Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1978/2 side 24
FORSIDEBILLEDET: Situation fra plejehjem i København
At blive gammel og føle kræfterne svinde, ofte med ensomhed og sygdomme som følgesvend, er overordentligt svært, og for at hjælpe vore gamle er der i mange lande skabt offentlig alderdomsforsorg, hvor pleje og omsorg kan bidrage til at yde ældre medborgere en relativ god livsafslutning, hvis de da ikke er så heldige at kunne blive hos deres familie.
Forsorg for gamle, syge og ensomme mennesker i hospitaler og plejehjem er et resultat af kristendommens og andre humane religioners indflydelse. Idag har mange kristne kirker ofte sparsomt besøg, men århundreders virke har haft sin betydning. Mange, som i vor tid fremtræder som materialister og ateister, men som samtidig har et meget humant sindelag, kan være mennesker, som i tidligere tilværelser har søgt at efterleve de kristne idealer. I deres nuværende inkarnation, hvor deres højere uddannelsesniveau tilsiger dem at søge viden i stedet for trosmæssige dogmer, forekommer kirkens lære dem forældet og måske naiv, og de måtte derfor blive ateister eller indifferente i religiøs henseende. Men deres humane sind blev bibeholdt. Politiske beslutninger om socialforsorg, hospitals- og ambulancetjeneste og megen anden humanitær hjælp skyldes religionernes indflydelse. Lignelsen om den barmhjertige samaritan blev ikke fortalt forgæves.
tb