Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Forsidebillede: Det evige liv. – Tænk en så overjordisk, paradisisk tale og dog så realistisk, fysisk fremtrædende og overskyggende det "levende væsen" er den årstid, vi kalder "sommer". Hvor viser Guddommen en større udfoldelse og levendegørelse af sit altomfattende skabervælde end netop igennem "sommeren"? – Repræsenterer de øvrige årstider ikke netop en mindre grad af udfoldelse? – Er vinteren her på vore nordiske breddegrader ikke netop i stor udstrækning en "sovetilstand"? – Er den frosne jord, de bladløse træer, de blomsterløse enge og de store snemarker i sig selv ikke repræsenterende en "stilhed", der må betragtes som "hvile" eller "søvn"?

For det udviklede menneske, der hungrer efter oplysning, der hungrer efter sandheden, er "sommeren" kulminationen af Guds eget absolutte og korrekte svar på det store "hvorfra", "hvorfor" og "hvorhen". Vi ser at sommeren udrinder af foråret, der igen fremstår af den kolde og isnende vinter. Kan selve "døden" være mere kold og livløs end Vinteren? – Og dog fremstår der til sidst af vinteren den farvestrålende, pragtfulde sommer.

Men hvad er det, Gud her siger til os igennem den forvandlingsproces, der således foregår lige for vore øjne i et jordliv, ikke een gang, ikke to gange, men indtil halvfjerdsindstyve à hundrede gange? – Siger han ikke netop her, at den koldeste og mest isnende form for "død" i realiteten ikke er nogen "død"? – Viser han ikke, at den "frosne" jord, de "visne" enge og "bladløse" træer ikke udgør nogen absolut "død"? – Den "frosne" jord kan tø op, de "visne" enge blive til et myldrende blomsterflor, de "bladløse" træer blive til løvduftende grønne skove. Hvor før isnende snestorme jog hen over terrænerne og begravede alt i sit hvide liglagen, jubler nu tusinder af struber et væld af harmonier, toner og klange frem imod en lysende og varmende sommerhimmel. "Døden" er forvandlet til lyst, glæde og lovsange til livets pris. Kan "livet" i nogen situation være mere "levende", fornemmes i en højere kulmination end netop der, hvor det giver sig udslag i jubel eller salighed?

Men når det "frosne" og "visne" liv, den "isnende død" kan forvandle sig således, er den ikke nogen "død", thi en "absolut død" kan ikke afføde noget som helst. For at "noget" kan afføde "noget", må der være "bevægelse". Der, hvor der ikke er "bevægelse", er der absolut "stilhed". Men en absolut "stilhed" er et "dødpunkt", der aldrig nogen sinde vil kunne komme i gang, thi hvad skulde bevirke denne igangsætning andet end "bevægelse"? – Kun "bevægelse" kan afføde "bevægelse". "Stilhed" vil jo umuligt kunne afføde en sådan. Det vil altså igen sige, at der findes ingen absolut "død" indenfor "vinterens" område. "Vinteren" er "bevægelse", er "energi". Men så udgør "vinteren" og "sommeren", "døden" og "livet", jo een og samme ting, nemlig "energi" eller "bevægelse". Men når "livet"s og "døden"s energi således er identiske, kan der jo ikke findes nogen virkelig eller absolut energistandsning og dermed heller ikke noget virkeligt eller absolut ophør af "liv" sted. Og da der ikke eksisterer noget ophør af "liv", ikke findes nogen absolut "død", bliver "livet" hermed synligt som en "evig tilværelse", samtidig med at "Bibelen"s beretning om et "evigt liv" her også bliver til virkelighed.

(PINSEGLANS OVER LIVET – 4. Kapitel)