatisk. En sådan instinktfunktion er vor evne til at værne om, opdrage og hjælpe vort afkom. Vort forældreinstinkt stammer fra foregående spirals kosmiske bevidsthed. Denne vor suverænitet i tanke og handling bliver til instinktenergi, når vi i vor bevidsthed skal bygge en bro fra den åndelige verden over til en ny fysisk tilværelse. Vor bevidsthed er skabt ligesom også vort forældreinstinkt. Og alt hvad der er skabt er underkastet det Martinus kalder talentkerneprincippets opbygning og nedbrydning. Det tager flere liv at opøve et talent, men det tager også flere liv at nedbryde det – og vort forældre-talent er netop et sådant degenererende talent. I overgangen mellem dyreriget og det rigtige menneskerige – som vi udvikler os hen imod – er vi blevet lidt fremmedgjorte og rådvilde. Dette gælder først og fremmest over for de ting, vi tidligere gjorde instinktivt. Men der, hvor vore instinkter svigter, vokser en anden funktion sig stærkere – nemlig evnen til at tænke.

Vor nye evne til at tænke åbner naturligvis for et område, som tidligere har været lukket for os. Livet byder pludselig på ting, som vi tidligere ikke har haft evne eller fantasi til at forestille os. Uden at vi rigtig ved, hvordan det er gået til, står vi over for en fristende verden, som lokker og forfører os. I dag kan vi selv bestemme, hvor mange børn vi vil have, og hvornår vi vil have dem. Vi lever længere, og frem for alt har vi fået mere tid tilovers – især takket være den tekniske udvikling – til andre beskæftigelser end at opdrage og føde børn. Nu når vi også at studere Martinus kosmologi, træffe venner, gå til foredrag, male billeder, skrive bøger, komponere musik, springe ud med faldskærm, tage kørekort, køre MC, rejse til månen .......

Vi har nu konstateret, at forældreinstinktet er skabt og at det dermed også kan ophøre. Forældreprincippet derimod er en evig kosmisk lov (de store hjælper de små) og kan heldigvis aldrig ophøre. Ved at studere verdensgenløseres (f.eks. Jesu og Martinus) væremåde over for menneskeheden kan vi få et fingerpeg om, hvordan vi bør forholde os over for vore børn. Verdensgenløsere praktiserer altid gaveprincippet, de giver uden at forvente sig noget til gengæld. De er selv det bedste eksempel på det, de underviser i. Med andre ord – de lever, som de lærer. Her vil man måske indvende, at de lever på den fuldkomne og kærlige måde, fordi de har kosmisk bevidsthed, og at det ikke er nogen kunst, når man har det. Men her i ligger nemlig pointen, idet også vi voksne har forældre – og jeg tænker her ikke på vore biologiske forældre, men på vort kosmiske slægtskab med verdensgenløserne, overfor hvem vi forholder os på samme måde, som børnene forholder sig til os. Ingen udvikling ville nogen sinde komme i stand, hvis ikke der fandtes verdensgenløsere eller forældre, som i princippet er det samme. Akkurat som vi påvirkes til en ny moral af "vore kosmiske forældre", eftersom de er "ældre" og har nået at lære mere, kan vi også tilstræbe at inspirere vore børn til mod og moral i deres liv – samtidigt med at vi husker på, at "livets lektie" skal læres i praksis.