Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hvad er en fjende? Ja, den almindelige betragtning vil være, at det er et væsen, der er farligt for en - der vil bekæmpe eller modarbejde en, og som man derfor mener, at man må beskytte sig imod eller selv bekæmpe. Ofte er fjender imaginære væsener, der aldrig har gjort en noget eller tænkt sig at gøre det og bliver derfor mere en forestilling end en realitet. Mange har allerede løbet sig trætte i denne forestillingskreds, så man om dem kan sige ved deres livs afslutning, at han eller hun ingen fjender havde, men kun venner. De har selv fundet frem til det, Martinus anbefaler i en artikel i KOSMOS 1933: "Udslet begrebet fjender af din bevidsthed".

Er så begrebet fjende en realitet, eller er det blot en forestilling? Ja, for soldaten på slagmarken forekommer fjenden at være en realitet, som, hvis han ikke myrder eller uskadeliggør fjenden, så vil denne myrde eller uskadeliggøre ham selv. Men i virkeligheden er det lige omvendt. Hvis han ikke skyder modparten og har den indstilling, at han ikke ønsker at skade nogen eller noget, er det sandsynligt, at han kan slippe igennem krigens rædsler rimeligt uskadt, hvorimod han er helt sikker på at blive myrdet, hvis han selv myrder modparten. Måske ikke netop i dette liv, men i et kommende. Han har selv sået et mord og vil derfor også høste et mord på grund af loven om årsag og virkning eller karmaloven. Det kan være, at han gennem forskellige former for invaliditet og lidelser bliver udsat for tilsvarende lidelse, som han udsatte sin "fjende" eller modparten for, og på den måde "betaler" han det mord, som han skal udsættes for "i små afdrag", men mordet på "fjenden" vil uvægerligt medføre tilsvarende skæbnemæssig lidelse for ham selv. Derfor skader man først og fremmest sig selv gennem det at skade andre, og ved at myrde løs eller på anden måde påføre sine medvæsener skade (slagtning, jagt, fiskeri, fangenskab for dyr og mennesker, kødspisning osv.) vil man med hundrede procent sikkerhed påføre sig selv tilsvarende skader, og det bliver således rigtigt, hvad Martinus siger, at "mennesket er sin egen værste 'fjende'". Men også her er begrebet fjende i citationstegn, for det jordiske menneske er ikke en "fjende" af sig selv, men er et uvidende væsen med hensyn til sin egen og universets struktur eller det evige verdensbillede, og i denne forbindelse bliver en anden af Martinus udtalelser også aktuel, nemlig at "der hvor uvidenheden fjernes, ophører det onde med at eksistere".

Følgende citater fra Martinus litteratur, som alle har relation til begrebet "fjendskab", vil underbygge denne opfattelse.

LIVETS BOG VII, stk. 2431:

Hvad er det moralske fundament i den kristne verdensreligion? - Det moralske fundament i den kristne verdensreligion er identisk med den interplanetariske kosmiske verdensmoral. Denne kosmiske verdensmoral kender vi her i Vesten hovedsageligt fra verdensgenløseren Jesus Kristus, i hvis liv og væremåde den blev åbenbaret for menneskene. Den blev blandt andet koncentreret i følgende ord: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind. - Du skal elske din næste som dig selv. - Elsker eders fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder, for at I må vorde eders Faders børn, han, som er i himlene; thi han lader sin sol opgå over onde og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Thi dersom I elske dem, som elske eder, hvad løn have I da? - Gøre ikke også tolderne det samme? - Og dersom I hilse eders brødre alene, hvad stort gøre I da? - Gøre ikke også hedningerne det samme? - Værer da fuldkomne, ligesom eders himmelske Fader er fuldkommen." - Hedder det ikke også videre: "Stik dit sværd igen på dets sted; thi alle de, som ombringer ved sværd, skulle selv omkomme ved sværd. - Alt, hvad I ville, at menneskene skulle gøre mod eder, det skulle I også gøre imod dem; thi dette er loven og profeterne." - Har vi ikke netop her en moral, der udgør den eneste absolutte vej til den virkelige fred og til krigens afskaffelse, såvel mellem nationer og stater, som mand og mand imellem? - Kan en moral være større end den? - Kan en væremåde, baseret hundrede procent på den, være mere fuldkommen? - Den, der af hjertet praktiserer den, elsker altså sine fjender, velsigner dem der forbander ham. Hvordan kan en krig opstå her?

