Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Forår og blomsterflor er uløseligt knyttet sammen i vor bevidsthed. I hvert fald her på vore breddegrader, hvor foråret kommer som en vidunderlig lysets og varmens afløser af kulde og mørke. Som livet, der afløser døden. Og naturligvis er det først og fremmest omstillingen af planterigets aktivitet, der får os til at føle dette. Træer og buske grønnes. Blomster skyder frem og springer ud, og efterhånden opbygges en skøn og duftende ramme om de højere livsformers udfoldelse - dyrene og menneskene. Ikke mindst fuglene kommer i forårshumør. De fløjter, synger, parrer sig og sanker til rede - alt sammen mere eller mindre ugenert lige for øjnene af os. Ude i birketræet sidder f.eks. en stærehan med citrongult næb og metalglinsende fjerham og gør kur til en dame i nærheden. I rytmiske gentagelser basker han med frakkeskøderne og sender samtidig forelskede strubelyde ud i den blå luft. Birketræet er lige sprunget ud, og den lyse forårssol kaster sine stråler ned gennem de vårgrønne blade og får det til at virke, som hele trækronen svæver.

Trods bedre viden kan jeg ikke lade være med at føle, at det er et mirakel, der er sket. For blot en måned siden stod den samme birk trist og nøgen og blev nu og da flygtigt gæstet af et par grønsiskener på træk. Og nu: et svævende univers af lysegrønt. Ikke så sært at stæren har valgt det som kulisse for sit frieri. På den anden side vrimler naturen jo i denne tid med sådanne mirakler, og har man fået sindet bragt i den rette stemning, forstår man godt Martinus, når han siger, at foråret med dets løvspring og blomsterflor og fuglesang er en højere guddommelig verdens indstråling på det fysiske plan. En indstråling, der ikke mindst skyldes forholdet mellem planternes dags- og natbevidsthedstilstand. Modsat dyrene og menneskene har plantevæsenerne jo deres dagsbevidsthed i den åndelige verden - nærmere betegnet i salighedsriget, hvor de i kraft af deres stærke indre hukommelsesaktivitet stadig trækker på erindringerne fra de tilbagelagte epoker i de højeste åndelige verdener: visdomsriget og den guddommelige verden, og derfor helt præges og beherskes af disse verdeners vidunderlige tankeklimaer. Denne situation er gældende i renkultur, når træer, planter og buske i de tempererede klimabælter befinder sig i vintertilstand. Men billedet vender, når foråret, lyset og varmen kommer og provokerer dem til aktivitet og livsudfoldelse på det fysiske plan, der er plantevæsenernes natbevidsthedszone. Så bliver de til en vis grad vågne her, og tilsvarende til en vis grad sovende på det åndelige plan. Men ved at blive vågne på det fysiske plan fører de naturligvis også de tankeklimaer ind på dette plan, som de beherskes af. Og det er netop dette, der giver foråret sin store charme og får mennesker og dyr til at bryde ud i en hektisk aktivitet, der koncentrerer sig om forelskelse og kærlighed og manifestation af det livgivende princip, så langt som det nu for disse det dræbende princips specialister er muligt - dvs. kurmageri, parring og formering. Og set på denne baggrund forstår man også Martinus, når han udbryder: hvad ville den fysiske verden være uden den åndelige verden? Kun en dødens og kuldens skyggeverden. Ja, der ville i virkeligheden slet ikke eksistere nogen fysisk verden, så sandt som denne i virkeligheden blot er en afkrystallisering af den åndelige verden.

Når jeg rigtigt fordyber mig i min lille vens fryd og fortabthed derude i sit lysegrønne univers, i langt højere grad føler end forstår jeg, at Martinus ord om forårets kosmiske natur og baggrund er udtryk for dybe sandheder. Og jeg føler også, at det ville være skønt, hvis dette indtryk kunne forplante sig og blive almindeligt udbredt, således at det på en positiv måde ville præge menneskehedens holdning til den natur, der gennem årmillioner har været dens kosmiske moderskød - og for den sags skyld stadig er det.