Kosmos 1977/9 side 102
Gunner Frederiksen
Hverdagens nødvendige illusion
Eksisterer der en verden uden for vore sanser? – Er denne verden realistisk? – Svarer den til det, vore sanser fortæller os? – Eller er den noget helt andet? – Kan vi overhovedet nogen sinde få noget at vide om denne verden – såfremt den i det hele taget eksisterer?
Det kan virke helt forskruet at stille sådanne spørgsmål; og ikke desto mindre er der næppe mange spørgsmål, der i højere grad har optaget sindene hos tænkere og filosoffer gennem tiderne.
Jamen, hvordan kan man da komme i tvivl? – Den ydre verden kan vi jo se og opfatte med vore sanser. Den ligger jo lige foran os. Vi kan se træerne, og vi kan høre vindens susen i deres kroner, vi kan føle deres ru bark og hvem har ikke fornemmet den friske duft i én nyudsprunget bøgeskov? Og sådan er det med alt i omverdenen – med naturen, husene, bilerne – ja, vore egne og vore medskabningers fysiske organismer. Vore sanser fortæller os, hvordan de er. Vi måler og vejer den ydre verden, undersøger den på alle leder og kanter – og vi indretter hele vor hverdag på, at den er akkurat, som vore sanser fortæller os, at den er.
Og det er vi simpelthen også nødt til. Lad os forestille os det modsatte. Lad os forestille os, at vi betragtede den ydre verden som illusorisk. Da ville vi snart komme gruelig galt af sted. Tænk blot på konsekvenserne af, at man, når man f.eks., skulle gå over en trafikeret gade, betragtede en kørende bil som en illusion, man ikke behøvede at tage højtideligt. I heldigste fald ville man i løbet af kort tid ligge på hospitalet og – med lemmerne i gips – erkende sit nederlag i oprøret mod sansernes dominans.
Vi må altså stole på vore sanser. Gør vi det ikke, vil vi komme til kort i hverdagen. Den opfattelse, at vi også kan stole på vore sanser, er da også ret udbredt blandt fagfilosoffer (filosoffer, der har erhvervet deres viden ved studier på en højere læreanstalt). Her går den under den tankevækkende betegnelse naivrealismen – og i korthed siger den altså, at vore sanser giver os et pålideligt billede af omverdenen.
.................
Jamen, hvorfor naiv? Er det naivt at opfatte omverdenen realistisk? Som vi lige har set, kan vi havne på hospitalet, såfremt vi ikke gør det. Baggrunden er, at der findes særdeles vægtige argumenter mod naivrealismen. Vi kender dem fra vor egen hverdag. Hvem har ikke prøvet at stikke en lige stok halvt ned i vand og set en knækket stok? Man trækker den op igen og ser atter en lige stok.
Uanset om man vil forklare fænomenet ved hjælp af lysets forskellige brydningsforhold i luft og i vand, bliver den kendsgerning tilbage, at vore sanser snyder os. Stokken kan ikke både være lige og knækket.
Men det bliver endnu værre. Der er mange flere argumenter mod naivrealismen. Lad os antage, at vi ser en stjerne funkle på nattehimlen. En dygtig astronom kan måske fortælle os, at netop denne stjerne eksploderede for tusind år siden. Men det lys, der rammer vore øjne, er udsendt fra stjernen før den eksploderede, og selve eksplosionen ses måske først om 1000 år.
Altså i kraft af, at lyset bevæger sig med en vis hastighed, ser vi på nattehimlen en stjerne, som ikke eksisterer. Det er altså naivt at påstå, at vi ser en stjerne, for den eksisterer ikke som fysisk fænomen.
Også inden for andre sanseområder findes der argumenter mod naivrealismen. Lad os tage et fænomen inden for lydenes verden. Iflg. sansefysiologien opstår lyd som bekendt ved, at nogle molekylevibrationer i luften møder vore trommehinder – forstærkes og omsættes til kemiske og elektriske impulser, som via centralnervesystemet atter omsættes til begrebet lyd. Lyden eksisterer altså inden i det enkelte væsen. Udenfor er der ikke tale om lyd, men noget ganske andet, nemlig molekylebevægelser i luften eller vibrationer af forskellig bølgelængde. Såfremt disse vibrationer ikke rammer nogle levende væseners høreorganer, bliver de ikke omsat til lyd. Man må altså højst sandsynligt betragte en skov som total lydløs, såfremt der ikke i den færdes levende væsener med intakte høreorganer – og det uanset, hvor mange grene, der knækker eller træer, der vælter for stormen. Der bliver intet brag, når der ikke er nogen til at høre dem. – Lyd er et subjektivt fænomen som al sansning iøvrigt.
Og naivrealismen bliver ikke mindre tvivlsom, når vi spørger atomfysikken til råds. Den lærer os, at de ydre objekter "i virkeligheden" ikke er, som de tager sig ud for os. Bordpladen, jeg sidder ved i øjeblikket, er således alt andet end det faste, massive objekt, jeg ser og føler, som jeg kan hvile mine albuer på og bruge som underlag for min skriveblok. I virkeligheden er det en sværm atomer med så enorme tomrum, at pladen langt mere er at betragte som tomrum end et massivt objekt. Der er altså uoverensstemmelse mellem tingene (eller objekterne), som de i virkeligheden er, og som de præsenteres for os gennem vore sanser.
