Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det er en anstrengende fase kulturmenneskets udvikling er gået ind i, hver eneste dag af vores liv kræver vor fulde opmærksomhed og energi. I kraft af det fantastisk udviklede og udbyggede samfund vi lever i, vil der hele tiden være opgaver der skal løses, hele tiden ting der skal tages stilling til. Den daglige tilværelse kunne godt være meget mere lykkelig og lys end tilfældet er, for med den teknologi, vi råder over, er næsten alle ting muligt materielt set. Selv om naturen stadig frembyder visse vanskeligheder i form af naturkatastrofer, så må det alligevel siges, at mennesket selv frembyder de største vanskeligheder for at en behagelig og kærlig atmosfære kunne herske der hvor indbyrdes stridigheder, krige, økonomisk misbrug såvel som det "slaveri" der er følgen af dette, ligesom hungersnød og sygdom er nogle af de alvorlige spørgsmål som man dagligt skal tage stilling til. Indenfor de enkelte nationers grænser vil der naturligvis også være en del problemer og spørgsmål, som påkalder sig vor interesse, og her gælder det for det enkelte individ om at bedømme problemerne fra den rette synsvinkel, hvilket igen er afhængig af det enkelte menneskes moralske og etiske udvikling.

Det faktum at mennesket af i dag er "en såret flygtning mellem to riger", som Martinus udtrykker det, nemlig mellem dyreriget og det rigtige menneskerige, er en betydningsfuld og udslagsgivende faktor i vor bedømmelse og meningsdannelse omkring livets store generelle spørgsmål – "Hvad er rigtigt, og hvad er forkert"? Det er sådan at hvert rige eller tilværelsesplan har sit fundamentale moralkodeks udfra hvilket de væsener som er i kontakt med det pågældende moralske grundlag, handler og tænker. Som vi ved er det moralske og etiske grundlag i det rigtige dyrerige "det dræbende princip", hvorimod det i "det rigtige menneskerige" er næstekærlighed, tilgivelse og tolerance, og når mennesket i en vis del af sin mentalitet er i kontakt med dyreriget, samt mere eller mindre i kontakt med "det rigtige menneskerige" vil det naturligvis hele tiden kræve fuld opmærksomhed fra det menneske, som søger at gøre det rigtige.

Hvis vi prøver at forestille os det rigtige dyrerige med de tusinder og atter tusinder af forskellige dyreformer, så vil vi iagttage, at de allerfleste af disse dyr lever i større eller mindre flokke, hvis sammensætning er bestemt af dyrenes art eller slægtsforhold. Det som afgør hvilken flok man tilhører er de specielle forhold, som knytter sig til hver enkelt dyrearts kamp for at overleve, og samme forhold gør det til en umulighed at f.eks. løver og antiloper kan gå i samme flok. Flokdannelse er for dyrene en naturlig, ja ligefrem livsnødvendig foranstaltning som er mere udpræget for de svagere dyr end for de stærkere dyr som f.eks. rovdyrene, der ikke i samme grad har brug for flokkens beskyttelse. Igennem den daglige kamp for tilværelsen har dyrene fået udviklet deres forsvarsinstinkt, og en del af dette forsvarsinstinkt giver sig udslag i flokdannelse, der som nævnt udgør en beskyttelsesforanstaltning i kampen for at overleve. Individualitetsfølelsen er i sit latente stadium for de væsener der på denne måde er knyttet til en flok, og man kan opleve hvordan førerdyret i en sådan dyreflok så at sige er dennes "hjerne". Det er ikke sådan at hvert enkelt dyr analyserer, om der er fare på færde, og på hvilken måde det så skal reagere. Dyrets instinktevne er så udviklet, at det omgående ved hvad det skal gøre, og ved en eventuel faresituation kan man se hele flokken flygte den samme vej, her er ingen uenighed.

Forsvarsinstinktet og kampen for at overleve er altså de udløsende momenter for enhver flokdannelse i dyreriget såvel som hos mennesker, omend det for sidstnævnte er i en noget anden form.

