Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Forsidebillede: SITUATION FRA "SPEAKERS' CORNER" I LONDON

 

I det nord-vestlige hjørne af Hyde Park nær Marble Arch er der hver søndag formiddag stort røre. Her er der fri mulighed for talere til at stille sig op og videregive de større eller mindre sandheder, de er kommet i besiddelse af. Der gives udtryk for politiske, religiøse og racemæssige opfattelser, og der er talere, der beskæftiger sig med antimilitarisme, atomkraftmodstand osv. Hvis man har et budskab, skal man helst hæve sig over mængden og til det formål medbringer nogle en ølkasse og andre en køkkenstige til at stå op på, og stigen kan så behænges med billedmateriale eller plakater. På billedet ses politibetjenten, der skal virke beroligende på talere og tilhørere, da der godt kan blive uoverensstemmelse mellem gemytterne, og yderligere ser vi en dommedagsprædikant, som med sin plakat kundgør, at "verdens ende er nær". Mange føler instinktivt, at store ændringer er på vej, og nogle henviser til og sammenligner vor tid med Biblens "sidste tider". Og helt uret har dommedagsprædikanten ikke, for vi har allerede nogen tid og vil adskillige årtier frem i tiden gennemleve en periode med voldsomme omvæltninger og samfundsændringer, således at vi allerede ifølge Martinus lever midt i dommedagen eller ragnarok. Selve kloden går ikke under ved en katastrofe, det er den dyriske moral, de iboende dyriske anlæg i hvert enkelt menneske, der vil "gå under" og blive afløst af den virkelig menneskelige væremåde, som er alkærligheden.

Men den ny moral skabes ikke af "idealisme", ved en viljesakt alene. Den skabes gennem lidelsen, de hårde kendsgerninger og erfaringerne. "Det, et menneske sår, skal det høste". Martinus skriver i LOGIK kap. 58 med overskriften "Lidelsen forvandler "dyr" til "menneske" " om det "sovende" dyr og det fortsat "sovende" jordiske menneske i form af "forbryderen", som jo er farligere og snedigere end dyret. Ligesom blodhunden ikke ved formaning kommer til at elske fårene, kan jordmennesket med dyriske anlæg ikke forandres ved formaning eller påbud. Martinus skriver: "Han kan ganske vist læse politiets forskrifter, høre præstens formaninger, men hvad virkning tror man det ville have på det absolut dyriske sind, hvis ikke erfaringerne: "dødstraf, fængsel og tortur var den plov, den harve, den tromle, der i forvejen havde begyndt at kultivere de i "menneskelig" retning endnu uopdyrkede terræner i hans mentalitet, de i alkærlig retning stærkt dominerende ørkenlandskaber i hans bevidsthed". Martinus indrømmer, at analyserne her virker brutale, men kun gennem de dyriske anlægs konsekvenser kan Gud tale til det delvis slumrende jordiske menneske, kun gennem lemlæstelserne, sorgen og savnet, vågner det op "til skriget efter kærlighed, den forlorne søn til længsel efter faderen, og den jordmenneskelige mentalitet til modtagelighed for verdensgenløsning". Martinus fortsætter: "Og se, han som hører mikrobens mindste suk og leder klodernes gang, glemmer ikke sit skaberværk. Guddommelige sendebud har allerede med mellemrum ladet deres røst høre på store dele af kloden. Deres kærligheds atmosfære har forlængst gennemboret den dyriske tåge, ført menneskeheden store strækninger fremad, opad mod forløsningens lyse himmel. Og selv om krigsindustrien i dag har mere travlt end nogen sinde, og selv om man aldrig har været i den grad optaget af at forberede, om end ubevidst, sin egen lemlæstelse, det kommende ragnarok, ja, selv om man aldrig nogen sinde i så høj grad har været besjælet af den illusion, at verdensfreden, roen og harmonien, skabes med ødelæggelsesmidlernes larmende kulmination, som netop nu, så er dette dog kun forberedelsen til dyrerigets endeligt i den jordmenneskelige bevidsthedssfære. Dets sidste krampetrækninger i nævnte zone vil blive uhyggelige, men er ikke desto mindre indledningen til lysets kroning på jorden. Guds ånd lyser direkte i form af en ny kærlighedsbølge over jorden og fører denne ind i en ny stor morals epoke, i hvis bane "døden" ikke kan være, "ej heller skrig eller pine", thi der går fredens engel uhindret hen over verden. Og i dens fodspor føres "Guds rige", med ind over de jordiske kontinenter og have. Døden er død og livet lever. Glæden er til huse i borg og hytte. Alt er "Guds billede". Og dette skaberværk er kærlighed.".