Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Spørgsmål:

Visse orme kan skæres over i flere stykker, som lever videre hver for sig. Betyder det, at der oprindelig var flere jeg'er inkarneret i ormen?

Svar:

Man ser noget lignende hos f.eks. søstjernen. Hvis søstjernen mister en arm, vokser der en ny arm ud. Ydermere får den arm, der er gået af, nye arme, ganske vist lidt mindre end de oprindelige, - der bliver skabt en ny søstjerne. Vi ser det samme princip hos planterne. Der kan vokse nye blade og grene ud, hvis planten har mistet dem. Et skud af en plante kan slå rod, og der dannes en ny plante, en stikling. Vi har her at gøre med begrebet flokbevidsthed. I planteriget og hos primitive organismer inden for dyreriget har vi ikke eet inkarneret makrovæsen, men flere. Der er et makrovæsen bagved, der holder sammen på det hele, men det er ikke inkarneret med dagsbevidsthed i den fysiske organisme. En plante består altså af mange levende væsener, man taler undertiden om begrebet gruppesjæl. I overgangen fra plante- til dyrerige, har vi netop planteprincippet hos visse primitive organismer. Man kunne f.eks. nævne goplerne, hvor den ene generation formerer sig ved knopskydning, det er planteprincippet, medens den næste generation formerer sig ad kønnet vej. Flokprincippet fortsætter indtil så højt udviklede væsener som pattedyr, f.eks. hjorte og rensdyr. Hvis et enkelt dyr kommer ud fra flokken kan det ikke klare sig, det er afhængigt af flokbevidstheden. Efterhånden som væsenerne nærmer sig en jordmenneskelig tilstand, udvikles individualiteten, og dermed også egoismen mere og mere. Derved kommer vi så ind i individualitetens krise, indtil vi dagsbevidst oplever, at jeg'et ikke er isoleret, men at vi er eet med Guddommen, evigheden og hele universet.

Spørgsmål:

Når mediumistisk kontakt finder sted, befinder ånderne sig da i mellemtilstanden, på rejse mellem to inkarnationer, eller er de fastboende? Kan Martinus anbefale en sådan kontakt?

Svar:

Der er ingen væsener i universet, der er "fastboende". Alt er under udvikling, og alt er under forvandling. Martinus advarer imod visse former for spiritisme, men dette betyder ikke, at han er negativt indstillet overfor spiritister. Med hensyn til spiritismen er der et symbol af Martinus i forbindelse med bønnens mysterium. Martinus nævner et eksempel, hvor et menneske har mistet en, som han eller hun holdt af. Vedkommende har lukket sig inde i sin sorg i et mentalt fængsel. Denne tilstand er ikke god for mennesket selv, men den er sandelig heller ikke god for den, der er gået bort. Den afdøde vil netop gerne sende kærlige tanker til den, der er blevet tilbage. I det eksempel, Martinus nævner, kommer det ulykkelige menneske i kontakt med en spiritistisk kreds. Det er en impuls, der kommer fra den åndelige verden for at hjælpe dette menneske, og impulsen kommer fra den, der er gået bort. Han eller hun har fået kontakt med skytsånder og deriblandt også med et åndeligt medium. Der eksisterer både fysiske og åndelige medier. Igennem det åndelige medium kommer den afdøde i kontakt med den fysiske verden, og den efterladte modtager en tilskyndelse til at gå til et spiritistisk møde. Gennem det fysiske medium kommer den pågældende i kontakt med den afdøde via det åndelige medium. Herigennem kan den sørgende få trøst og opmuntring og en forvisning om, at det menneske, det holdt af, stadig lever og er det nær.

Spørgsmålet her drejer sig om, hvorvidt det er i mellemtilstanden eller på rejse mellem to inkarnationer, hvor væsenet har forladt mellemtilstanden, at den mediumistiske kontakt finder sted. Det er hovedsagelig i mellemtilstanden, at en sådan kontakt kan finde sted. Væsenernes organisme bæres her af en strålekrop, som sammen med auraen forlader den fysiske krop ved den proces, vi kalder døden. De vibrationer, der udgår fra denne astralkrop, der i den fysiske organisme nærmest var en transformatorkrop, ligger den fysiske verdens vibrationer nær, og det vil sige, at den forholdsvis let kan komme i kontakt med væsener på det fysiske plan, hvis den får hjælp til det. Denne strålekrop kan i visse tilfælde eksistere i lang tid efter at væsenet har forladt mellemtilstanden, det er det, vi kan opleve i form af spøgelser.