Når vi derfor taler om mennesket som "en såret flygtning mellem to riger", så er det rigtige mennesket er på "flugt" fra – dyreriget –, og dermed også det livsgrundlag som er fundamentalt for dette rige. Igennem vore forsvarsinstinkter opdager vi "fjender" overalt omkring os, det kan være politiske, religiøse eller fysisk bedre udrustede væsener, der udløser dette forsvarsinstinkt, der altså er en reminicens fra dyreriget. På den anden side har en vis forståelse og tolerance fået indpas i menneskets bevidsthed, og det afføder helt andre reaktioner end de for dyreriget nævnte, nemlig, at man ikke er i forsvarsberedskab, men i stedet prøver at analysere de påvirkninger som man modtager. Man kan sammenligne disse to former for reaktion, med den oplevelse man har i den mørke skov, hvor en kroget skikkelse rækker sine uhyggelige arme ud efter os, men som dog ved nøjere eftersyn viser sig at være et uskyldigt træ. I et sådant tilfælde er man blevet "snydt" af sine forsvarsreflekser.

Her er vi fremme ved noget meget centralt for nutidens mennesker, der i kraft af deres forsvarsinstinkter samler sig i forskellige former for grupper eller flokke, og i samlet flok udløser deres vrede og angst imod en anden gruppe individer, som igennem en bestemt adfærd har udløst disse menneskers "angst for ikke at overleve", og resultatet er en kampsituation. Denne situation er ganske dagligdags i vor verden, hvor udløsningen af alles kamp imod alle er en realitet. Forskellige former for økonomiske og sociale skel, politiske skel, sexuelle forskelligheder, moralske og etiske skel, religiøse og filosofiske uenigheder, er de udløsende momenter i denne forfinede form for "kulturel krigsførelse". Her er manglen på et samlet verdensbillede med kærlighed og tolerance som fundament særlig udtalt. I lige så høj grad som man binder sig selv til en eller anden speciel form for livsanskuelse, det være sig politisk, religiøs osv, i lige så høj grad tilhører man flokken og dennes mentalitet.

Det faktum at man ikke har noget bestemt livsgrundlag at handle og reagere ud fra, det være sig dyrerigets eller "det rigtige menneskeriges", gør en til et let offer for forskellige flokkes meningsdannelser, der igennem slagkraftige argumenter fejer usikkerheden bort, og overbeviser individet om, at det eller det skal han/hun mene for igennem sin tilknytning til denne mening at få flokkens beskyttelse. Nu ville det nok være nærliggende at rette vrede imod dagspressen, politikerne, de religiøse overhoveder eller hvem der ellers måtte være stærkt meningsdannende for bestemte befolkningsgrupper, men det er at rette "skytset" den forkerte vej. Det er ikke udelukkende generalernes skyld at der er krig, for uden soldater, absolut ingen krig og ligeså med flokken, der ikke er nogen flok uden tilhængere. Et af de karakteristiske "bindemidler" i en flokdannelse er intolerance og agressioner rettet imod andre flokke eller grupper, og her udfolder primitive følelser sig i manglen på intelligensmæssig modvægt, og man vil derfor være overladt til de postulater, som flokførerne begrunder deres intolerance med. Her vil jeg gerne citere Martinus fra et lille stykke i bogen "Bisættelse": "Med hensyn til den jordiske menneskehed lever den allerstørste part af dens individer endnu på postulater, altså formodninger, der er udråbt som virkelighed uden at være baseret på nogen som helst matematisk stabilitet eller intelligensmæssig analyse. Da den menneskelige intelligensudvikling først i de seneste årtier har taget fart, har man altså været nødsaget til at leve på sådanne postulater og vil fremdeles være nødsaget til dette i alle felter i den daglige tilværelse, hvor intelligensevnen endnu er for svag til at nå ind til det matematiske ligevægtspunkt i verdensplanen, der skal afsløre postulatet som virkelighed eller uvirkelighed."

