Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Fra Martinus side er det i adskillige tilfælde blevet hævdet, at pengene i verden skaber flere lidelser for menneskene, end samtlige atomvåben vil have mulighed for. Ja, disse og alle mulige andre rekvisitter til befordring af det dræbende princip er i virkeligheden i sig selv et udslag af den terror, pengene formidler, rent bortset fra, at de med hensyn til deres tilblivelse selv er afhængige af penge, jævnfør princippet, at våbenmagt er betinget af kapitalmagt.

Naturligvis er det ikke pengene i sig selv, der er noget galt med; de er et udmærket og for så vidt uskyldigt middel til at lette og smidiggøre den vareudveksling, hvoraf ethvert højere samfunds trivsel afhænger. Det uheldige eller negative er derimod den mentalitet, der behersker pengesystemets administration og anvendelse, og som giver sig udtryk i et fordelingssystem, der på forhånd udelukker menneskeheden fra en fri, værdig og lykkelig tilværelsesform, men tværtimod binder den i en tilstand af fysisk og psykisk slaveri af næsten utrolige dimensioner, og behæftet med en eksistensrisiko for den enkelte så stor, at ulykker og lidelser i et fantastisk omfang og en umådelig mangfoldighed af former nødvendigvis må blive følgen.

Ved fordelingssystemet forstås simpelt hen det system, efter hvilket jordklodens naturrigdomme samt resultatet af den menneskelige produktions- eller skabeevne bliver fordelt, Eller sagt endnu mere generelt: det system, hvorefter resultatet af jordklodens skabeevne bliver fordelt, idet jo mennesket set fra en kosmisk synsvinkel på intim vis er en del af jordkloden og således med hensyn til sin skabeevne repræsenterer et særligt område af dennes skabeevne. Dette bør nemlig fremhæves, fordi mennesket på den ene side som noget typisk disponerer ud fra en forestilling om ejendomskrav på jordkloden som helhed samtidig med, at det på skæbnesvanger vis er afhængigt af den resterende del af jordklodens skabeevne. Det vil for det første sige den del, hvoraf selve jordkuglen med dens enorme ressourcer af naturrigdomme er et produkt, og som for det andet vækst, afgrøde og fornyelse inden for plante- og dyreriget samt udfoldelsen af naturkræfter står i gæld til.

Set i dette perspektiv er fordelingssystemet i virkeligheden en intern, fysiologisk proces i jordklodelegemet, som vi kan finde afspejlet i vor egen organismes indre. Og det er en funktion, som mennesket gennem sin teknologiske ekspansion tiltager sig større og større indflydelse på. Ikke alene omfatter denne indflydelse nemlig resultatet af selve den menneskelige produktivitet, men i stigende grad også resultatet af "naturen"s produktivitet som helhed. Floder reguleres, vandfald tæmmes og udnyttes, søer og sumpe drænes, ørkener vandes og gøres frugtbare, havområder inddæmmes og tørlægges, og plante- og dyreriget kontrolleres i stor udstrækning både kvantitativt og kvalitativt. Selv mikrobernes, ja endog atomernes verdener går ikke ram forbi, og meget tyder på, at også klimatiske forhold vil komme under menneskets kontrol. Det er kort sagt nær ved, at mennesket har opfyldt det i sin tid udtalte krav om at gøre sig jorden underdanig. Men er det blevet en lykkelig jord? Et sted, hvor det er godt for alle at leve?

Det er der vist ikke mange, som vil finde på at hævde. Sandheden er nemlig, at jordkloden er et sted, hvor et fåtal har det tåleligt eller relativt godt, medens den for flertallet er intet mindre end et helvede af slaveri, undertrykkelse, usikkerhed, udbytning, overgreb, fattigdom, sult, sygdom, uvidenhed, krig, nød, frygt, konkurrencetrussel og megen anden elendighed. Dette er først og fremmest vilkårene for de dyr, som direkte eller indirekte er kommet under menneskets åg - herunder bl. a. de millioner og atter millioner, der hvert år anvendes til industrielle, medicinske og videnskabelige forsøg. Og det er yderligere vilkårene for flertallet af de mennesker, der lever uden for industrisamfundenes "paradiszoner", rent bortset fra, at også disse har deres "slanger" såsom frygt for arbejdsløshed, frygt for ikke at slå til, frygt for konkurrence, for salgsstatistikker, for inflation, for krig og for sygdom og død. Det stadigt voksende behov for hospitaler og nervesanatorier m. m. - rent bortset fra selvmordsstatistikkerne - vidner om, at disse "slanger" slet ikke er hverken så få eller så små endda.

