Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsat fra forrige nummer)
 

Sådan kunne det være, men det er det ikke, ofte, ellers oplevede vi ikke verden, som vi i øjeblikket gør det. Vanefunktion gør sig nemlig ikke blot gældende i det fysisk-organiske, også inden for det mentale felt er vi mere eller mindre vanemennesker, eller, som det i denne forbindelse er mere passende at udtrykke det, selv om det ikke lyder så pænt: vanedyr. Lige så meget de fysiske vanefunktioner er til gavn for os, lige så meget skader vaneopfattelse og vanetænkning den jordiske menneskehed, så længe disse mentale vaner er en intellektuel forlængelse af dyrerigets destruerende og derfor også angstfyldte mentalitet.

Før nævnte jeg, at vi alle er skyldige i verdenssituationen. Men hvordan kan det dyriske i os være skyldigt, når dyret ellers må siges at være et uskyldigt væsen, i hvis psyke instinkterne hersker som naturlove? Dyret er netop uskyldigt, fordi det er et rent instinktvæsen, og det jordiske menneske er skyldigt i forhold til, som det ophører med at være et sådant væsen. Med ordet skyldig mener jeg blot årsagen til disharmoni. Skal vi da anstrenge os for at vedblive at være instinktvæsener for at bevare vor uskyld? Det er umuligt. Vor længsel mod bevidst oplevelse af livet har ført os til et stadium, hvor vi kan skelne mellem "jeg" og "det" i modsætning til det øvrige dyrerige, vi forsøger at realisere en menneskedrøm. Der er kun ét at gøre, tilbagetog er ikke muligt, vi må give slip på de dyriske vaner, der er skyld i konflikt, disharmoni og tristhed i den menneskeverden, hvori vi gerne vil leve. Den grå hverdag såvel som slagmarkens rædsler er virkninger af, at vi vil opnå menneskelig lykke, uden at vi prøver på at være mennesker.

Vor tilstand lider i høj grad af forkalkning. Vi har alle mere eller mindre en tilbøjelighed til at indtage en bestemt facon i vor tankegang og forestillingsverden. Det er naturligt, men hvis man ikke er på vagt og modarbejder faconens stivnen i en fast form, kan det udarte til, at man lukker sig inde i en verden af mentale klicheer.

Størstedelen af vor tids religiøse og politiske liv er en lukket klicheverden, ja, selv indenfor videnskab og kunst møder man noget sådant. Religiøse, politiske, videnskabelige og kunstneriske dogmer har begrænset menneskets udsyn og gjort dets verden til en snæver hverdag. Pressen har også medvirket dertil, både den "sorte" og den kulørte og en væsentlig del af filmproduktionen. Man har tjent styrtende med penge ved at vænne folk af med at tænke selv, eller rettere ved at undlade at vænne dem til at tænke selv. Den opgave er det, åndsvidenskaben har påtaget sig. Den vil få mennesket til at lukke sin dør op og vise det mulighedernes verden.

Menneskets hu står da også til at skabe, når det engang imellem er vækket af sin døs. Kunst, teknik, videnskab og humanitære arbejder er udsprunget af menneskets guddommelige skabertrang, det er de lyse pletter i tidens billede. Men også disse mentale former kan stivne og forkalke, hvis ikke en stadig fornyelse finder sted. Kunstnere, teknikere og videnskabsmænd, såvel som de politiske og religiøse foregangsmænd må søge livet uden for de snævre rammer, bringe det inden for menigmands rækkevidde og dermed sprænge rammerne. De må finde frem til de udtryksformer, som går ud over tidsåndens nuværende inkarnation, thi også tidsånden kan siges at have sin inkarnation, dvs. sin tidsbestemte form.

Ligesom det enkelte væsen i sin nuværende inkarnation forbereder den næste, idet det med sindets forvandling forbereder sin fysiske forvandling og kan lede den mod en mere menneskelig form, foregår der også en stadig forvandling af tidsåndens eller kulturens former ved hjælp af de mennesker, som formår at gennemtrænge det vedtagnes lukkede cirkel og med deres tanker og følelser i balance kan finde ud i mulighedernes land, hvor det menneskelige ligger og venter på, at vi skal gøre det "af denne verden".

Jeg siger med vilje VI, for det gælder os alle. Alverdens amatører, som famlende og ubehjælpsomt forsøger at give deres tanker, følelser og drømme form, er kommende tiders kunstnere, teknikere, videnskabsmænd og forkæmpere for humanitet, og fremtiden er også afhængig af det arbejde, De gør i dag for at udvikle Deres talenter, og den åbenhed, hvormed De møder livets ytringsformer fra de mindste til de største og de ubehageligste såvel som de behageligste.

Vi kan kun nå vore længslers mål, freden, ved at skabe den selv, det vil sige ved at blive menneske i Guds billede, en skaber og fornyer, der kan dræne den sure, forgiftede jordbund, som menneskehedens psyke kan lignes ved, med kanaler af friske, humørfyldte, opbyggende kræfter. Talenter har vi alle, og de må ikke nedgraves. Alle har vi mulighed for at vise større menneskelighed, hjælpsomhed og forståelse, for at åbne døren og gøre vor verden større.

Det er ikke meningen, at vi kun skal eksistere i en begrænset hverdag, kun dyret i os er tilfreds med det, vi skal leve, det vil sige, gøre hverdagen grænseløs ved at realisere vore muligheder som menneske.

Vi er nu på vej mod et større mål, at opleve vor evige universelle tilstedeværelse som menneske i Guds billede, og vejen mod dette mål eller til denne oplevelse går kun gennem dette at leve sit daglige liv "for åben dør", så man kan lukke guddommelige kræfter ind i sin tilværelse.

Verdens forvandling er sindets forvandling, det er den eneste sikkerhed, der gives. Denne forvandling river en ud af dødens greb, ikke den død, som blot er en organismes opløsning og vor frigørelse fra den, men den død, som er en eksistens i uvidenhed og sløvhed. Det er ikke altid let at få sindets porte lukket op, men der findes en nøgle, som har hjulpet mange og stadig vil hjælpe flere, Martinus analyser af de kræfter, vi bærer i vort indre, og af, hvad der venter os udenfor "de lukkede døre".