Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kristus, som til kvinden, der var grebet i hor, sagde: "Heller ikke jeg fordømmer dig", til røveren på korset: "Idag skal du være med mig i paradis" og til den foragtede tolder Zakæus, der var krøbet op i et træ for at se ham drage forbi: "Zakæus! Skynd dig at stige ned; thi jeg skal i dag blive i dit hus", Kristus, som ikke var kommet til verden for at dømme, men for at vise kærlighed, var i sin kærlighed til menneskene streng mod én slags mennesker, som han karakteriserede som "øgleunger", "kalkede grave" og "hyklere". Den slags mennesker var farisæerne og de skriftkloge. Men hvad var det i grunden for en "slags" mennesker? Hvad "de skriftkloge" angår, må de være datidens teologer, der grundigt havde studeret Talmud, loven og profeterne, lærde mænd, der kendte lovens bogstav til punkt og prikke, og som havde specialiceret sig så meget, at det til tider kneb for dem at se skoven for bare træer. Det er altid specialistens svage side, at han er tilbøjelig til at hænge sig i detaljer og fortabe sig i teorier og dogmer og miste forbindelsen med helheden og med realiteterne i den daglige tilværelse. Dermed være ikke sagt, at "en skriftklog" ER sådan, kun at det er hans svage side, som naturligvis kan være mere eller mindre udpræget. Men hvad var farisæerne for folk? Når der udtrykkeligt gang på gang i Det nye Testamente står "farisæerne og de skriftkloge", er det klart, at der er tale om to forskellige slags mennesker, der har noget særligt til fælles, som Kristus advarer imod, en vis smålighed, en vis selvtilfredshed, en vis foragt for andre, der ikke er som de selv, og en tilbøjelighed til hykleri. Om farisæere i fortid og nutid holdt pastor Bartholdy, Indre Missions tidligere formand, for nylig et par glimrende foredrag i radioen, og jeg skal tillade mig at karakterisere farisæerne, som han gjorde det.

Pastor Bartholdy, som åbenbart udnytter sit otium til grundige studier, viste ved sine ord, at han er på vagt over for faren ved at være "skriftklog", der var ingen "løftet pegefinger" eller nogen fornemmelse af bedreviden i hans foredrag, han gik til sagen på en frisk og saglig måde, som alle (der har lyst til at høre om den slags ting) skulle kunne forstå. Han fortalte om, hvorledes farisæerne på Jesu tid var et samfund, som i princippet egentlig godt kunne sammenlignes med Indre Mission her hjemme i vor tid. Farisæerne behøvede absolut ikke at være lærde folk, men tilhørte mange forskellige samfundsgrupper. De var i almindelighed agtede og ærede, de havde politisk indflydelse, de var en magt i samfundet ved siden af saddukæerne og essæerne, de to andre indflydelsesrige religiøse jødiske retninger. Men hvorfor hører man mest om farisæerne i Det nye Testamente? Antagelig fordi de var de mest ivrige og ihærdige bogstavtro jøder og var stærkt optaget af lovparagraffer om helligholdelse af sabbat'en, om at betale tiende af køkkenurter, om rituel håndvask og rengørelse af bægre og kar, kort sagt om en masse petitesser angående den ydre form for religiøsitet, som var nedarvet tradition fra Moses's tid, alt hvad man som ægte jøde måtte og ikke måtte. Det er klart, at Jesus, som absolut ikke følte sig bundet af traditioner, måtte blive en torn i øjet på disse pedantisk bogstavtroende mennesker. Han sagde jo netop: "Der blev sagt til de gamle, men jeg siger eder -" han var i deres øjne en farlig mand, en oprører mod sand jødedom, der såede sine utraditionelle dristige ord blandt folket, ikke mindst blandt ungdommen, altså en fordærver og bespotter, som var en fare for den offentlige moral. Jesus på sin side så klart, at disse rethaveriske, småborgerlige, selvretfærdige mennesker var langt mindre i stand til at tage imod hans budskab end "toldere og syndere", dvs de mennesker, som ikke havde nogen "kontrakt" med Jehova om, at hvis de overholdt loven til punkt og prikke, så ville de undgå fortabelse og helvede.

På en måde kunne det se ud, som om det var farisæerne, der sejrede over Jesus. Dels fordi de fik ham korsfæstet, og dels fordi farisæismen fortsatte ind i kristendommen, hvor den gennem tiderne har domineret og forsøgt at underkue anderledes tænkende med fordømmelse og foragt, ja endda med inkvisition og bål, med krig og vold. Og dog er det kun tilsyneladende, den har sejret; meget viser allerede i vor tid, at den ikke vil komme til at sejre, det vil Kristi væremåde, selv om det vil tage sin tid, da farisæismen har dybe rødder i hvert menneskes sind, som kun kan trækkes op af den enkelte selv.