Det er klart, at mennesker, der i en eller anden udstrækning lider under disse forhold, vil være tilbøjelige til at spørge, om de er uafvendelige i den forstand, at det ikke kan være anderledes. Og mon ikke vi alle mere eller mindre bærer på dette spørgsmål i vore hjerter? Skal og må livet virkeligt føres som en ren og skær kamp for tilværelsen, hvor alle dybest set bekæmper alle?

Martinus udtaler sig med stor vægt i denne sag, og han svarer med både et ja og et nej. Hvis menneskene var anderledes, ville også forholdene være anderledes, idet de herskende forhold overvejende er bestemt af mennesket - og i stadigt stigende grad vil være det - nemlig gennem det fordelingssystem, som man betjener sig af. Dette afspejler nemlig de dominerende kræfter i menneskets mentalitet eller psyke og dermed de kræfter, der bestemmer fordelingssystemets karakter. Og tager vi her i betragtning, at disse kræfter i dag overvejende koncentrerer sig i begrebet egoisme, er det klart, at de herskende forhold netop må være som tilfældet er. Egoisme er da også den faktor, der mere end nogen anden dominerer det eksisterende fordelingssystem, nemlig på den måde, at det giver mulighed for en spekulation, der primært tilgodeser den enkeltes interesser, og sekundært helhedens, hvis disse sidstnævnte overhovedet kommer i betragtning. - En vigtig forudsætning for en sådan spekulation er pengene.

Som allerede nævnt er pengene ikke i sig selv et onde, men tværtimod et gode, idet de gennem rollen som neutralt betalingsmiddel smidiggør den vareudveksling, vi alle er afhængige af. Rent historisk har pengene jo afløst den stive og omstændelige tuskhandel på den måde, at de efter en nærmere angiven målestok tjener som stedfortræder for "ægte værdier", dvs. naturalier, og dermed som "anvisning" på sådanne værdier. Men derved er de naturligvis uden videre kommet i centrum for det materielt hungrende - hvis ikke begærlige - menneskes interesse, nemlig som det noget, der giver adgang til alle tænkelige materielle goder, og som det derfor jævnfør filmen "Hopla, vi lever" gælder om at besidde i stor og rigelig målestok. Vi kender alle sætningen: "Har du penge, kan du få; har du ingen, kan du gå", og ved, hvor ubarmhjertigt sand den er. Ja så sand, at det de fleste steder i verden stadig er ensbetydende med den visse død og undergang at være definitivt afskåret fra penge.

 

 

Set på denne baggrund er det klart, at pengene kan blive instrument for magtudøvelse i næsten ubegrænset omfang. Og netop dette i forbindelse med den menneskelige egoisme og skruppelløse selviskhed er årsagen til og forklaringen på de fleste af de lidelser og ulykkelige skæbner, der findes i verden. Allerede i kraft af den magt, pengene ved deres blotte funktion eller rolle har over sindene, giver de anledning til ufattelig megen lidelse jævnfør det faktum, at uhyre mange mennesker vil gøre næsten alt for penge - om ikke alt - lige fra at slå andre mennesker ihjel, over kriminalitetens mange lyssky aktiviteter (herunder falskmøntneri), forretningslivets ofte kyniske spekulationer, korruption og bestikkelse og til hensynsløs udnyttelse og forurening af naturen. Det er penge, der motiverer krige, kriminalitet, børsvirksomhed, sældrab, ja så godt som al menneskelig aktivitet. Herunder naturligvis også den positive, og spørgsmålet er i virkeligheden, hvordan man skal sikre sig, at pengene kun kommer til at tjene positive formål, dvs. formål, der uindskrænket er til glæde og velsignelse for helheden.

Fra Martinus side hævdes det utvetydigt, at det kan man kun ved at afskaffe pengene, og han tilføjer, at de med sikkerhed vil blive afskaffet. Ikke som resultat af et eller andet magtbud, men derimod som konsekvens af en udvikling, der ligger i nøje forlængelse af den udvikling, der i sin tid lod pengesystemet afløse tuskhandelen, Dette skete ud fra praktiske hensyn, og pengenes forsvinden vil ligeledes blive motiveret af praktiske hensyn, i hvert fald i første række; senere vil moralske hensyn følge efter.

