Kosmos 1972/9 side 106
Kirsten Thurø
Forståelse og partiel forståelse
Verden i dag er et produkt af jordmenneskelig partiel forståelse
For at forstå et andet menneske må man kende dets baggrund, dets forudsætninger, dets motiver og dets forskellige udtryksformer, såvel ord, mimik, bevægelse etc. til bunds. Desuden må man have kendskab til dets fremtidige muligheder, og vide hvad dets udviklingsmål er, altså kunne se hvor det kommer fra, og hvor det går hen. Indsigten må således strække sig såvel over fortid som over fremtid og derved danne dét evolutionsmønster, som det er nødvendigt at kunne se, for virkelig at have en dybtgående forståelse af mennesket i nuet.
Vor medmenneskelige forståelse er altså i høj grad afhængig af vore erfaringsområder, ja ligefrem betinget af disse, thi på alle de områder, hvor vi i fortiden har haft fælles eller tilsvarende oplevelser, vil vi evne at se tilbage, at se f.eks. hvorfor et menneske er blevet bitter, men også, at denne bitterhed kun er et midlertidigt stade, som en dag vil overvindes, når fremtidens dybere forståelse og afklaring manifesterer sig. Jo mere af et menneskes fortid og jo mere af dets fremtid, vi evner at se, jo større vil vor forståelse for vedkommende være, men så længe, vi ikke virkelig kender menneskets fortid og dets fremtid, vil vor forståelse være indskrænket og derfor kun partiel. Vi lever således i dag i en verden, som er et produkt af partiel forståelse. Dette kan vi alle iagttage i dagligdagen, thi denne partielle forståelse giver sig udtryk overalt i vor endnu ikke færdigudviklede verden, det være sig lige fra det politiske forhandlingsbord til børnehavernes byggeklodser. I jordmenneskelig dyrisk selvhævdelsesbegær vil de fleste gerne være dem, der altid har ret, og i mange situationer får - eller tager - mennesker også ret, men at få ret behøver ikke altid være det samme som at have ret.
Partiel forståelse udløser misforståelser, gnidninger og krig
Alligevel har alle mennesker (forholdsmæssigt) ret i de ting, de siger og gør, fordi vi alle taler og handler ud fra vort udviklingstrin, vore naturlige forudsætninger. Set i vort udviklingstrins perspektiv, dvs. alt taget i betragtning, såvel den ydre situation som vor indre menneskelige formåen, har vi alle partielt set ret; fordi ingen af os på vort nærværende udviklingstrin hverken kan eller formår at tale eller handle anderledes end, vi gør. Man må altså på trods af, at der handles ud fra en relativ forståelse, sige, at det er ethvert menneskes ret at handle ud fra dét, han eller hun, forstår - også når det viser sig, at vedkommende set i et større perspektiv absolut ikke har ret.
Så længe, vi er på vandring fra dyreriget mod det færdige menneskerige, og således stadig er et overgangsvæsen mellem disse to riger, vil vor forståelsesevne - i forhold til hvor på "udviklingsstigen", vi står - være en relativ forståelse, altså det Martinus kalder en partiel forståelse.
Da der er umådelige gradsforskelle i udviklingen inden for dette "de sårede flygtninges rige", er det logisk, at der vil være meget stor forskel på menneskers evne til forståelse og også til deres vilje til at ville søge at forstå, det være sig livet i almindelighed, næsten i særdeleshed og sig selv. Det er derfor indlysende, at der må komme mange og voldsomme gnidninger og misforståelser dér, hvor der er dybe afgrunde mellem ufærdige menneskers meninger og synspunkter. Det er disse gnidningers udløsninger, vi lever midt i i dag. Vi ser dem, oplever dem dagligt i form af krigens massemord og alskens ugerninger overalt på kloden. De kommer til os gennem aviser, radio og TV, og de møder os i form af indbyrdes uenighed og skænderi, og er man helt alene, er dét ikke ensbetydende med at freden automatisk opstår; thi de fleste af os har personlige problemer og sorger, som vi da slås med.
Stik dit sværd i skeden
Fred - virkelig fred - er noget de færreste af os kender, og har vi oplevet den, er det i reglen kun i korte øjeblikke af vort liv, men er det sket, da véd vi, hvad det vil sige at have fred, og da bliver vor længsel efter freden større, og vi får absolut ikke fred for denne længsel, før vi finder frem til en sådan tilstand, hvor freden er permanent. Overalt på jorden længes mennesker efter fred, men forståelsen mangler, og tusinder og atter tusinder famler i blinde efter et frelsende halmstrå at klamre sig til. De finder ly i alle mulige forskellige sekter og religionsretninger, men de finder ikke fred, thi de fra dyreriget nedarvede krigeriske tilbøjeligheder flytter med, og så kæmpes der for at hverve tilhængere, og for at netop denne eller hin religion eller bevægelse skal anerkendes som den eneste saliggørende eller i det mindste som den, der har størst betydning. Hvor hjerteskærende katastrofal er ikke f.eks. vor tids krig mellem protestanter og katolikker i Irland? Hvis det ikke netop var, fordi menneskene har deres fortid i dyreriget, ville det være totalt uforståeligt, at sådan noget som religionskrige overhovedet kan forekomme, men der har gennem tiderne fundet mange, tragiske religionskrige sted her på jorden, og utallige våben er blevet velsignede i den guddommelige Faders navn ledsaget af bønner om at få held til at myrde fjenden med disse våben. Hvor fjernt fra den virkelige sandhed om mennesket og dets guddommelige arv er mennesker ikke, der beder og handler på en sådan måde? Men de tror, de forstår og handler naturligt ud fra den forståelse, de har, og må lige så naturligt engang høste erfaringerne deraf. Liv efter liv opleves krigen i utallige variationer, til man til sidst er så træt og så mæt af den evindelige krig og alle de sorger og lidelser, der følger med den, at man begynder at forstå Jesu forkyndelse, der lød: "Stik dit sværd i skeden, for hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd"!
Gennem de erfaringer, man høster ved dét, man såede, udvides ens forståelse, medfølelse og dermed kærlighed lidt efter lidt, og den partielle forståelse bliver således større og større, indtil den dag mennesket forstår helt.
Når den fuldkomne forståelse opstår, vil den partielle forståelse forsvinde
I vor tid vil de allerfleste mennesker - til trods for at der hungres efter fred og efter forståelse af livets hvorfor, hvorfra og hvorhen - holde på, at der altid har været krig og altid vil være krig, og at en sådan forståelse, som her tales om, er umulig. Dette skyldes naturligvis, at det i øjeblikket virkelig er umuligt for de fleste at indhente en sådan forståelse og viden, men det er ikke ensbetydende med, at det altid skal være umuligt, hvilket vi også ned gennem tiden på forskellig vis har fået forklaret.
Apostlen Paulus skriver i sit første brev til korinterne bl.a.: "Kærligheden ophører aldrig, men hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab, den skal forsvinde; thi stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevis forsvinde. Sålænge jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte som et barn, dømte jeg som et barn; efter at jeg er blevet mand har jeg aflagt det barnagtige. Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden".
Fortsættes.
Tilbage til artikelregister
Forrige