Med hensyn til spørgsmålet om kontakten via et medium med væsener, som er på rejse mellem to inkarnationer og som altså befinder sig i de åndelige verdener, må der svares, at det kan finde sted. Det drejer sig specielt om væsener, som i den åndelige verden i en periode har opgave som skytsånder, eller som har opgave som det tidligere nævnte psykiske medium. Det er jo væsener, som ikke tilhører mellemtilstanden, men som befinder sig i det rigtige menneskeriges bølgelængder. De har mulighed for i den åndelige variation af det rigtige menneskerige, jordklodens følelseslegeme, som vi alle oplever efter døden, at få kontakt med den fysiske verden. Efterhånden som væsenerne kommer op i de højere verdener, ophører kontakten med den fysiske verden, så har de deres oplevelser på det åndelige plan, og man skal ikke prøve at forstyrre dem. Martinus er ikke på nogen måde negativ over for spiritismen, men han understreger blot, at spiritismen efterhånden skal blive videnskab. Nogle spiritister bliver så afhængige af den åndelige verden og af spiritismen, at de intet kan foretage sig uden at have spurgt ånderne. Det kan ikke være meningen, at ånderne skal dirigere vort liv. De kan give os inspiration og impulser, men vi må ikke blive afhængige af dem og af det, der foregår i den åndelige verden.

Der kan imidlertid være fare forbundet med at få kontakt med væsener, der befinder sig i mellemtilstanden. Disse væsener kan f.eks. være primitive eller onde mennesker, og dette forvandles jo ikke, fordi vi dør. De befinder sig i den mørke del af mellemtilstanden, og derfra er det, at fænomenet besættelse kan finde sted. Man må altså advare imod, at man uden videre åbner sig for disse kontakter. Der er måske en eller anden, der er bange for at komme i kontakt med sådanne primitive væsener, og som spekulerer over, hvorledes man kan beskytte sig herimod. I gamle dage sagde man, at man var beskyttet imod onde ånder, når man gjorde korsets tegn eller bad Fadervor. Det gælder stadig, men man kan også bede sin egen bøn eller tænke kærligt på det væsen, der vil en noget ondt. De vibrationer, der således dannes i auraen, kan primitive åndelige væsener ikke komme på bølgelængde med, og man vil på denne måde være beskyttet.

Martinus bruger udtrykket "hjemmehørende ånder". D.v.s. at de er hjemmehørende i den åndelige verden. Det er væsener, som har fået kosmisk bevidsthed og nu er celler i jordklodens åndelige legemer, således som vi er celler i jordklodens fysiske hjerne. Der er ikke nogen grænse mellem de åndelige verdener indbyrdes, således som der er en grænse mellem den fysiske verden og den åndelige verden. Væsenerne kan blot ved at indstille deres bevidsthed, komme fra den ene verden til den anden. Det er her, de væsener befinder sig, som Martinus kalder Forsynet. Det er væsener, som kommer fra højere åndelige verdener, fra kloder med kosmisk bevidsthed, og hvoraf nogle få inkarnerer som verdensgenløsere, mens andre udgør jordklodevæsenets åndelige legemer, som for os er åndelige verdener. Her fra kommer impulser og inspiration til det fysiske plan, som gør sig gældende inden for videnskab, kunst og parapsykologi, og som er medvirkende inden for nyskabelser på det sociale og humanistiske område. Der er åndelige væsener som inspiratorer bag det alt sammen. Inden for teosofien kalder man det hierarkiet, eller det hvide broderskab. Det er blot andre udtryk for det samme princip.

For de væsener, der ikke er hjemmehørende i de højere åndelige verdener, men som er på rejse mellem to inkarnationer, og som kun midlertidigt befinder sig her, gælder det, at de negative energier, de har i bevidstheden, ikke kan eksistere her. Det er derfor, vi skal igennem mellemtilstanden, hvor væsenet oplever forskellige former for skærsild. Det er ikke en ild, vi skal brænde i, men det er de negative og ukærlige sider hos os selv, vi skal komme til klarhed over. Når vi skal videre til de højere åndelige verdener må vi "have bryllupsklædningen på", d.v.s. at det kun er den lyse del af os selv, der kan eksistere der. Den anden del af os må vi lægge af i mellemtilstanden, og det får vi hjælp til af skytsånderne. Det er en renselsesproces, og det vil sige, at de negative kræfter midlertidigt indkapsles i overbevidstheden, i skæbneelementet og talentkernerne og ligger latent der, og de gør sig ikke på nogen måde gældende, mens man passerer igennem de højere åndelige verdener. Når vi inkarnerer igen, kommer disse energier tilbage til os fra talentkernerne, hvor de midlertidigt var indkapslet. Vi skal i kommende inkarnationer lære at overvinde de negative kræfter, således at de helt forsvinder. Når dette sker, behøver vi ikke nogen mellemtilstand efter døden. Dette vises netop på Martinus symbol over døden.