Hvad skal da afløse pengene? Det skal simpelt hen en anvisning på personlig arbejdsindsats, udmålt i livs-timer. Begyndelsen hertil ser vi allerede i form af den voksende brug af kontokort, kombineret med verdensomspændende EDB-anlæg. Den tid er ikke fjern, hvor kontokort helt vil have afløst både checks og rede penge. Og det er endda muligt at se frem til en tid, hvor hvert menneske har ét universal-kontokort, som det kan benytte overalt i verden, og som vil blive forsynet med en elektronisk kode, som uden at kunne forfalskes alene gælder for det pågældende menneske, og som medfører, at kortet normalt kun kan benyttes af vedkommende personligt; man må tænke sig noget i retning af fingeraftryk omsat i elektronisk kodesprog.

Fordelene ved et sådant konto-kortsystem er indlysende. Man er på forhånd beskyttet mod tyveri og tab af sine penge. Endvidere vil næsten alle former for berigelseskriminalitet - herunder narkotikahandel - blive særdeles effektivt blokeret, fordi der for det første ikke vil forekomme penge at stjæle samtidig med, at handel med stjålne naturalier vil være særdeles vanskeliggjort. Thi enten vil den medføre afslørende bevægelser på tyvens personkonto, eller også må tyve- og røverfagets udøvere m. fl. vende tilbage til tuskhandelens besværlige og antikverede system. Og mon ikke det vil vække en vis opsigt, hvis en person kommer ind i en radioforretning med den klassiske sæk sølvtøj på ryggen og beder om at få den omsat til et farvefjernsyn?...

Til at begynde med vil person-kontokortet naturligvis være en anvisning på betalingsdygtighed udmålt i penge, akkurat som pengene til at begynde med var en anvisning på betalingsdygtighed udmålt i køer, okser eller koner. Men Martinus spår en udvikling, der vil føre til dannelsen af et helt nyt fordelingssystem, baseret på et helt nyt værdibegreb, nemlig den menneskelige skabeevne udmålt i effektive livstimer; dvs. fuldbyrdede arbejdstimer. Med den fortsatte teknologiske udvikling vil den menneskelige skabeevne være det eneste, man tillægger værdi, hævder Martinus. Man vil nemlig til den yderste grad af konsekvens erkende, at denne er det eneste, der kan forvandle natur til kultur, råmaterialer til forbrugsartikler, værdiløst til værdifuldt. Arbejde i alle dets mangfoldige former - åndelige såvel som fysiske - vil dermed blive menneskets fornemste adelsmærke og samtidig det eneste, hvormed man kan tilkøbe sig forbrugsgoder. Dette igen vil blokere alle muligheder for "arbejdsfrie indtægter", herunder også dem, der bygger på monopolisering af råstofkilderne, Og derigennem vil den naturlige interesse i at bevare disse monopoler falde bort, således at de i kontakt med livslovene overgår til at være menneskehedens fælles og ligeberettigede ejendom, uanset hvor på jordkuglen de forekommer.

Det turde være indlysende, at et fordelingssystem, der bygger på det princip, at enhver gennem personligt ydet arbejde skal fortjene sit eget liv - og kun dette - vil betyde et vældigt løft for menneskeheden. Ikke alene vil alle klassiske motiver for krig, kriminalitet, udbytning og undertrykkelse på forhånd falde bort, men alle mennesker vil få en fælles interesse i at arbejde, som jævnfør dagsaktuelle erfaringer fra de israelske Kibbutzer ikke vil stå tilbage for den interesse, man nu har i at tjene penge; simpelt hen fordi dette vil være vejen til en velstand for alle, der langt overgår hvad man kender fra selv de rigeste samfund i dag. Og med maskinernes hjælp og maksimale udnyttelse vil dét personlige arbejde, der skal udføres af den enkelte, oven i købet være enormt minimalt målt med det, som i dag er nødvendigt for at få det hele til at løbe rundt. Til yderligere understregning af dette kan henvises til den kolossale velstandsstigning, alene militærbudgetternes bortfald vil betyde. Især når man betænker, at disse ifølge de seneste undersøgelser i år 2000 vil beløbe sig til mere, end hele menneskeheden formår at indtjene i 1970..

Forude venter der således et fordelingssystem, som vil medføre en enorm velstand for alle mennesker, og som oven i købet vil skænke hver eneste verdensborger en særdeles omfattende fritid og frihed, som kan stilles til rådighed for en dyrkelse af de interesser, der for flertallets vedkommende i dag hverken er tid eller råd til at gå op i.