Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1971/12 side 146
Inge Sørensen
FÆRRE DØDE MEN FLERE KRØBLINGE
 
er teksten til nedenstående billede, som var i Berlingske Tidende søndag den 9. maj d. å. Den unge mand på billedet er langt borte i sine egne tanker. Her sidder han med sine benstumper, resultatet af hans deltagelse i krigen i Vietnam. Det var alt, hvad han fik ud af det - tilsyneladende. Men han er derved blevet indviet i livets mørke side, kontrasten til det lys, han sikkert nu længes meget efter, men som han måske ikke har store chancer for at komme til at opleve i dette liv. Han kender sikkert intet til reinkarnationsprincippet og ved således ikke, at han virkelig en dag vil komme til at opleve et strålende lys. Nu er der i hvert fald to muligheder for ham: måske bliver han bitter, indadvendt og trist, uden evne til at forstå, hvad det er, han har oplevet, forstå, hvorfor dette skulle overgå netop ham. Det er ikke så lige til at komme til en forståelse af, at som man engang har sået, således kommer man også til at høste en dag. Selv om vi nu gennem Martinus analyser har fået det at vide mange gange, og også grunden til, at det er en realitet, er det trods alt endnu svært, når man kommer ud for ubehageligheder, altid og med det samme at forstå, at det er en sæd, der er blevet sået på et tidligere tidspunkt, måske i en tidligere tilværelse, som nu kommer tilbage til sit ophav, fordi det er en universel lov, at der ingen rette linjer findes i universet. Men heldigvis er vor skæbne ikke afhængig af vor hukommelse, siger Martinus. Selv om vi ikke kan huske det mørke, vi eventuelt har været igennem i en tidligere tilværelse, får vi virkningerne af det på den måde, at det udvikler den humane evne i os, således at vi i vor kommende tilværelse ikke kan nænne at gøre de ting, vi før kunne.
 
 
Det ubehag, denne unge mand eventuelt må igennem resten af dette liv, hvis hans indstilling til skæbnen bliver ved med at være negativ, og naturligvis forudsat, at han kommer til at leve livet igennem med sit handicap, vil "aflejre sig" i hans overbevidsthed som en human evne; lidelsen vil skabe en talentkerne for humanitet, for medfølelse med andre mennesker. Det er ofte sådan, at indenfor det felt, hvor et menneske har haft sin mørke skæbne, vil det få stor medlidenhedsevne og ønske om at hjælpe mennesker i samme situation, som det selv var i engang.
Man forstår godt det triste udtryk i den unge mands ansigt. Men kommer han over sin bitterhed i dette liv, kan der være store muligheder - trods alt - for, at han kan komme til at leve et rigt og positivt liv. Hvis han kan få en fornemmelse af, at det måske ikke er helt uforskyldt, at han kom ud for denne skæbne, så han kan blive positivt indstillet overfor denne ny tilværelse, er det klart, at der er muligheder for en bedre tilværelse eller i hvert fald mulighed for at kunne affinde sig med sin skæbne.
Der findes jo mennesker, der bærer deres skæbne med et smil. Se det strålende smil, civilingeniør Hans Otto Eldov, 50 årig videnskabsmand fra forsøgsanlægget Risø, her viser på forsidebilledet. "JEG LEVER IKKE SOMMEREN OVER" var overskriften til et interview med ham i Berlingske Tidende søndag den 2. maj, hvorunder han bl. a. udtaler: "Jeg kan trygt sige til dem, der som jeg befinder sig i dødens forgård: Vær ikke bange". Og han fortsætter: "Jeg har et par måneder tilbage at leve i". Hans sygdom er en særlig art sclerose, en forhorning af nervecellerne i hjernestammen, som muligt skyldes et virus, som man intet middel har imod. Hans Otto Eldov kan ikke tale, men skriver sine svar lynhurtigt: "Den, der vil benægte eksistensen af en levende åndelig verden, må samtidig mene, at det synlige univers og alt, hvad der er i det, er et stort gøglespil.
Men jo mere vi erkender af dette univers, des mere ser vi, at ikke kaos, men logisk skabelse finder sted overalt i det.
Hvis vi betragter os selv i en passende forstørrelse, vil vi se vor organisme opløse sig i et univers med sole og stjernetåger. Det ved vi takket være atomfysikken. Vi er således også i den fysiske tilværelsesform særdeles "luftige".
Den danske filosof Martinus har i et omfattende forfatterskab givet os en kosmologi, som foruden at omfatte vort fysiske verdensbillede tillige beskriver intet mindre end vor evige tilværelse. Tiden er ved at modnes for hans tanker, især blandt ungdommen, som er mindre bundet af forældede forestillinger."
"jeg smiler, ler og er lykkelig hele vejen igennem, ja det virker næsten arrogant. Men takket være hjælp fra den åndelige verden har jeg på trods af min tilstand ikke haft nogen depression. Jeg kan derfor trygt sige til den, der som jeg befinder sig i dødens forgård: vær ikke bange - kærlige hænder vil tage imod dig, når forhænget slås til side."
Sådan kan man altså nå frem til at tage sin skæbne, når man kender årsagen og formålet med den. Når man ved, at dette kun er et kort nu, og at der bagefter kommer et strålende lys, der varer lige så længe, som man selv ønsker det.
Jo, vi har sandelig umådelig meget at være Martinus taknemmelig for. Uden hans analyser af mørkets mission var det ikke nemt at komme til at forstå meningen med det. Det er et af de uvurderlige goder, Martinus har bragt menneskeheden.
"Jeg har endnu to store ønsker", skriver H. O. E. videre: "At ungdommen må få fast grund under fødderne på en åndsvidenskabelig basis og således finde meningen med sin tilværelse - og at man på FN-plan vil anbefale indførelse af esperanto i skolerne verden over. Så vil vi ikke have noget sprogproblem om 15 - 20 år."
Med en sådan forståelse af livet og dets love behøver man ikke at være angst for døden, som jo for øvrigt slet ikke eksisterer; man går bare for en tid over på et andet tilværelsesplan for under paradisiske forhold i de høje åndelige verdener at fordøje de oplevelser, man har haft i sit fysiske liv, for derefter igen at inkarnere og fortsætte sin udvikling, indtil man er blevet til mennesket i Guds billede. Og dette er jo ens for os alle.
Inge S.