Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1971/3 side 35
Helmer Fogedgaard
STOFFETS GÅDE
 
I sin fortrinlige artikel "Kunstigt liv" påviste Per Bruus-Jensen, at liv er hævet over skabelse, fordi det er evigt, og hvis videnskabsmændene en skønne dag triumferende beretter, at de har skabt liv, så har de i virkeligheden blot tilvejebragt inkarnations-muligheder. Livets oprindelse vil fremdeles blive en gåde for den materialistiske videnskab. Vi, som har haft den store glæde at møde Martinus analyser, ved, at liv er det samme som Guds manifestation.
Da den materialistiske videnskab nødig vil acceptere noget oversanseligt, holder man sig til stoffets verden, og følgen bliver, at man forsøger at forklare liv som kemiske processer. Mærkeligt nok synes selv begavede videnskabsmænd at kunne slå sig til ro med denne primitive forklaring. For den dybere tænkende må næste spørgsmål jo blive: "jamen hvad er så de kemiske processer"? Der kan jo ikke ske noget af sig selv, så der må jo være nogen eller noget, der bevirker det. Mon det skulle være livet, der spøger igen?
Ja, naturligvis. Intet kan ske, uden at der er liv. I stedet for at hævde, at liv er skabt af kemiske processer, må man som sandhedssøger nå til det stik modsatte resultat, nemlig at kemiske processer er en virkning af liv, dvs. livsytringer. Ganske vist er det automatfunktioner i mineralriget, men det forandrer intet i princippet. Alt, hvad vi overhovedet støder på i universet, er livsytringer. Det hele er den evige Guddom under manifestation.
Man kan naturligvis ikke forlange, at materialistisk oplærte videnskabsmænd skal gå ind for, at der findes en Guddom, som manifesterer sig. Derimod kunne man vel nok forvente så megen logisk tænkning, at man ikke nøjedes med at forklare alt som kemiske virkninger i stoffet. For selv om man ser bort fra den manglende forklaring på de kemiske processers inderste natur, så er det jo ikke nok blot at acceptere stoffets eksistens. Man må da også vide, hvad stof i sin inderste natur er for noget. Her er det ikke nok at komme ind på molekyler, atomer, elementarpartikler osv, for det er jo kun "etiketter", som intet forklarer.
Her vil det være relevant at komme med spørgsmål om, hvad det er, der opretholder stoffets struktur. Hvad regulerer de indre bevægelser i atomerne, og hvad (eller hvem) opretholder den vibration i energiformerne, som får dem til at optræde som stof for vore sanser? Hvis disse vibrationer ophørte, ville alt forsvinde i det store intet, idet det ville være ensbetydende med ophørt manifestation. Det er således en meget vigtig sag, vi her prøver at få klarhed over.
Man må erkende, at videnskaben har nået storslåede resultater indenfor stoffets verden. Alene afsløringen af, at stof er vibrerende energi er en genial erkendelse. Men kan man begribe, at man så stopper her og undlader at få klarhed over, hvad der holder de fundamentalt vigtige vibrationer i gang? En stor del af livsgådens løsning ligger jo netop her. Også den såkaldte "døde materie" er jo levende. Den kan simpelt hen kun sanses, fordi den er levende. Vort sanseresultat skyldes jo reaktionen mellem vore egne og de udefra kommende vibrationer. At stof kan sanses er bevis for, at det er levende. Bevægelse er livets kendemærke, har Martinus jo også sagt.
Hvordan man end vender og drejer det, så må selv en stakkels materialist i sidste instans erkende, at det hele ender i livsytringer. De mere geniale forskere har jo også nok længe haft deres anelser. Således talte professor Niels Bohr allerede for mange år siden om "individualitet i atomerne". Dette er jo egenskaber ved levende væsener. Man skal blot gøre sig fortrolig med, at liv ikke kun viser sig i organisk form. Liv er noget så fundamentalt, at hele universets opretholdelse simpelt hen er baseret derpå.
I forbindelse med atomforskningen har man opdaget, at man ikke bestemt kan forudsige det enkelte atoms optræden i en given situation, selv om det i de store linjer (rent statistisk) synes at være lovmæssigt nok. Dette har fået nogle forskere til at tvivle om, at årsagsloven er gyldig i mikrokosmos. Man må sige, at dette bringer uhyggelige konsekvenser med sig. Hvis en så fundamental lov kan svigte, hører al logisk forskning op. Det kan også få følger for karmaloven, der udmåler vor skæbne, idet den jo også er baseret på årsagssætningen.
Så galt går det heldigvis ikke i virkeligheden. Naturligvis gælder alle naturlove universelt, og den fundamentalt vigtige årsagslov kan ikke sættes ud af funktion noget sted. I nogle tilfælde kan modsat rettede kræfter ophæve dens virkning, men det betyder jo ikke, at den er ude af funktion. Mon ikke Niels Bohrs tale om individualitet hos atomerne bringer gådens løsning? Når årsagsloven tilsyneladende ikke gælder i mikrokosmos, skyldes det simpelt hen, at man tror, man manipulerer med dødt stof, mens der i virkeligheden er tale om livsenheder, som ikke er til sinds at optræde ganske ensartet.
Lad os prøve med lidt analogi. Set fra mælkevejen er Danmark måske et molekyle i et eller andet stof. De derværende videnskabsmænd forventer, at dette molekyles atomer (dvs. Danmarks indbyggere) optræder ensartet. Det vil de også stort set gøre - altså rent statistisk - idet der er noget, der hedder dansk mentalitet. Men der vil altid være enkelte, som er så meget individualister, at de adskiller sig stærkt fra den store masse. Dette vil da for forskerne i mælkevejen give til resultat, at årsagsloven ikke gælder i det, der for dem er mikrokosmos!
Der er masser af gåder i det såkaldt døde stof, og mange filosoffer har i tidens løb forsøgt at løse dem. Men "stoffets gåde" blev først løst til bunds og på genial måde, da Martinus lod sig inkarnere hos os. Hidtil har man talt om dualismens ånd og stof, som om de var modsætninger. Så kom Martinus og fortalte os, at X 1 og X 3 i sin dybeste analyse er identiske. Man stejlede i begyndelsen. Var det muligt, at ånd og stof kunne være det samme? I så fald er tilværelsen ikke dualistisk men monistisk. Og det er lige, hvad den er, for der eksisterer overhovedet ikke andet end Gud, "hvori vi alle lever, røres og er".
Hele universet er opbygget som den ene kinesiske æske inden i den anden. Livsenheder i mikro- og makrokosmos danner legeme for hinanden. Til syvende og sidst er det hele lutter jeg'er (X 1) i manifestation, der udgør samtlige spiralkredsløbs indhold. Eller som Martinus genialt har sagt det: "Stof er jeg'er set i forskellige perspektivforhold". Hermed er "stoffets gåde" løst. Den GUD, som videnskabsmændene ikke vil vide af, er fremdeles fundamentet i det hele og nærværende i os alle. Kan man ikke erkende det, er man i samme situation som den, der ikke kan se skoven for lutter træer!
HF