.................
Af disse argumenter skulle fremgå, at vore sanser langt fra giver os et pålideligt billede af omverdenen, og at naivrealismen altså er falsk. Er denne historie hermed færdig? – Nej, langt fra. Thi der findes stadig – trods fremskreden sansefysiologi og atomfysik – stærke forkæmpere for naivrealismen. Man søger på flere måder at modbevise modargumenterne mod naivrealismen bl.a. ved at hævde, at naivrealismen er en nødvendig forudsætning for sproget og dermed for vor tænkning og da det er en kendsgerning, at vi har et sprog og at vi kan tænke, må naivrealismen også være sand. Desuden hævdes, at atomfysikken blot er en videnskabelig model, som ikke nødvendigvis behøver at have noget med virkeligheden at gøre (se bl.a. Justus Hartnack: "Den ydre verdens eksistens").
Hvad er nu baggrunden for den hårdnakkede fastholden ved den naivrealistiske sanseopfattelse? Jo, den er helt enkelt det materialistiske verdensbilledes fundament eller faste punkt. Og for den overbeviste materialist bliver der simpelt hen intet tilbage, såfremt dette fundament skrider bort under ham. Såfremt han må erkende, at den materie, han bygger sin tilværelse på, ikke eksisterer, har han jo kun den helt store tomhed tilbage. Og det er faktisk også det moderne materialistiske menneskes situation i en nøddeskal. Den fysiske videnskab er i sin forskning kommet frem til materiens yderste grænse og er faktisk på den måde ved at opløse sit eget fundament, som i realiteten aldrig har været og aldrig bliver noget virkeligt fundament.
.................
Vil det da sige, at hele den ydre verden – vor egen fysiske organisme inklusive – blot er sansebilleder, og dermed slet ikke har realistisk eksistens?
Dette synspunkt – der står i den skarpeste kontrast til naivrealismen – er blevet fremført af den irske biskop og filosof George Berkeley (1685 – 1753). Han benægtede eksistensen af en materiel verden, der skulle eksistere uafhængig af os. Det, vi forstår ved en materiel ting, er iflg. Berkeley til syvende og sidst ikke andet end en sum af sansninger – og ser vi bort fra disse sansninger, er der intet tilbage af tingen. Som svar på, hvordan sansningerne da opstår, anfører Berkeley, at det er Gud, der bibringer os dem efter ganske bestemte love.
Det er klart, at Berkeleys påstand har givet filosofferne store problemer, thi hvordan skulle man modbevise dem?
Eksistensen af den ydre verden kan jo kun kontrolleres ved brug af sanser eller sanseforlængelsesapparater som kikkerter, mikroskoper o.lign. Man kan ikke ved fysisk sansning få det mindste vink om sansningens årsag – om de er forårsaget af de ydre objekter, om de stammer fra Gud eller de slet ikke er forårsaget af noget som helst.
Ud fra Martinus kosmologi må det straks siges, at det sidste er utopisk. Et absolut intet kan ikke skabe noget. Og forøvrigt strider det mod den fysiske videnskab, som siger, at den samlede sum af energi er konstant.
Det betyder imidlertid ikke, at den ydre verden ikke kan være illusorisk og iflg. Martinus er det faktisk også tilfældet. Men Martinus definerer en illusion som: Noget, der i virkeligheden er ganske anderledes end det, det på det fysiske plan ser ud til at være. I den betydning er hele den fysiske verden, naturen, de fysiske organismer, husene, bilerne osv. een stor illusion, idet "der i den fysiske verden ikke findes noget som helst, der i virkeligheden er det, det ser ud til at være".(L. B. I. s. 216). Altså: Der er noget uden for vore fysiske sanser, omend dette noget er anderledes end det fremtræder for os.
Men hvad er så den ydre verden, som altså eksisterer omend den fremtræder anderledes for os, end den i virkeligheden er? – Ja, ved vore sansers hjælp kan vi altså ikke finde ud af det. Filosoffen Kant, som ikke mindst blev kendt som erkendelsesteoretiker sagde: "Hvordan stoffet er i sig selv – uafhængig af vor erkendelse – ved vi ikke og vi kan ikke vide det. Vi ved kun, hvordan det fremtræder for os, efter at vor erkendelse har forarbejdet det". (Stybe: Idehistorie s. 279). – Denne sandhed gælder stadig. Med et almindeligt sansesæt er vi ude af stand til at komme til sand erkendelse af den ydre verden – og alle vore moderne videnskabelige apparater ændrer ikke på det principielt rigtige i dette, thi til syvende og sidst skal alle data passere vore sanser. Trods fremskreden fysisk videnskab er den ydre verdens sande natur stadig et mysterium.
.................