LIVETS BOG VI, stk. 2238:

Det store problem i verdenssituationen i dag er denne menneskehedens store overtro, at krig kan afskaffes med krig, og mord og drab kan afskaffes med mord og drab. Menneskene forstår ikke, at det er Gud, de kæmper imod, og at det er Guds liv, de forsøger at dræbe i deres forsvarsbestræbelser og med deres geniale mordvåben eller krigsmateriel. De har nu i årtusinder, ja så længe de overhovedet har eksisteret som mennesker på jorden, kæmpet imod Gud. De har henrettet, torteret, forfulgt og undertrykt andre væsener, som de har opfattet som deres fjender og troet at kunne blive dem kvit ved at dræbe eller myrde dem. Og de tror stadig, nu snart tyve århundreder efter kristendommens åbenbarelse her på jorden, at de ved at slavebinde eller udrydde modstanderne kan skabe fred i verden. De forstår ikke, at de kan henrette og undertrykke, de kan udslette byer og menneskesamfund med deres atomvåben eller djævlemanifestationer lige så meget og lige så tit, det skal være, uden nogen sinde på denne måde at vinde nogen som helst virkelig sejr over deres modstandere. De forstår ikke, at Gud og dermed de levende væseners kosmiske struktur, sjæl, ånd og Jeg er usårbar, udødelig og uovervindelig. Generation efter generation af de i krigen dræbte eller myrdede væsener, og ligeledes de ved andre lejligheder i kraft af fjendskab aflivede væsener fødtes atter og atter på det fysiske plan lige såvel som deres mordere og forfølgere. Og således kommer både forfølgere og forfulgte stadig til at leve side om side på det materielle plan, så længe fjendskabet imellem dem endnu ikke er opløst i kraft af tilgivelse, venskab eller kærlighed, og dermed en absolut fred på fri basis og ikke i kraft af overmagt, undertrykkelse og trusler, er opstået imellem dem. At man myrder en fjende, betyder således absolut ikke, at man dermed er fri af denne. Rent bortset fra risikoen for den eventuelle juridiske straf og henrettelse i sit nuværende liv, som man på grund af mordet er udsat for, har man nu også bevirket den karma, at man må møde denne fjende i sit næste fysiske jordliv og her på ny blive indviklet i det samme fjendskab og eventuelt selv blive myrdet. Som man sår, høster man. Alle manifestationer eller handlinger vender før eller senere tilbage til sit ophav og udløser gengældelsen. Og denne situation vil ens skæbne blive ved med at udløse, indtil man ikke mere kan lade sig fornærme og ikke mere kan hade eller hævne, men tilgiver atter og atter sine fjender.

KOSMISK BEVIDSTHED, kapitel 15:

Vort inderligste ønske for alle jordmennesker bør derfor være dette, at de hurtigst muligt netop må lære at forstå alt det, de i dag ikke kan lide, alt det, de i dag føler trang til at forfølge, thi med den sande forståelse vil de kun kunne tilgive de væsener, de mener har gjort dem uret, de væsener, der har bagtalt dem eller endog fysisk set har ødelagt deres livslykke. Kun i træningen i at tilgive ligger vejen åben til "kosmisk bevidsthed". Men da man ikke behøver denne træning i alle de felter, der har ens fulde sympati og kærlighed, da alt her jo på forhånd er tilgivet, kan man kun åbne himmeriges døre med sin kærlige omfavnelse af alle sine fjender. Det er rigtigt, at dette ikke er så let, og at disse muligvis slet ikke vil tolerere eller forstå en sådan omfavnelse, men dette kan jo ikke forhindre os i at gøre det i vore tanker. Der findes ikke en fjende, vi ikke på denne måde kan tage til vort hjerte og dermed frigøre vor lysende ånd fra de mørke pletter, der i dag forhindrer den i fornemmelsen af følgeskabet med den evige Fader gennem sfærer og zoner, gennem tid og rum, i al evighed.