Nu har vi gennemgået alle dyrerigets traditioner i forbindelse med flokdannelse og deraf følgende flokbevidsthed, og vi kan derigennem se, at verdensfreden og dermed en bedre verden med menneskelig forståelse og kærlighed, er en umulighed sålænge vi overlader andre væsener at fortælle os, hvad vi skal tro og mene, uanset hvilket grundlag dette postulat så end måtte hvile på. Vi skal lægge de første grundstene til en ny verden i vort eget indre, for det er udelukkende herfra den store forvandling eller revolution skal komme. Det kan naturligvis være ubehageligt at mangle flokkens "varme" og beskyttelse, og at opleve den "skærsild", som flokken gør en til genstand for, men det er for intet at regne mod den altomfattende varme, tryghed og kærlighed, som er frugten af at være i kontakt med selve livets love. Hvad er det da for et udsyn vi skal tilegne os?

I dette spørgsmål vil de kosmiske analyser have en uvurderlig betydning, fordi man igennem samme analyser kan se, at alle levende væsener har "ret til livet", at alle levende væsener kun kan handle som de gør, fordi de ikke har erfaringer eller viden til at gøre andet, at ens individuelle skæbne ikke skyldes tilfældige omstændigheder eller andre gruppers forskellige levevis og moral, at selve livets mysterium ikke skal søges omkring os men i os selv. De kosmiske analyser afføder at man betragter tilværelsen med forståelse, med tolerance og visdom, og med følelse i harmonisk balance med intelligensen vil det afsløres for vort syn,: "At alt er såre godt". Man skal lære at betragte hvert individ for sig selv, og ikke bedømme det udfra dets eventuelt politiske, religiøse eller etiske fundament, for det er alle sammen mennesker, der gør hvad de mener at måtte gøre, og hvad de gør er ganske afhængig af deres erfaringer eller viden på de pågældende områder. Man kan ikke forlange at et menneske skal kunne give udtryk for noget, som det ikke har erfaret endnu, og at et sådant menneske ikke endnu har fået de nødvendige erfaringer som betinger, at det fremtræder som en "fredens engel", skal ikke være genstand for "hellig vrede" eller "retfærdig harme". Som nævnt vil flokken naturligvis rette en del intolerance mod et "medlem der træder ud" og som derfor er "udenfor", hvilket får mange mennesker til at tøve med dette skridt, da hans eller hendes tidligere "venner" nu vil være "fjender". Man behøver dog ikke højlydt at proklamere denne sin "udtræden" af flokken, eller misionere for flokken med sine nye meninger og anskuelser, der vil tavshed og tilbageholdenhed ofte være på sin plads, og det var det Jesus hentydede til da han sagde: "Kast ikke perler for svinene, thi de vil blot æde dem". Med svinene skal naturligvis ikke hentydes at folk er nogle svin, men at de mentalt vil opføre sig i kontakt med dyrerigets principper overfor disse "perler", som er identiske med den kosmiske videnskab. Jeg vil afslutte denne artikel med endnu et lille uddrag fra Martinus bog – "Bisættelse" –, og som omhandler dette at træde ud "af flokken":

"Men derimod er der heldigvis andre væsener, der er længere fremskredne, og som derfor ikke er bange for flokkens skærsild. For dem er sandhedens afsløring og praktisering det absolut eneste mentalt bestemmende i deres fremtræden, ganske uafhængigt af hvilken lidelse, hån, spot og bagtalelse fra den uvidende hob de så end måtte være genstand for.

Og denne standhaftighed gør dem ganske vist til enere i en ny flok, men i denne flok er det ikke flertallet eller mængden, der er bestemmende, men derimod udelukkende enhver eners erobring af den absolutte sandhed, der er den eneste herskende manifestationskraft.

Og i dette kendsgerningernes soleklare dagslys bliver eneren eller mindretallet til "den lille tue, der vælter det store læs", til det lille moment, der befordrer verdensgenløsningen for det store flertal, udfrier hoben fra uvidenhedens og suggestionens favntag og er således det lille retmæssige "sennepskorn", af hvilket "Himmeriges rige" vokser frem på jorden."