Her kommer behovet for en højere erkendelsesevne ind i billedet. Ved hjælp af kosmisk bevidsthed er det muligt at løse mysteriet, idet denne erkendelseseve åbner adgang til at skue ud over de fysiske sansers begrænsninger. Martinus, der er i besiddelse af sådanne evner fortæller os, at vi alle er borgere i et altomfattende og uendeligt, evigt ocean af ånd og bevidsthed. Den synlige verden uden for os er resultat af forskellige kombinationer af 6 grundenergier eller bevægelsesarter, hvis forskellige kombinationer reguleres af en syvende energi: moderenergien.
Når disse energier kan opleves i det væld af forskellige variationer, vi daglig præsenteres for, så skyldes det, at der simpelt hen ikke er grænser for, hvilke kombinationer grundenergierne kan forekomme i. Og når vi i det hele taget er i stand til at opleve hele det væld af forskellige bevægelsesarter, er det, fordi der eksisterer en kontrast til bevægelserne – nemlig den absolutte stilhed, som er udtrykt ved det levende væsens jeg – eller inderste kerne.
Og her er vi fremme ved sansningens helt centrale forudsætning: kontrasten mellem bevægelse og stilhed. Kun i kraft af stilheden eller det absolutte noget, kan bevægelserne eller det relative erkendes. (Se desuden L. B. f.eks. bind II stk. 535-537 og desuden under sansning).
.................
Den verden, vi oplever som den ydre verden er i realiteten en verden af bevægelser i utallige forskellige kombinationer og når vi oplever den som en realistisk stof- og materieverden, er dette altså en illusion, der er betinget af vor begrænsede sansehorisont. – Vil det sige, at vi bliver narret? – Har Emerson ret, når han skriver:
Illusionen spinder utallige,
uigennemtrængelige væv;
dens sværm af muntre billeder
tryllebinder og overbeviser mennesket,
som tørster efter at narres.
Ja, vi tørster efter at narres – vi tørster efter at søge tilfredsstillelse i materiens og dermed illusionens verden. Og det lykkes af en ganske bestemt grund: illusionen fremtræder for os med et helt klart og særdeles overbevisende virkelighedspræg. For os er illusionen alt andet end narreværk, men simpelt hen virkeligheden. Og på sin vis har vi god grund til at være tilfredse med det. Det er simpelt hen nødvendigt. Illusionens virkelighedspræg er nemlig intet mindre end baggrunden for, at der i det hele taget kan skabes bevidsthed, begreber og sprog. Hvis ikke der var noget uden for det oplevende jeg, ville der slet ikke blive tale om nogen som helst sansning og dermed ikke nogen livsoplevelse overhovedet. Sansning opstår som reaktion mellem to former for energi: Den, der repræsenterer omverdenen og den, der repræsenterer det sansende og oplevende jeg. (Martinus: vor nuværende egenbevægelse og omgivelsernes egenbevægelse). Sansning kan altså betegnes som reaktions registrering. Og var der ingen udefra kommende energi, som det oplevende jeg kan reagere med, ville der hverken blive tale om sansning eller livsoplevelse – der var ingen tænkning, intet sprog, der var kun intet. – Men at vi oplever livet er vel en af de få ting, vi er helt sikker på?
Og dertil kommer, at denne idelige konfrontation med den bastante modstand, som den relative eller illusoriske verden yder os, giver os erfaringer. Gradvis lærer vi at slutte fra årsag til virkning – vor bevidsthed udvides. Og derved vil vi efterhånden blive i stand til at forstå, at den fysiske verden ikke er den eneste – ja, endog kun den sekundære verden. I kraft af de erfaringer på godt og ondt den illusoriske verden bibringer os, vil vi en dag få slukket vor tørst efter materien. Bliver vi i Emersons sprog vil det sige, at vor "tørst efter at narres" vil afløses af en lige så stor – eller måske endnu større – tørst (eller hunger) efter at ophæve illusionen. Og det vil lykkes. Netop på baggrund af illusionens virkelighedspræg og de sorger og glæder det medførte.
.................
Det vil altså sige, at tilhængerne af naivrealismen i nogen grad har ret, når de påstår, at den realistiske oplevelse af den fysiske verden er en forudsætning for sprogdannelse og tænkning. Vi må regne med, at et bord er en massiv plade med ben for at udtrykke det som et bord. Og vi må være fælles om den opfattelse. Ja, men disse forudsætninger opfyldes også til fulde ved, at illusionen fremtræder for os som en helt klart virkelighed, samt at vi alle er fælles om at være underkastet illusionens magt. Selv om tingene i virkeligheden er noget andet, end det, der fremtræder for vore sanser, kan vi udmærket tale om dem, når vi blot er fælles om denne illusion. Og det er jo netop det, vi er.
Der, hvor den naivrealistiske opfattelse kommer til kort, er i opfattelsen af den fysiske verden som den eneste – eller i heldigste fald: den primære. I virkeligheden er lige det omvendte tilfældet: Den fysiske verden afspejler en anden verden en verden af ånd og storslået intelligens, logik og kærlighed – dette er den primære verden. Men for at få indblik i denne verden, må vi hente erfaringer i den sekundære. Og det sker kun ved, at vi er underlagt illusionens magt. Derfor er den nødvendig.
GF
Tilbage til forfatterregister
Forrige