Det er naturligt, at et menneske – måske efter længere tids søgen – bliver lykkeligt over at finde svar på sine utallige spørgsmål, når det møder Martinus verdensbillede og begynder at studere hans kosmiske analyser. Det er også naturligt, at det samme menneske føler trang til at fortælle sine nærmeste venner og bekendte som sit store og glædelige fund. Man vil dog snart erfare, at det, der er et uvurderligt fund for den ene, måske er det rene volapyk for den anden, måske endda noget højst irriterende volapyk, som han eller hun råder den, der glad beretter om sit fund, til hurtigst muligt at droppe. Hvad er nu årsagen til, at venne eller veninden, der "ellers er så intelligent", overhovedet ikke vil høre tale om kosmologi, men fordømmer den eller ringeagter den eller blot ryster medlidende på hovedet deraf? Den er først og fremmest, at vedkommende overhovedet ikke har behov for sådanne tanker i øjeblikket, der er ikke noget som helst i hans eller hendes bevidsthed, der er på bølgelængde med kosmologiens tankegang, de er "blinde" over for den, ligesom de fleste farisæere og skriftkloge var blinde over for Jesu budskab. Den moderne "skriftkloge" vil måske lidt nedladende kalde det "hjemmestrikket filosofi", som intet har med logik og videnskab at gøre, det er blot sekterisk tågesnak. Og den moderne "farisæer" – religiøs eller irreligiøs, der er mange slags – vil højst sandsynligt advare mod "den slags tåbelig snak, der vender op og ned på tilvante begreber og mistænkeliggør gamle hævdvundne traditioner og skikke". "Vegatarisme", "pacifisme", "reinkarnation og karma", "jorden som levende væsen" osv – "den slags sværmerisk overtro skal man holde sig fra, den er nedbrydende for det normale liv!" Og hvis den glade fortæller er gået så vidt, at han har berørt "polprincippet", "kontrastprincippet" og "perspektivprincippet" og fortalt, at vi alle engang vil få "kosmisk bevidsthed", så vil der være al grund til for "farisæeren" at råbe vagt i gevær over for sådanne samfundsnedbrydende og direkte umoralske ideer, der (hvis den forargede er gammel-religiøs) er gudsbespottelige, ukristlige og hedenske eller (hvis han er materialist og ateist) urealistisk drømmeri, som er det rene nonsens, allerhøjest sværmerisk ønsketænkning, som livet selv viser ikke har rod i noget som helst.

Hvis det menneske, der er blevet glad for kosmologien, synes, at alle andre, der ikke kan forstå den, er nogle idioter, har vedkommende ikke forstået meget af den selv. Det er nu også så groft igen, men en lille bid af en sådan tankegang kan godt af og til liste sig ind i ens sind: "De andre", dem "udenfor", i modsætning til dem, der er indstillet på disse tanker. Det kan straks være en begyndelse til, at man synes, at "vi" er mere "rigtige" end "de andre", et tema, Leif Panduro causerede over for nylig for de nybagte studenter. Og det er "farisæertemaet", ligegyldigt om det er en student, der i sin naivitet tror at være mere end de "ustuderende", eller det er en, der har studeret lidt kosmologi og tror, han betyder mere, fordi han har mødt noget af betydning. Hver eneste menneske vil i sit liv møde noget, som er af betydning. Men så er spørgsmålet: tager dette menneske imod dette på en sådan måde, at det gennem ham eller hende også kan få betydning for andre? Ligegyldigt om det er kosmologi, eller hvad det er. Når det drejer sig om kosmologien, kan alle som møder den og bruger den, blive årsag til, at den får kolossal betydning for andre – gennem vedkommendes væremåde. Ikke den "farisæiske" eller "skriftkloge" væremåde, der udtrykker forargelse over andres tåbelighed eller udbreder sig i kosmiske udredninger på en måde, som lige så meget er for at brillere med viden, som det er for at hjælpe til forståelse. Den der gør det, har faktisk også "siet myggen fra, men sluger kamelen". Hvad kan man da gøre? Man kan forsøge at lade kosmologien hjælpe en til at blive en "tolder" eller "synder", der erkender sin begrænsning, men også sine muligheder og ud fra denne erkendelse med ydmyghed forsøger at komme videre i sin udvikling, og i denne udvikling er der to faktorer, der er væsentlige: ens forhold til Gud i den indre verden og ens forhold til "de andre" i den ydre verden.

Hvorfor var den kærlige Kristus så streng mod farisæerne, når det ellers var mildhed, overbærenhed og forståelse, der karakteriserede hans væremåde? Fordi det var en væsentlig del af hans mission at vise menneskene det negative i farisæismens væremåde. Han havde ikke noget imod de enkelte farisæere, han vidste, at de i øjeblikket ikke kunne være anderledes, men han vidste også, at "farisæisme" var "bagsiden" af al religiøsitet, som måtte overvindes, for at det enkelte menneske kunne blive et redskab for Guddommen til at lade visdom og kærlighed stråle ind i denne verden. De ofte skarpe, men altid rammende ord, Kristus henvendte til farisæerne, er i virkeligheden henvendte til farisæeren i det enkelte menneske, som forarges eller irriteres over andre, som er tilfreds i sin lille verden af love, vedtægter og vaner. Og når han hellere færdedes mellem toldere og syndere til pæne menneskers forargelse, var det fordi han vidste, at her kan der begyndes på noget nyt. "Tolderen og synderen" i hvert enkelt menneske er den del af menneskets bevidsthed, der erkender, hvor lidt han eller hun er "i sig selv" og derfor ikke er lukket inde i selvtilfredshedens mentale fængsel. Når den del af mennesket får kontakt med kosmologien, går det op for det, hvilke kolossale muligheder der ligger åbne, hvis det åbner sit sind for "Du, som er i himlene", for selve den guddommelige skaberkraft og tankeverden. Forenes denne livsindstilling med studiet af kosmologien og praktisering af "kosmisk kemi", er det den "tolderbevidsthed" (og det vil sige en bevidsthed, der har vendt sig bort fra "den gamle verdensimpuls"), der lidt efter lidt åbner sig for "den nye verdensimpuls" og derfor er på vej til at blive "kristusbevidsthed".